Dansk Industri burde juble over minimumsnormeringer

Der er langt fra DI’s glashus på Rådhuspladsen til forældre, børn og pædagogers virkelighed, afslører DI’s branchedirektør, Jacob Scharff, i et debatindlæg i JP 6/12.

I debatindlægget kaldes minimumsnormeringer et »skrækeksempel« på, hvordan Christiansborg indfører centrale proceskrav, der dikterer, hvordan opgaverne i den borgernære velfærd skal løses. Der tales om »utilsigtede konsekvenser i hobetal« i form af ekstra skærmtid og beregninger, som tager tid fra børnene.

Hvis man skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus, skal man sigte ordentligt. Her er DI ude i en forbier. Der er ikke ekstra skærmtid og beregninger som følge af minimumsnormeringer i sin nuværende form. I hvert fald ikke i den enkelte daginstitution. De øvrige utilsigtede konsekvenser, som ifølge Jacob Scharff hober sig op, kender vi ikke. Til gengæld kender vi alt til konsekvenserne af dårlige normeringer: omsorgssvigt, personaleflugt og vrede forældre.

Kvalitet kræver, at der er pædagoger nok. Derfor var det afgørende, at midlerne blev målrettet normeringen. Uden klare krav til kommunerne om, hvad pengene skal bruges til, og hvordan det dokumenteres, forsvinder pengene ud i den blå luft. I 2015 fik daginstitutionerne 500 mio. kr. til flere pædagoger. De endte i mange kommuner med at polstre kommunekassen eller lappe veje.

Arbejdsudbud er gud, plejer at være budskabet fra DI. I så fald bør minimumsnormeringerne være med i Jacob Scharffs aftenbøn. Hvis kvaliteten i daginstitutionerne ikke er god nok, går medarbejderne ned i tid for selv at være hjemme med børnene. Det skader arbejdsudbuddet. Læg dertil, at andelen af forældre, der vælger hjemmepasning med tilskud fra kommunen, er tredoblet på fem år. En udvikling, som både Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Erhverv har kritiseret. Dét bør også give dybe panderynker i Industriens Hus.

Vi deler leden ved unødvendige proceskrav, styring og bureaukrati og ønsker at sætte fagligheden og ledelsen fri i den enkelte daginstitution. Men et minimum af pædagoger står ikke i modsætning til det ønske. Tværtimod er det forudsætningen for, at det kan lade sig gøre. Hvis lederne og pædagogerne skal have en chance for at sætte fagligheden fri, kræver det, at de nødvendige ressourcer og fagligheden er til stede.

Bragt i Jyllands-Posten 11/12-2022.