Udbetaling af efterlønsbidrag


Folketinget har besluttet, at man i perioden 1. januar til 30. juni 2018 kan få udbetalt sine indbetalte efterlønsbidrag skattefrit, hvis man melder sig ud af efterlønsordningen. Både BUPL, BUPL-A og a-kassernes brancheorganisation anbefaler, at du nøje overvejer din situation, før du eventuelt takker ja til tilbuddet.


Opdateret d. 20. august 2018

Udbetalingen forudsætter, at du ikke har nået folkepensionsalderen og ikke er overgået til efterløn på ansøgningstidspunktet.

I Den Digitale A-kasse kan du ansøge om udbetalingen, og her kan du også se, hvor meget du har indbetalt og derfor kan få udbetalt.

Men før du skipper din efterløn og får de hurtige penge udbetalt, er det vigtigt at du nøje overvejer, om det er det rigtige valg for dig. Når du først har takket ja til pengene, er der ingen fortrydelsesret.

Hvilke konsekvenser har det at fravælge efterlønnen?

Hvis du vælger at få udbetalt dine efterlønsbidrag, betyder det,

  • at du for altid fravælger efterlønsordningen og ikke senere kan tilmelde dig ordningen
  • at du aldrig vil kunne gå på efterløn
  • at du ikke kan optjene skattefri præmier ved at arbejde, efter du har nået din efterlønsalder, og dermed få udbetalt op til ca. 160.000 kr. skattefrit, når du bliver folkepensionist
  • at du ikke længere er sikret et seniorjob op til fem år før din efterlønsalder, hvis du bliver ledig og har opbrugt din dagpengeret. Læs mere om seniorjob her.
  • at du ikke kan opnå ret til fleksydelse, hvis du senere bliver tilkendt et fleksjob
    Det skal du som minimum overveje
Hvad bør du overveje?

Der er mindst tre typer overvejelser, du bør gøre dig, før du beslutter dig for at få dine efterlønsbidrag udbetalt:

  • Er du sikker på, at du vil blive på arbejdsmarkedet til du når din folkepensionsalder? Hvis svaret er ja – får du så mest ud af at få pengene i hånden nu, eller er der penge at hente ved at vente på de skattefri præmier, du optjener ved at arbejde, efter du har nået efterlønsalderen. Brancheorganisationen Danske A-kasse har regnet på forskellen – klik her.
  • Er du sikker på, at du kan blive på arbejdsmarkedet, til du når din folkepensionsalder? Ældre pædagoger har en højere ledighed end gennemsnittet – især når de runder 60 år. Hvis du bliver ledig, kan du få dagpenge i to år – tre år, hvis du har arbejdet meget undervejs. Men herefter er der kun kontanthjælpen tilbage, hvis du har solgt din efterløn.
  • Hvor meget kan du personligt få ud af at blive i efterlønsordningen? Hvor mange år kan du være på efterløn, hvor meget kan du få udbetalt, og hvordan virker reglerne for modregning af opsparet og evt. udbetalt pension for dig? Svarene på disse spørgsmål afhænger af, hvornår du er født og af dine personlige pensionsforhold. Læs mere her på siden eller gå til Beskæftigelsesministeriets “Efterlønsberegner”. Efterlønsberegneren skal bruge oplysninger om dine pensionsforhold, som du kan finde på Pensionsinfo.dk.
Hvad siger BUPL og Danske A-kasser?

»Vi ved, at pædagogfaget er hårdt både fysisk og psykisk. Mange pædagoger føler sig presset, som de bliver ældre. Både i forhold til at nå rundt om alle børn og med deres egen krop, som blandt andet bliver belastet af mange løft,« siger BUPL’s formand Elisa Bergmann, der også er medlem af a-kassens hovedbestyrelse. »Med mindre man har en meget god grund til at hæve pengene netop nu, skal man tænke sig godt om – og tage en snak med sin a-kasse, som kan hjælpe den enkelte pædagog i den individuelle situation«. Læs artiklen her.

»Man skal tænke sig grundigt om – særligt hvis man har mindre end 15 år til efterlønsalderen«, siger Torben Poulsen, der er formand for brancheforeningen Danske A-kasser, der har regnet på, hvad der bedst kan betale sig – Læs artiklen her.

Hør i øvrigt Danske A-kassers 25 minutter lange, men meget oplysende podcast om efterlønnen, hvor der også er en vurdering fra en ekstern rådgiver. Hør podcast er.

Udbetaling af efterlønsbidrag EFTER 30. juni 2018

Du kan også melde dig ud af efterlønsordningen efter den 30. juni 2018. I så fald kan dit efterlønsbidrag dog ikke udbetales kontant, men bliver i stedet overført til din pensionsordning med de skatteregler der i øvrigt gælder herfor.

Sådan ansøger om at få dit efterlønsbidrag udbetalt
  • Du kan ansøge om at få efterlønsbidraget udbetalt skattefrit frem til den 30. juni 2018.
  • Den tekniske løsning er ikke helt klar, men vi regner med at lægge den i drift i næste uge – uge 2.
  • Du ansøger via BUPL’s Digitale A-kasse, hvor du skal logge ind med dit NemID eller din pinkode.
  • Når du er logget ind, kan du læse mere om, hvilke regler, der gælder for dig – herunder hvor meget du kan spare op i skattefri præmier, hvis du bliver i efterlønsordningen og arbejder alligevel.
  • Du skal være opmærksom på, at hvis du har gæld til a-kassen, modregnes gælden i udbetalingen.