Erstatningsansvar


Når der i en institution sker skader på personer eller ting, er det vigtigt at kunne afklare, om der på den ene eller den anden måde er et retligt erstatningsansvar for den skete skade. Det er også vigtigt at sørge for, at institutionen gennem forsikringer i rimeligt omfang er dækket ind mod et sådant erstatningsansvar for skader forårsaget af børn og personale.


Opdateret d. 20. august 2018

Det er nok værd at bemærke sig, at det retlige erstatningsansvar udelukkende er økonomisk, og at det juridisk set ikke er relevant at beskæftige sig med, om der moralsk set foreligger ansvar eller ej. Moralbegrebet er særdeles forskelligt fra person til person og derfor uanvendeligt, når man skal vurdere, om der foreligger et juridisk erstatningsansvar.

Se ‘Lov om erstatningsansvar’

Daginstitutionen og forsikring

Forsikringsoplysningen har udarbejdet en web-pjece om ‘Daginstitutionen og forsikring’. Pjecen handler om forsikringsforhold i institutioner og giver en oversigt over situationer, hvor institutionsbørn enten laver en skade, eller selv kommer ud for en skade. Hvem har erstatningsansvaret? Er det forældrene, institutionen, eller er det børnene selv?

Hent Forsikringsoplysningens web-pjece: ‘Daginstitutionen og forsikring’ (pdf)

Personalets ansvar

Web-pjecen om ‘Daginstitutionen og forsikring’ beskæftiger sig ikke med personalets ansvar, da det i praksis er yderst sjældent, at erstatningsansvaret gøres gældende over for den ansatte. Ansvaret rejses altid over for arbejdsgiveren selvom arbejdstager og arbejdsgiver principielt er solidarisk ansvarlige over for de skadelidte, hvis arbejdstager under udførelse af sit arbejde ved en uforsvarlig adfærd forvolder skade.

Hvis en arbejdsgiver har måttet udrede en erstatning som følge af en ansats uforsvarlige adfærd, kan arbejdsgiveren ifølge erstatningsansvarslovens § 23 kun kræve erstatningen betalt af den ansatte, hvis man finder det rimeligt under hensyn til udvist skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt. Udgangspunktet er således, at arbejdsgiveren ikke kan kræve, at den ansatte betaler erstatningen.

Arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at det er rimeligt, at arbejdstageren helt eller delvis skal betale erstatningen, og det må normalt kræves, at der er handlet med forsæt (at man har haft til hensigt at skade/at man har gjort det med vilje), eller at den ansatte har udvist grov uagtsomhed (at man burde have vidst bedre).

Som eksempel kan nævnes en sag, hvor en ansat havde ladet sin nøgle til institutionen ligge i en skuffe igennem længere tid. Da hun sagde sin stilling op og skulle rejse fra institutionen, opdagede hun, at nøglen var væk. Institutionen rejste krav om, at hun skulle betale for omstilling af låsene på alle adgangsdøre. Her spillede det en rolle, at der ikke havde været indbrud eller var stjålet ting fra institutionen, heller ikke efter at hendes nøgle var forsvundet. Hendes fejl måtte henregnes til simpel uagtsomhed, og efter alle sagens omstændigheder var hun ikke erstatningspligtig.

Erstatningsansvarslovens § 19 beskriver nogle situationer, hvor der ikke er erstatningsansvar, når skaden er dækket af forsikring. § 19, stk. 3 siger, at en skade, der er dækket af arbejdsgiverens ansvarsforsikring, kun fører til erstatningsansvar for den ansatte, hvis der er handlet forsætligt eller med grov uagtsomhed. Det er derfor vigtigt, at arbejdsgiveren har tegnet en erhvervsansvarsforsikring, som både dækker arbejdsgiverens og de ansattes ansvar for skader, der sker bl.a. på grund af manglende tilsyn. Specielt hvis arbejdsgiveren er en selvejende eller privat institution, bør man sikre sig, at der er tegnet erhvervsansvarsforsikring.

Erfaringen viser også, at det er meget sjældent, at der gøres et erstatningsansvar gældende over for personalet personligt, på den måde at enkelte ansatte pålægges at betale erstatning. Lidt mere almindeligt er det, at der gøres et tjenstligt ansvar gældende i form af sanktioner over for den/de ansatte, som har tilsidesat deres forpligtelser, f.eks. i form af utilstrækkeligt tilsyn. Der kan blive tale om, at der tildeles advarsel eller eventuelt afskedigelse, selv om der ikke skal betales erstatning.
I den forbindelse er det værd at nævne, at institutionens leder har et ansvar for, at der er givet forsvarlig instruktion eller retningslinjer, specielt hvis mindre erfarne medarbejdere skal føre opsyn med børnene. Der kan f.eks. være tale om vikarer, nye pædagogmedhjælpere eller studerende i praktik.

Forsikringsforhold for frivillige

Det sker, at institutioner inddrager frivillige, for eksempel forældre i arbejdet. Hvad sker der for eksempel, hvis den frivillige bliver skadet eller forvolder skade?
Reglerne på dette område er ikke enkle, derfor bør frivillige som udgangspunkt rådes til at have både ansvarsforsikring og en privat ulykkesforsikring, da kommunens forsikring ikke nødvendigvis dækker.

Erstatningsansvar ved arbejdsskade

De erstatningsregler, der er omtalt her, gælder også, hvis en ansat kommer til skade under arbejdet. I den situation er det dog først og fremmest reglerne i arbejdsskadeforsikringsloven og de dertil hørende bekendtgørelser, der skal bruges. Det vil sige, at arbejdsskader skal anmeldes til arbejdstilsynet, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (i visse tilfælde arbejdsgiverens forsikringsselskab) afgør, om der skal gives erstatning efter reglerne i arbejdsskadeforsikringsloven. Men undertiden kan der blive tale om en supplerende erstatning, bl.a. efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Tab, som en skadelidt ikke kan få dækket efter arbejdsskadeforsikringsloven, kan han/hun muligvis få erstattet efter erstatningsansvarsloven, først og fremmest erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, samt desuden eventuelle udgifter til hjemmehjælp og udgifter til erstatning af ødelagt tøj, ting m.m.

Erstatningskrav for sådanne tab skal rejses særskilt over for arbejdsgiveren og hører altså ikke med, selvom der gives erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven. Undertiden må disse supplerende krav forfølges ved en civil retssag.

Erstatning efter arbejdsskadeforsikringslovens regler er afhængig af, om der er indtrådt en skade, og om denne skade er opstået på en måde, som falder ind under lovens bestemmelser. Erstatning er derimod ikke afhængig af, at arbejdsgiveren har begået deciderede fejl. Der er tale om en form for objektivt ansvar.

Supplerende erstatning, på grundlag af erstatningsansvarsloven mv., afhænger derimod af, om der foreligger forhold, som kan bebrejdes arbejdsgiveren som uforsvarlige handlinger eller undladelser. Dvs. erstatning af denne type afhænger af, om der foreligger uagtsomhed, eller eventuelt forsæt, fra arbejdsgiverens side.

Man kan se af retspraksis, at det er en skærpet bedømmelse, domstolene bruger, når det skal afgøres, om der foreligger supplerende erstatningsansvar. Der stilles altså store krav til forsvarligheden af arbejdsgiverens handlinger, og der er en tendens til omvendt bevisbyrde, således at det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at hans/hendes adfærd ikke har forårsaget skaden.

Denne fordeling af ansvar må siges at være rimelig, fordi specielt tabt arbejdsfortjeneste kan være et alvorligt tab for den enkelte ansatte, og fordi arbejdsgiveren har ansvaret for tilrettelæggelsen af arbejdet og har den økonomiske interesse i arbejdets udførelse. Og desuden fordi arbejdsgiveren har ledelses- og instruktionsbeføjelsen over de ansatte.

Hvis du som pædagog bliver udsat for vold i forbindelse med dit arbejde, er der særlige regler om anmeldelse.
Læs mere om vold og trusler