Centralt for pædagogers opfyldelse af vugge­stuebørns følelsesmæssige behov står særligt syv ­begreber, som Thomas Gitz-Johansen i sin nye bog ­’Vuggestueliv’ præsenterer ­teoretisk og under­bygger med ­obser­vationer fra sit ­feltarbejde i en vuggestuegruppe.

Udgivet d. 15. april 2019

Af: Trine Vinther Larsen, journalist / foto: Jakob Carlsen

1. Intersubjektiv leg kan opstå i vuggestuen, når børn og pædagoger deler en glæde ved et fælles samspil og i deres leg formår at opfange hinandens indre tilstande (følelser, impulser, stemning) og gribe og improvisere videre på dem. Som da drengen Bastian opsøger Kirsten (voksen) med en rangle:
’Han rækker den op til Kirsten og vil tydeligvis have, at hun skal tage den. Kirsten tager ranglen og lægger den oven på Bastians hoved, og Bastian går lidt rundt med ranglen på hovedet, indtil den falder ned. Så tager Kirsten den op og lægger den på hans hoved igen (…) de griner begge to’.
2. Tryghed er nødvendigt for, at det lille barn kan lege, trives og på sigt
opbygge sit eget indre fundament af tryghed. Psykologen John Bowlby kalder det ’sikker base’, og i vuggestuen kan basen være en voksen, hvorfra børnene kan begive sig ud i verden og opleve og udforske, fordi de hele tiden kan vende tilbage og få deres behov opfyldt. Som Kirsten i vuggestuen, der i en hel time, sidder samme sted og blot afventer og tager imod de børn, der kommer til hende:
’Hun virker som et trygt sted at være, at komme hen til og at bevæge sig væk fra igen’.
3. Trøst er vigtigt vuggestuen, hvor gråden kan spænde over ’grædekoncerter’ til småklynk. Barnet bruger gråd til at kommunikere, og det pædagogiske personale prøver at forstå, hvilke følelser og behov der ligger bag gråden, og trøste, så barnet finder ro, og så gråden ikke smitter. Pædagogen bruger sin krop og stemme:
’Alicia, der er syg i dag og sidder med sut i munden, begynder at græde (…) Dorthe tager Alicia op til sig for at trøste hende. Lisa begynder også at græde, og nu står Dorthe med to børn, der begge klynker. Hun vugger dem og siger små trøstende lyde og kysser dem også lidt’.
4. Indlevelse er centralt for den følelsesmæssige omsorg. Det er også kaldt ’indføling’ og ’empati’. Psykoanalytiker Peter Fonagy taler om ’mentalisering’, der lig indlevelse handler om at forstå, hvilke følelser der ligger bag barnets handlinger og ytringer. Barnet har brug for at blive forstået for at lære sine følelser at kende:
’Da Sophia var blevet lagt til at sove, virkede hun urolig, siger Susanne, og hun virkede som om hun var frustreret over, at der ikke kom noget ud af sutten. Derfor gav Susanne hende en flaske (…) Det kræver ret meget indlevelse at aflæse de små børns behov’.
5. Tilknytning handler ifølge psykolog John Bowlby om ’menneskets tilbøjelighed til at skabe stærke, følelsesmæssige bånd til bestemte andre mennesker’. Fagfællen Mary Ainsworth udbyggede teorien med forskellige tilknytningsmønstre fra tryg til utryg tilknytning. Ved vuggestuestart skal barnet knytte sig til nye voksne, og Anika er endnu utryg:
’Anika kender ikke rigtig Trine (voksen), så der er en vis anspændthed i relationen. Måske lader hun sig trøste af Trines krop og omfavnelse, men hun vil ikke kigge på Trines ansigt og dermed mindes om, at hun sidder hos en voksen, som ikke er hendes forælder’.
6. Affektregulering sker ifølge udviklingspsykolog Daniel Stern, når spædbarnets indre følelsesmæssige oplevelse af verden er reguleret gennem et samarbejde med dets omsorgspersoner. Barnets følelser af tryghed, ængstelse, glæde, spænding eller træthed kan forstærkes eller dæmpes i interaktionen. Med tiden lærer barnet selvregulering:
Amalies ansigt er en smule udtryksløst, mens hun tager afsked med sin mor. Lene (voksen) sørger for at holde lidt om Amalie og at tale til hende med en glad og opmuntrende stemme (…) og snart løber Amalie rundt og leger’.
7. Afstemt samspil betyder, at der i samspillet mellem voksen og barn er en åbenhed og kontakt, som gør, at de to parter tilpasser sig hinandens følelsesmæssige tilstand. Daniel Stern har pointeret, at det lille barn har brug for at få sin indre oplevelse af sig selv og verden spejlet i samspillet med den voksne. Det samspil kan ikke være mekanisk eller distanceret, men ligner den afstemning, der sker i pardans, i musik og i en god, afstemt leg:
‘Susanne forcerer ikke skeen. I stedet venter hun på, at der viser sig et passende øjeblik, hvor Amalie er klar til at tage mad i munden’.