Snart får alle ’Min Post’ på bupl.dk
og en ny Digital A-kasse


Efter 20. august går al officiel post fra a-kassen til Min Post på hjemmesiden i stedet for til e-Boks. Samtidig får a-kassen en helt ny Digital A-kasse, der forhåbentlig bliver rigtig god, når alle børnesygdomme er klaret. Forinden vil der være en lukkeperiode fra 6. august til 20. august, hvor man ikke kan gå i Den Digitale A-kasse, og hvor a-kassen heller ikke kan foretage sagsbehandling.


Opdateret d. 20. juni 2018
  • Efter 20. august får alle medlemmer af BUPL, BUPL-A og PLS deres egen personlige postkasse på BUPL’s hjemmeside. Vi kalder en ’Min Post’. Det er her, du fremover finder alle officielle breve fra både fagforeningen, forbundet, PLS og a-kassen.
  • Det bliver nemt at logge på ’Min Post’. Du kan logge på med NemID eller pinkode fra både pc, tablet og mobil.
  • Selvom du ikke får adgang til ’Min Post’ før 20. august, er det vigtigt, at du allerede nu tjekker, om vi har din rigtige mailadresse og dit mobilnummer, så ’Min Post’ kan give dig direkte besked, når der er nye og vigtige breve til dig. Opdater dine oplysninger på bupl.dk/ret-
    medlemsoplysninger
  • Vi sender stadig mail og sms’er, når det er relevant. Men når det er virkelig vigtigt, og det er breve, som du helt sikkert skal se, sender
    vi fremover til din ’Min Post’, fx indkaldelser til møder i a-kassen, hvor dagpengene automatisk stopper, hvis du ikke dukker op.
  • Før og umiddelbart efter ’Min Post’ går i luften 20. august følger der mere information.
Ny digital a-kasse på vej

Mandag 20. august får pædagogerne en helt ny digital a-kasse til at klare al digital selvbetjening omkring ledighed, dagpenge, efterløn, feriedagpenge m.m. Det glæder vi os til. Og det gør mange pædagoger sikkert også, fordi den gamle drillede for meget. Når alt er på plads, bliver det rigtig godt.

Overgangen til nyt a-kassesystem er som at vende en supertanker. Og den nye digitale a-kasse vil helt sikkert også drille i begyndelsen, indtil alle børnesygdomme er fikset. Derfor håber vi på endnu lidt tålmodighed fra pædagogerne. Vi gør alt, hvad vi kan, for at overgangen bliver så gnidningsløs som muligt.

Den Digitale A-kasse er lukker fra
mandag 6. august til mandag 20. august

Det er en stor opgave at flytte mange millioner af data fra det gamle system til det nye og få arbejdsgange, formularer og breve til at spille. Mens de fleste forhåbentlig nyder sommeren, lukker Den Digitale A-kasse midlertidig fra mandag 6. til mandag 20. august. Der vil være mulighed for at ringe, skrive og få vejledning fra a-kassens medarbejdere. Men a-kassen kan ikke behandle sager og ansøgninger, og pædagogerne vil ikke kunne bruge den digitale selvbetjening.

Det mest praktiske for alle parter er derfor, at pædagogerne får klaret fx ledighedserklæringen, ansøgningen om efterløn eller feriedagpenge inden 6. august. Eller at man venter til efter 20. august og gør det i den nye digitale a-kasse. A-kassen er forberedt
til tænderne for at fange de problemer, der helt sikkert opstår. Kontakt a-kassen, hvis du er i tvivl om noget.

Overhold pligter og frister

Hvis du er ledig, syg eller på vej på barsel, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at de kommunale it-systemer ikke er berørt af BUPL-A’s skift af it-system. Ledige skal fx fortsat sørge for at tilmelde sig på jobnet.dk første ledighedsdag, søge job og joblogge på jobnet.dk, som man plejer. Kontakt a-kassen, hvis der er noget, du er i tvivl om.