Tavshedspligt


Pædagoger og andre offentligt ansatte har tavshedspligt – blandt andet for at beskytte børn og forældre.
Tavshedspligten er også en beskyttelse af personlige/private oplysninger om den ansatte


Opdateret d. 10. januar 2018

For at overskue et spørgsmål om tavshedspligt er det altid godt at gøre sig klart, hvem siger hvad til hvem? Det kan afklare:

  • har personen tavshedspligt?
  • hvilke oplysninger er der tale om?
  • hvem er oplysningerne rettet til?
Hvem har tavshedspligt?

Tavshedspligten gælder ifølge straffelovens § 152, stk. 1, for “den som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv”. Det er alle medarbejdere, og fx også bestyrelsesmedlemmer og pædagogstuderende.

Selvejende daginstitutioner er offentlige myndigheder i henhold til forvaltningsloven, og tavshedspligten gælder såvel de kommunalt ansatte som ansatte i selvejende institutioner. Ansatte og bestyrelsesmedlemmer i private institutioner skal følge reglerne om tavshedspligt (jf. retssikkerhedslovens § 43).

Tavshedspligt om hvilke oplysninger?
Sagt kort er det oplysninger om væsentlige offentlige eller private interesser. Dermed oplysninger om andres private forhold. Det er også statens sikkerhed og kommunernes økonomiske interesser (når kommunen udfører forretninger, ikke i kommunens forvaltning over for borgere og ansatte).

”Rent private forhold” er oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold (persondatalovens § 7). Og oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer o.l. (persondatalovens § 8).

Ud over de rent private forhold kan der være tale om andre fortrolige oplysninger. Det er fx oplysninger om samlivsforhold, økonomiske herunder skattemæssige forhold.

Oplysninger om en ansats tjenstlige forhold er der ikke tavshedspligt om. Det betyder ikke, at en oplysning om, at en ansat fx har været til tjenstlig samtale, bare kan udbredes til højre og til venstre. Det skal stadig være sagligt at videregive oplysningen. Hvis en oplysning om en persons strafbare forhold både vedrører tjenesten og er beskrevet som et ”rent privat forhold”, slår tavshedspligten igennem. Her er der altså tavshedspligt.

Hvem får oplysningerne?

Selv om en oplysning er beskyttet af reglerne om tavshedspligt, kan der være situationer, hvor det er lovligt at videregive oplysninger eller der er en pligt hertil.

Det gælder fx i underretningssager. En offentligt ansat har pligt til at underrette kommunen, når børns eller unges velfærd er truet, og i den forbindelse kan der lovligt gives private oplysninger om barnet eller familien.

Et samtykke kan naturligvis også gøre det lovligt og berettiget at videregive personlige oplysninger. Et samtykke skal være specifikt og udtrykkeligt, men der er ikke længere krav om, at et samtykke skal være skriftligt. Når en person selv giver private oplysninger til offentligheden, er dette som et samtykke til at oplysningerne kan videregives. Det gælder fx billeder af en selv, man lægger på sin facebookprofil.

Samarbejdet i en institution eller mellem institutioner kan gøre, at det er berettiget og nødvendigt at udveksle fortrolige oplysninger. Det er relevant for udførelsen af arbejdet. Arbejder man inden for den samme myndighed, kan det også være relevant at udveksle fortrolige oplysninger om børn og familier, men grænsen mellem forskellige myndigheder kan gøre, at det ikke er lovligt. Fortrolige oplysninger må fx ikke videregives mellem forskellige kommuner, eller mellem et dagtilbud og en skole, fordi der er tale om forskellige myndigheder.

Her skal der være et samtykke eller en lovregel om, at oplysningerne alligevel skal videregives, som der fx er i underretningssager i forhold til familier, der flytter til en anden kommune.

Persondataloven

Denne lov gælder for personoplysninger, der behandles elektronisk og manuelt. En personoplysning er en oplysning, som kan henføres til en bestemt person. Hovedpointerne i persondataloven er:

  • Behandling af oplysningen skal være saglig
  • I mange situationer skal man give samtykke til behandlingen
  • Man skal informeres om, at behandling af oplysninger om ens person finder sted.

Se persondataloven.

Samtykke til behandling af personoplysninger kan godt være underforstået. Søger man om en offentlig ydelse eller søger man en stilling, er det naturligvis klart, at de oplysninger, man giver i den forbindelse, må behandles. Men kommer der pludselig nye oplysninger ind i billedet, fx hvis der bliver indgivet en klage over en ansat, skal personen have dette at vide efter reglerne om oplysningspligt i persondatalovens § 28 og § 29.

Ansøgningssager – referencer

Der er en fortrolighed om ansøgningssager, idet det ikke vedkommer andre, at man søger en bestemt stilling. Det er blevet almindeligt at indhente referencer på ansøgere til ledige stillinger. Personoplysningsloven bestemmer, at man skal have ansøgerens tilladelse til at indhente oplysninger fra tidligere arbejdspladser. Selv om det ikke er sagt udtrykkeligt, skal det dreje sig om den pågældendes rent tjenstlige forhold, pædagogiske indsats o.l. Et samtykke giver ikke ret til at videregive oplysninger om private forhold. Der må fx ikke indhentes oplysninger om sygdomsforhold, skilsmisse o.l.

Straffeloven  (Læs §§ 150-152 f, og § 264 d)

Forvaltningsloven (Læs Kapitel 8 §§ 27-32)