Log ind

ARRANGEMENTER

MidtVestjylland: Pædagogikkens lørdag


BUPL MidtVestjylland inviterer alle medlemmer til en hel lørdag i pædagogikkens tegn. Her kan du høre oplæg ved Svend Brinkmann, Rikke Smedegaard Hansen og Jens Arentzen samt hente inspiration og viden fra de opstillede stande, fx kan du møde PBU, BUPL’s medlemsrådgivning, BUPL’s forskning og BUPL’s inspiration til refleksion i praksis.


Program:
  • 09.00-09.30: Morgenkaffe/te med brød
  • 09.30-09.35: Velkomst
  • 09.35-11.00: Hvad er et menneske? Om dannelse i præstationssamfundet v/ Svend Brinkmann

”Kend dig selv!” stod der over Apollontemplet i Delfi i det gamle Grækenland. I nyere tid er udsagnet fortolket som en opfordring til at gå på opdagelse i ens eget indre. Man skal kende sig selv for at kunne udvikle sig personligt, realisere sine indre potentialer eller blive den bedste udgave af sig selv. Det sker i arbejdslivet og understøttes inden da af en række pædagogiske praksisser.
Grækerne mente dog formentlig noget andet med udsagnet: Nemlig at man først og fremmest skal kende sig selv som et menneske. Altså som et væsen med visse almene karakteristika, der lever sit liv sammen med andre. At kende sig selv som et menneske er derfor et dannelsesprojekt, som er noget andet end individuel selvudvikling. Men hvad er egentlig et menneske? Hvad er dannelse? Og er dannelsen fortsat mulig i et moderne præstationssamfund?

Disse spørgsmål søger Svend Brinkmann at besvare i oplægget, der baserer sig på en bog med samme titel. Gennem oplægget introduceres forskellige menneskebilleder – herunder det  biologiske, rationelle, følende, sociale og religiøse menneske – og det diskuteres, om nutidens samfund og pædagogiske institutioner overhovedet giver plads til at være menneske.

  • 11.00-11.30: Pause – mulighed for at besøge de opstillede stande
  • 11.30-12.30: Følelser er ikke uprofessionelle v/ Rikke Smedegaard Hansen

Som pædagoger går vi på arbejde med os selv som redskab. Vi er professionelle fagpersoner – men vi er også mennesker. Og til det at være menneske, hører der uundgåeligt følelser med. Det gode gamle råd om at holde den professionelle distance er problematisk på flere måder: Det risikerer at føre til skam over at have følelser på spil i relationen, og det kan øge risikoen for forråelse. Det kan også betyde, at vi ikke tør tilbyde børn den omsorg og nærhed, som de har brug for, fordi vi er bange for at involvere os følelsesmæssigt. Med udgangspunkt i sin bog ”Ida er pisseprovokerende”, vil Rikke Smedegaard Hansen komme med eksempler på egne møder med børn og unge, og fortælle om, hvorfor det er så vigtigt, at vi som pædagoger – netop fordi vi skal være professionelle – skal forholde os til vores følelser, i stedet for at distancere os fra dem.

  • 12:30-13.30: Frokost med tapasplatte – mulighed for at besøge de opstillede stande
  • 13.30-13.45: Fællessang
  • 13.45-15.00: Den emotionelle forskel v/ Jens Arentzen

I sit oplæg sætter Jens Arentzen ord på mødet mellem mennesker; han stiller bl.a. skarpt på dét at skabe magiske møder mellem voksne og børn og om den emotionelle forskel, der er fra barn til voksen.

Jens Arentzen kommer bl.a. omkring empatiens enorme kraft, Arauslens begreber samt vejene til forvandling af menneskers tillid, overbevisning og følelser Oplægget bliver et mix af personlige anekdoter fra Jens’ skæve opvækst, erfaringer fra hans instruktørpraksis og den viden, han underviser i på seminarer, skoler og steder, hvor ’hjælpere’ skal hjælpe mennesker. Bliv underholdt, inspireret og få ny viden, som du kan bruge i din egen pædagogiske praksis.

  • 15.00-15.15: Afslutning
Oplægsholdere:

Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Hans forskning foregår i grænsefladen mellem psykologi, filosofi og kulturanalyse og han er forfatter til en lang række bøger og artikler om disse områder. Svend er aktuel på flere platforme, bl.a. som foredragsholder og debattør.

Rikke Smedegaard Hansen er pædagog og har de sidste ti år arbejdet i skolen. Hun har i en årrække været flittig debattør i dagspressen, er forfatter til flere artikler, klummer og kronikker og senest udgivet boget ”Ida er pisseprovokerende”. Hendes hjerte banker for, at alle børn føler sit set, hørt og forstået og at alle børn oplever sig som en værdifuld del af et fællesskab.

Jens Arentzen er bl.a. instruktør, skuespiller og manuskriptforfatter. Han arbejder bl.a. som underviser og rådgiver, og har udviklet egne skoler inden for kunst, ledelse, kommunikation og i dét at udvikle mennesker. Han har stor indsigt i den menneskelige psyke, i emotionalitet og moderne længsel.

Forplejning:

Der er fuld forplejning på dagen.

Tid og sted

  • Lørdag den 9. oktober 2021
  • Kl.09.00 - 15.15
  • Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, Sports Allé 6, 7480 Vildbjerg
  • Tilmelding

    Tilmeldingsfrist:
    Senest den 24. september 2021 23:59.
    TILMELD DIG
    Tilføj begivenhed til kalender 2021-10-09 09:00:00 2021-10-09 15:15:00 Europe/Copenhagen MidtVestjylland: Pædagogikkens lørdag BUPL MidtVestjylland inviterer alle medlemmer til en hel lørdag i pædagogikkens tegn. Her kan du høre oplæg ved Svend Brinkmann, Rikke Smedegaard Hansen og Jens Arentzen samt hente inspiration og viden fra de opstillede stande, fx kan du møde PBU, BUPL’s medlemsrådgivning, BUPL’s forskning og BUPL’s inspiration til refleksion i praksis. Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, Sports Allé 6, 7480 Vildbjerg BUPL

    Spørgsmål

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte professionskonsulent Marlene Gram Berthelsen, mrm@bupl.dk, eller faglig sekretær Jonna Uhre, jpu@bupl.dk.