Lars Lundmann, psykolog og ph.d. med speciale i rekruttering og jobsøgning, giver her ledige pæda­goger gode råd til at komme tættere på et nyt job.

Udgivet d. 17. oktober 2019

Af: Mikkel Prytz, Journalist

1. Du er god nok

Det er som oftest ikke din skyld, at du er arbejdsløs. Det er ­sandsynligvis på grund af omstændigheder, som du ikke har ind­flydelse på. Og hvis du får afslag, er det ikke dig, der er noget galt med. Men det kan godt være, at din metode til at søge job trænger til et eftersyn. Overvej disse forslag her til, hvordan du kan søge job på en ny måde.

2. Lav eksperimenter

Som arbejdsløs hører man mange gode råd, men det kan virke uoverskueligt at føre dem ud i livet. Prøv at betragte det som en slags eksperiment, når du eksempel­vis får en idé til en ny ­arbejdsplads, som du kan ­kontakte, eller en ny måde at skrive ansøgning på. Hvis eksperi­mentet virker, er det godt. Hvis ikke, så er det ligegyldigt, for du behøver ikke gentage det. Det
var jo bare et eksperiment.

3. Forpligtende forhold

Hvis du kender en anden ­arbejdsløs pædagog, kan det være en god idé at forpligte hinanden gennem aftaler. ­Lav eksempelvis en aftale om at have skrevet to ansøgninger, inden I ses ­næste gang. Med en social ­forpligtelse er man mere til­bøjelig til at få arbejdet gjort. Sam­tidig kan man støtte og hjælpe hinanden, for eksempel gennem rollespil, hvor man øver job- og telefonsamtaler.

4. Dyrk fællesskabet

Hvis man som arbejdsløs ­isolerer sig, kan man begynde
at få den fornemmelse, at man er den ­eneste i hele verden, der har svært ved at finde arbejde. Hvis du møder andre arbejds­løse, finder du ud af, at der ikke er noget galt med dig – det er din situation, den er gal med. Det er derfor en god idé at ­opsøge fællesskaber, eksempelvis ved at deltage i aktiviteter i din a-kasse.

5. At være arbejdsløs er et arbejde

Mens der for andre er forskel på at gå på arbejde og holde fri, kan det for dig som arbejdsløs føles, som om du hele tiden bør arbejde på at få et job. Det kan være meget stressende. Det kan hjælpe at se det som sit job at være arbejdsløs, så man udfører de aktiviteter, der hænger sammen med at være arbejdsløs, i bestemte tidsrum i løbet af dagen og holder fri resten af tiden. For nogle hjælper det endda at lave et dagligt skema, som eksempelvis kan se sådan ud:
Kl. 9-10: Jeg tjekker jobsøgningsportaler og finder 1-2 job, jeg vil søge i dag.
KL. 10-10.30: Jeg går en tur.
Kl. 10.30-11.45: Jeg forbereder spørgsmål til potentielle arbejdsgivere og ringer til dem.
11.45-12.45: Frokostpause
12.45-14.15: Jeg skriver ansøgninger.
14.15-14.45: Jeg planlægger næste dag.

Kilde: Lars Lundmann, psykolog og ph.d. med speciale i rekruttering og jobsøgning og hans bog ‘Du skal ikke være dig selv’.