Det kan være svært at få øje på marginalisering og uligheder, fordi det ikke er intentionen og derfor ikke har pædagogernes opmærksomhed. Forsker Kurt Bendix-Olsen kommer med sine råd til, hvordan pædagogerne bliver mere opmærksomme på uligheden.

Udgivet d. 4. april 2019

Af: Marie Bille, Journalist

I Børnehuset Bjørnemosen er børnene altid sammen i fælles­skaber, hvor de har mulighed for at lære af de andre børn og danne ­rela­tioner. Det gælder også børn med diagnoser og funktionsned­sættelser, fortæller daglig pædagogisk leder Kenneth Nygaard.

»Alt, hvad vi gør, sker i relationer med andre. Vi tager stort set aldrig et barn ud eller skærmer et barn ved at fjerne det fra fællesskabet. Vi sætter nogle børn i en gruppe på fire, hvor andre børn måske kan være i en gruppe på seks eller syv. De er altid sammen med nogle, de kan spejle sig i, og hvor de kan danne relationer med muligheder for læring«, siger han.

Forsker Kurt Bendix-Olsen opfordrer pæda­goger til at være nysgerrige på det, der ikke virker i hver­dagen set fra et børneperspektiv. Han har fem råd til, hvordan det skal gøres i praksis.

1) Vær udforskende i fællesskab,
så det bliver en kollektiv undersøgelsesproces at udvikle praksis, og så det ikke bare er den enkelte pædagogs eget problem, når en situation ikke fungerer. Brug jeres tvivl til at udforske praksis med et fremadrettet fokus, hvor fælles læreprocesser kan styrke det pædago­giske afsæt.
2) Iagttag praksis fra et børneperspektiv over tid.
Undersøg, hvordan I selv er med til at skabe en praksis, hvor nogle børn har svært ved at begå sig i nogle situationer. Se så på, hvad der skal til for at understøtte barnets deltagelse. Hvem fremtræder som ekstra­ordinært synlige eller usynlige på baggrund af netop denne hverdagslige organisering?
3) Spørg jer selv ’hvad hænger problemerne sammen med?’
Vi bliver hele tiden guidet af tilbagemeldinger fra børnene, men nogle gange kan vi ikke høre dem. Det er vigtigt at udvikle den sensibilitet.
4) Brug hinanden.
I en institution lagde hver ansat hver uge mindst en for­tælling på lederens bord.
Alle ansatte læste hinandens historier, og på et møde om torsdagen drøftede pædagogerne så de for­skellige problemstillinger, der var dukket op. Indtil næste torsdag gik de så og observerede på baggrund af drøftelserne. Når mange blikke ser på samme udfordringer, kan det udvikle praksis.
5) Giv jer selv rum til,
at situationer kan tage sig ud på mange forskellige måder. Der er ikke én korrekt måde at være pædagog på.
Tal om jeres forskellige perspektiver på de samme situationer.

Læs mere:

● ’Det pædagogiske fællesgode i vugge­stuen’, af Kurt Bendix-Olsen
● ’Med handicap i vuggestuen – ­inklu­sions­­arrangementer belyst som betingelser for rådighedsudvikling og inklusion’, af Kurt Bendix-Olsen, ­Nordiske Udkast, 2017, vol. 1
● ’Børn i udsatte positioner udforsket gennem deres adgang til læringsmiljøet’, af Kurt Bendix-Olsen, Anja Kastrup Jensen & Anja Albæk Jørgensen, Den Styrkede pædagogiske læreplan – Grundbog til dagtilbudspædagogik
● ’Jeg lever et liv, som ligner deres’, af Jan Grue, Norsk Gyldendal 2018
● ’Annerledeshet – sårbarhedens språk og politikk’, af Julia Kristeva og Eivind Engebretsen, Norsk Gyldendal, 2010
● ’Handicapforståelser’, af Inge ­Storgaard Bonfils, Akademisk Forlag, 2013