Log ind i A-Kassen

Jeg er ledig og søger job


Al erfaring viser, at alle slags job er bedre end intet job. Vikariater, deltidsjob på nedsat tid eller bare tilkaldejob kan være vejen mod drømmejobbet.. Er du fuldtidsforsikret, og når du ikke op på fuld tid i et midlertidigt job, kan du ofte få supplerende dagpenge. Læs mere om supplerende dagpenge. 


1

Søg mindst to job hver uge og registrer dem i din joblog

Under alle omstændigheder skal du søge job hver uge – både for din egen skyld, og fordi reglerne kræver det. Som ledig er du forpligtet til at opdatere din joblog med to jobsøgninger hver uge. Husk at jobsøgningen skal stå i “søgt” eller afslag – ellers tæller den ikke. Hver måned skal du desuden vedhæfte to eksempler på ansøgninger, du har sendt.

2

Kend dit lokalområde og se jobopslag på BUPLjob

Mange steder i landet er der efterhånden mangel på pædagoger. Brug BUPLjob til at finde opslåede stillinger. Og se evt. ledigheden i dit eget lokalområde på BUPL-A’s ledighedskort. Husk også at tjekke dine jobopslag på jobnet.dk hver 7. dag.

 

3

Du må ikke sige nej job

Mange foretrækker sikkert selv at finde et job. Men du skal være opmærksom på, at du som hovedregel ikke må afvise et anvist job eller for den sags skyld sige op, hvis du først har fået et. Begge dele kan give dig en karantæne uden dagpenge og kan i sidste ende koste dig din dagpengeret. Hvis du ikke kan påtage dig arbejde efter kl. 17 på grund af pasningsproblemer, skal du på forhånd give jobcenteret bedsked. Læs mere om Pligt til rådighed og jobsøgning.

4

Kom til møderne og overhold frister for selvbooking

Vær også opmærksom på, at du har pligt til at møde op til de møder, som du bliver indkaldt til i både a-kassen, på jobcenteret og hos evt. “anden aktør”, der arbejder for jobcenteret.

Når du bliver indkaldt, er der typisk tale om lovpligtige møder, og så er de eneste gyldige grunde til ikke at dukke op, at man er syg, skal på arbejde, i aktivering eller til jobsamtale på det tidspunkt, hvor man er indkaldt. Sørg for, at du ikke glipper en aftale – det kan nemt koste dig dagpenge.

Og vær opmærksom på, at en del møder med både a-kassen og jobcenteret indkaldes med obligatorisk selvbooking – booker du ikke selv inden fristen, bliver du automatisk afmeldt som ledig og mister derfor automatisk dagpenge indtil du er gentilmeldt på jobnet.dk.

5

Brug a-kassens tilbud

Og så vil vi i øvrigt opfordre dig til at bruge a-kassens mange tilbud. I burger-menuen til venstre kan du læse mere om Åben Jobcafe, Temamøder, BUPL-A’s Mentorordning, Trainee, Jobrotation og Turn Around for +50.

Mange af BUPL’s fagforeninger laver desuden en række arrangementer og tilbud til ledige. Hold øje med arrangementskalenderen.