Mange børn render rundt med uopdagede problemer med synet. Derfor er det vigtigt som pædagog at være opmærksom på det. Læs her 9 tegn, du kan holde øje med.

Udgivet d. 11. februar 2020

Af: Henrik Stanek, Journalist, foto: Colourbox

Selvom læger og sundhedsplejersker tester børn for synsproblemer før og efter skolestart, bliver mange med behov for briller eller behandling af synet ikke opdaget. Derfor er det vigtigt, at pædagoger kan spotte tegn på synsproblemer hos børn.

»I en nærmere undersøgelse af 450 børn mellem knap fem og syv år fandt vi, at næsten hver 10. havde behov for fuldtids- eller læsebriller,« fortæller ph.d. og overlæge Lisbeth Sandfeld fra øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Nedenfor kan du læse 9 tegn på synsproblemer hos børn og blive klogere på, hvad du kan gøre som pædagog for at hjælpe.

9 tegn, du skal holde øje med

1. Barnet klager over hovedpine
Hvis barnet hyppigt klager over hovedpine, kan det være tegn på et synsproblem. Ikke alle børn kan beskrive hovedpine, så spørg fx ind til, om barnet har ondt bag øjnene eller er træt i hovedet.

2. Barnet skeler synligt, også bare en gang imellem
Nogle børn skeler hele tiden, mens andre gør det en gang imellem. Det kan skyldes, at barnet ­over­­-
an­strenger sine øjne.

3. Barnet tager ting meget tæt på øjnene
Barnet tager tekster eller ting meget tæt på, når det l­æser, kigger bøger eller leger. Det kan også være, at barnet oplever ubehag ved læsning og lignende ­aktiviteter, for eksempel på tablet eller computer.

4. Barnet dækker for eller lukker det ene øje
For at fokusere dækker eller lukker barnet det ene øje eller lægger hovedet på skrå.

5. Barnet er tydeligt generet af lys
Barnet er usædvanlig lysfølsomt, fx i stærkt sollys, ved skift mellem indendørs og udendørs aktivitet og ved lys fra tv, tablet og andre skærme.

6. Barnet virker klodset eller har problemer med finmotorikken
Syn og motorik er tæt forbundet, så hvis synet halter, vil barnet have svært ved at koordinere sine bevægelser. Måske støder barnet ofte ind møbler, spilder eller har svært ved at gribe en bold.

7. Barnet har problemer med at se ting, der er langt væk
Læg mærke til, om barnet kniber øjnene sammen for at se ting på ­afstand. Det kan også være, at barnet af sig selv ønsker at rykke ­tættere på tavlen eller ikke vil være med til fx boldspil.

8. Barnet har svært ved at sidde stille og koncentrere sig
Et barn, som skal bruge ekstra kræfter på at se optimalt, bliver hurtigt træt og kan miste koncentrationen, hvilket smitter af på lysten til at læse og lave lektier. Det kan også være, at barnet peger med fingrene på bogstaverne eller fortæller, at bogstaverne flyder sammen.

9. Barnet er træt i øjnene og gnider dem
Barnet klager over ubehag bag øjnene eller trætte øjne.

Kilde: Afdækningen af indikationer for synsproblemer hos fem til syvårige er gennemført af Komiteen for Sundhedsoplysning. Også rapporten ’Børn og unges syn’ fra Synoptik-Fonden indgår i kildematerialet til guiden.

 

Typiske synsproblemer hos børn

Langsynethed

Forskel på langsynethed på højre og venstre øje.

Samsyn: Hjernen smelter ikke indtrykket fra de to øjne sammen til ét billede.

Skelen: Barnet er ikke i stand til at få øjnene til at se på det samme punkt samtidigt.

Bygningsfejl: Det ene øje er en lille smule skævt.

Sygdomme på net- og hornhinde er meget sjældne hos børn.

Kilde: Afdækningen af indikationer for synsproblemer hos fem til syvårige er gennemført af Komiteen for Sundhedsoplysning. Også rapporten ’Børn og unges syn’ fra Synoptik-Fonden indgår i kildematerialet til guiden.

 

Hvad kan du gøre som pædagog?

Hvis du får mistanke om, at et barn har problemer med synet, bør du dele dine iagttagelser med forældrene og opfordre dem til at lade deres praktiserende læge, sundhedsplejersken eller en øjenlæge se på barnet. Forældrene behøver ikke have en henvisning fra deres egen læge for at gå til øjenlæge.