Under uddannelse som pædagog eller nyuddannet pædagog

Den korte version

Har du meldt dig ind senest 14 dage efter din sidste eksamensdag, har du som nyuddannet ret til dagpenge én måned efter sidste eksamensdag.

Hvis du har været medlem af BUPL-A minimum ét år før uddannelsens afslutning, har du ret til dagpenge fra dagen efter sidste eksamen. 

Fordi du er dimittend, er din første ledighedsdag per definition den dag, hvor du har ret til dagpenge og ikke har noget job. Og det er den dato, du skal angive som din første ledighedsdag, når du søger om dagpenge første gang ved at udfylde en ledighedserklæring i den digitale a-kasse.
Gå til BUPL's digitale a-kasse

Som nyuddannet får du dagpenge på dimittendsats. Efter den nye dagpengereform er trådt i kraft 2. januar 2017, er dimittendsatsen for forsørgere 82 procent af de højeste dagpenge (ca. 15.090 kr.) - som hidtil - mens ikke-forsørgere må nøjes med 71,5 procent af de højeste dagpenge (ca. 13.158 kr.).

Husk at melde dig ledig på jobnet.dk på din første ledighedsdag. Her skal du også oprette et CV. Læs mere under Jeg er blevet ledig


Den lange version

Gratis medlemskab under uddannelsen
Er du pædagogstuderende, kan du få et gratis medlemskab af a-kassen. Hvis du melder dig ind senest et fuld kalenderår inden din sidste eksamen, kan du opnå dagpengeret første dag efter bestået eksamen. Optagelse i a-kassen skal finde sted, inden du er fyldt 30 år. 

Man kan ikke blive gratis medlem, hvis man er under revalidering.

Hvis du ikke har fået arbejde lige efter uddannelsens afslutning, så kan der udbetales dagpenge fra dagen efter sidste eksamensdag. (Husk tilmelding til jobcentret).

Er du over 30 år, når du starter på uddannelsen, og har du dagpengeret og betaler efterlønsbidrag - så kan du søge om en bidragsfri periode for a-kassekontingentet under uddannelsen, men du skal fortsætte med at betale efterlønsbidrag.

Fylder du 30 år under uddannelsen, vil du fra din 30 års fødselsdag blive opkrævet a-kassebidrag. Ca 2 måneder før du fylder 30 år, får du brev om, at det er sidste chance for at tilmelde dig til efterlønsordningen. Du skal selv tilmelde dig..

Læs om at blive medlem som studerende

Optagelse i BUPL-A som nyuddannet
Ved at indmelde dig i BUPL-A tegner du en arbejdsløshedsforsikring og sikrer dig dermed - på visse betingelser - ret til dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed.

En af betingelserne er, at du betaler kontingent til a-kassen, når uddannelsen er afsluttet. 

VIGTIGT: Ansøgningen skal være a-kassen i hænde senest 14 dage efter sidste eksamensdag, hvis du vil optages som nyuddannet og dermed have mulighed for at få dagpenge.

Hvis du ikke er optaget i a-kassen senest 1 fuldt kalenderår inden sidste eksamen, kan du optages i a-kassen som nyuddannet dagen efter din sidste eksamensdag.

Hvis du er nyuddannet og arbejdsløs, er det gratis at være medlem af forbundet, men du skal stadig betale kontingent til a-kassen, som sender langt de fleste af pengene videre til staten.

Læs mere om at blive medlem om nyuddannet 

Meld dig ind i BUPL og a-kassen

Ny beregning af dagpengesats
Som nyuddannet er din dagpengesats fastsat ved lov (dimittendsatsen). En højere sats kan beregnes 6 måneder efter, du har opnået dagpengeret. Beregningen skal foretages på mindst 3 måneders løn uden supplerende dagpenge.

Hvis du har spørgsmål om dagpenge efter endt uddannelse eller om ny dagpengeberegning, så kontakt a-kassens dagpengeteam.

Feriedagpenge til nyuddannede
Se reglerne for feriepenge til nyuddannede

Hvis du har spørgsmål om feriepenge, kontakte a-kassens dagpenge- og efterlønsteam.

Jobformidling og hjælp til jobsøgning
A-kassen formidler vikarjob. BUPL-A's jobteam giver vejledning om ansøgninger og oplysninger om det lokale arbejdsmarked.
Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis du er ledig.

Hvis du har spørgsmål om jobsøgning, kontakt a-kassens Jobteam.

Overflytning fra en anden a-kasse
Har du været medlem af en a-kasse, inden du begyndte at læse til pædagog, kan du blive overflyttet til BUPL-A, når du er startet på pædagogstudiet.

Hvis du først overflyttes når du dimitterer, skal a-kassen modtage ansøgningen senest 14 dage efter din sidste eksamensdag, hvis du ønsker dimittendrettigheder.

Hvad betyder det så for dine dagpenge efter endt uddannelse?

Du kan vælge mellem at fortsætte i a-kassen på præcis samme vilkår, som før du blev uddannet pædagog = nuværende rettigheder.

Eller du kan vælge rettigheder specielt for nyuddannede = dimittendrettigheder.

For at træffe det valg der vil være bedst for dig, skal du have styr på følgende:

  • Har du været i lønnet praktik i løbet af studietiden?
  • Har du været merit eller netstuderende og derfor fået løn, mens du har læst?
  • Hvor meget havde du tilbage af din dagpengeret, da du begyndte at læse til pædagog?

Hvis du vælger dimittendrettigheder, så betyder det:

  • Du vil få 82 procent af højeste dagpengesat, hvis du er forsøger, og 71,5 procent af højeste dagpenge, hvis du ikke er forsøger - uanset hvad du har tjent under og før studiet. Se de aktuelle dagpengesatser
  • Du har ret til 2 års dagpenge med mulighed for forlængelse til op til 3 år, hvis du har arbejde i din ledighedsperiode.

Hvis du vælger at bevare de nuværende rettigheder, du havde i a-kassen, inden du begyndte at læse til pædagog, så betyder det:

  • Du vil få beregnet en ny dagpengesats, hvis du har været i lønnet praktik i løbet af studiet. Praktiklønnen var ca. 10.000 kr. pr måned.  Da du maximalt kan få 90 % af din seneste løn i dagpenge (dog maximalt 801 kr. pr. dag), så vil det give dig ca. 9000 kr. i dagpenge om måneden.

  • Hvis du ikke har været i lønnet praktik i løbet af studiet, vil du få beregnet dine dagpenge ud fra den dagpengesats eller løn, du havde inden studiestart. Hvis du har  været net- eller meritstuderende, vil det blive beregnet ud fra den løn, du har haft under studiet.  Du skal have tjent mere end ca. 17.250 kr. om måneden for at få en højere dagpengesats end dimittendsatsen.

  • Du vil beholde den ret til dagpenge, du havde, da du startede på studiet. Dog maximalt 2 år, da man kun kan få dagpenge i 2 år. Havde du brugt alle 4 års ret til dagpenge, da du startede studiet, så skal du have haft 1924 timers lønarbejde i de sidste 3 år, hvis du skal have ret til dagpenge igen.
    Hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge, kontakt a-kassens dagpenge- og efterlønsteam eller din nuværende a-kasse. Husk at oplyse om dine indtægter og praktikforhold mens du har læst.


| Senest opdateret 01-07-2015 |

husk YDELSESKORT søndag 24. september

Husk at udfylde ydelseskort - dagpengekort og efterlønskort - søndag 24. september.