Hvis flere pædagoger skal vende tilbage til faget, kræver det ifølge BUPL et stærkere fokus på høj faglighed. Der er brug for ro, respekt og ressourcer, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker.

Opdateret d. 28. september 2021

Af: Mikkel Prytz (journalist), Foto: Lisbeth Holten

Kan jeg vende tilbage til mit fag, selvom jeg ikke har arbejdet som pædagog i nogle år? Ja, lyder beskeden fra BUPL-formand Elisa Rimpler til de omkring 11.000 pædagoger, der arbejder udenfor de traditionelle områder som eksempelvis dag-, døgn- og fritidsinstitutioner, klubber og folkeskoler:

”Selvom man har været væk fra faget i nogle år, har man med pædagoguddannelsen stadig en grundforudsætning for at gå ind i faget igen. Der kan være brug for efter- og videreuddannelse, og måske har man også brug for tæt sparring i den første tid. Men så kan man også træde tilbage i faget igen på fuld kraft,” siger Elisa Rimpler.

Og der er hårdt brug for pædagoger, der vender hjem til faget efter at have prøvet evnerne af andre steder på arbejdsmarkedet. Ifølge en prognose fra Damvad Analytics vil der mangle 13.700 pædagoger i år 2030, hvis udviklingen på børneområdet fortsætter som hidtil.

 

Benzintanken er tom

Jane Henriksen vil væk fra en hverdag, hvor hun skal give mere af sig selv, end hun føler muligt. Privatfoto

En af de pædagoger, der søger andre udfordringer, er Jane Henriksen. Den 34-årige pædagog har sagt sit job i Stribonitten Børnehave i Middelfart op og vil i stedet læse til socialrådgiver.

Benzintanken er simpelthen tom, forklarer Jane Henriksen. Efter 10 års arbejde i en daginstitution føler hun ikke, at hun har mere omsorg eller nærvær at give, når hun efter en hård arbejdsdag vender hjem til sine egne børn.

Og sådan vil hun ikke have det.

”Det vigtigste for mig er ikke at komme helt væk fra faget, men at komme væk fra en hverdag, hvor jeg skal give mere af mig selv, end jeg føler er muligt. Og det bekræfter mig i min beslutning om at søge væk, for jeg føler heller ikke, at jeg kan være den pædagog, jeg gerne vil, hvis ikke jeg giver af mig selv og min omsorg,” siger Jane Henriksen, der vil bruge sin pædagogfaglighed i et fremtidigt job som socialrådgiver.

 

Jeg gider ikke, når der ikke er faglighed

I en undersøgelse, som analysevirksomheden Discus har foretaget for BUPL og BUPL-A, er en række pædagoger, der har forladt faget, blevet interviewet. Hovedparten forklarer, at det er oplevelsen af ikke at kunne levere et tilfredsstillende stykke fagligt arbejde, der har fået dem til at søge væk. ’Jeg gider ikke, når der ikke er faglighed, og området bare bliver mere presset,’ siger en pædagog i undersøgelsen.

”Det er i overensstemmelse med, hvad vi kender fra internationale undersøgelser,” lyder det fra professor emeritus Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Efter hans mening handler det om ro, respekt og ressourcer, hvis flere pædagoger skal vende tilbage til faget igen:

”Pædagoger skal have autonomi til at udføre det faglige stykke arbejde, de er uddannet til. De skal have anerkendelse for deres arbejde af omgivelserne. Og de skal have de nødvendige ressourcer til at sikre bedre normeringer.”


Læs mere på bupl.dk/flerepædagoger