BUPL: Den danske model er en anden i den offentlige sektor

Omsorgen for den danske model når uanede højder disse dage. Selv hos politikere og partier, der ikke nødvendigvis plejer at være de største fans. Og hvis man skal tro dem - og flere af mine kolleger fra den private sektor - så er regeringens plan om en trepart om løn og vilkår i den offentlige sektor noget nær dødsstødet for vores forhandlingsmodel. Det er lige melodramatisk nok.

Lad mig gøre det fuldstændig klart: Den danske model ér og bliver den grundlov, vi i fagbevægelsen bekender os til. Den arbejdsdeling, som arbejdsmarkedsmodellerne er et udtryk for, hvor ansvar, ret og pligt er et anliggende for arbejdsmarkedets parter, skal vi have den største respekt for. Den er dog først og fremmest skabt til det private område, hvor markedskræfterne regulerer udbud og efterspørgsel, og hvor konjunkturer og lønudvikling traditionelt har fulgtes ad, godt båret frem af de driftige tillidsvalgte i virksomhederne. 

På det offentlige område fungerer den danske model ret så anderledes. Vi kan godt lege, at regeringen og Finansministeriet intet som helst har med vores overenskomster at gøre, og at den fri løndannelse også gælder for de offentligt ansatte. Sådan er det bare ikke. Ud over at industrien og de private overenskomstforlig helt naturligt sætter en ramme for vores lønudvikling, så gør regeringens udgiftspolitik det også.

Det er fornuftigt, set ud fra et samfundsperspektiv, men det er samtidig også en delikat balancegang. Armslængden fra de formelle arbejdsgivere i Medarbejderstyrelsen, KL og regionerne til de politisk valgte på Christiansborg, i regionsråd og i kommunalbestyrelser er og har været både relativt lang og kort gennem tiden.

Et godt eksempel er det krav, der blev fremsat på Kommunalpolitisk Topmøde tidligere på året, der handlede om at give kommunalpolitikerne indflydelse på de krav, KL stiller til overenskomstforhandlingerne. Det blev vedtaget. Hvor det tidligere var et administrativt mandat, der blev stemplet i KL's bestyrelse, har kommunalpolitikerne nu en legitim adgang til at drøfte og diskutere emner som lønudvikling, kompetenceudvikling og arbejdstidsregler. Altså er armslængden blevet lidt kortere.

Et andet eksempel er de velkendte regeringsindgreb, hver gang der har været en konflikt i den offentlige sektor. Lockouten af lærerne i 2013 er nok det bedste eksempel, fordi det netop beviste den tydelige sammenhæng mellem ønsket om at forandre lærernes arbejdstid, så den passede til den reform, der var på trapperne - og det indgreb, der blev foretaget af regeringen. 

Igen: Vi kan godt lege, at det er en politisk ubesmittet arbejdsgiver, vi sidder overfor ved forhandlingsbordet, men det er og bliver en præmis, at parterne i den offentlige sektor har en blind makker med i forhandlingerne. Derfor taler man mod bedre vidende, når man påstår, at regeringens trepart om løn og vilkår er en “klyngebombe” ind i forhandlingsmodellen. Man kan endda argumentere for, at vi blot har en ansvarlig regering, der forsøger at løse nogle af de strukturelle problemer, der nærmest er umulige at løse i den udgave af forhandlingsmodellen, der er i den offentlige sektor. Den blinde makker giver sig med andre ord til kende og spiller med en runde - og overlader så igen spillepladen til arbejdsmarkedets parter. 

Jeg forstår godt synspunktet at regeringen burde havde begrundet treparten i lønstrukturkomiterapporten. At det så var blevet oplevet som mere legitimt. Fordi det er sådan, den danske model udspiller sig på det private område. Her tager produktivitet og lønudvikling udgangspunkt i indtægter, udgifter og hardcore data. Men præmissen i den offentlige sektor er helt anderledes. Velfærd, omsorg og pædagogik er et svært målbart produkt og fordelingen af vores fælles ressourcer og værdien af vores arbejde er hele tiden til politisk debat og under demokratisk indflydelse. Den præmis opererer vi under hver dag som faglige organisationer i den offentlige sektor.

Alle forhandlere i den offentlige sektor ved, at det er umuligt at flytte lønniveauerne inden for rammen. Lønhierarkierne er ekstremt fastlåste. Så selvom pædagogerne har et historisk betinget lønefterslæb, vil det koste vores kolleger i andre fag deres lønstigning, hvis vores efterslæb skal indhentes.

Større strukturelle skævheder forudsætter, at der tilføres penge ud over den aftalte ramme, der fastsættes mellem statens parter - og bagefter “oversættes” til det kommunale og regionale niveau. Bestemt ikke ved hver eller ved hver anden overenskomstfornyelse. Slet ikke. Det er naturligvis nødt til at være en undtagelse. Men over tid medfører modellen, at man er nødt til at justere med ”hånd og magt”. Her er trepartsinstitutionen det oplagte og helt rigtige instrument. Og det, at vi sammen tager ansvar, er med til at legitimere arbejdsmarkedsmodellen.

Det offentlige er ikke det private. Der er en årsag til, at noget løses af fællesskabet og noget løses af markedet. Og det er på tide, at vi i den offentlige sektor holder op med papegøjesnak om den arbejdsmarkedsmodel, som ret beset ejes af den private sektor. I stedet skal vi være ærlige og stolte omkring det, vi som faglige organisationer kan i en kompleks offentlig sektor i en politisk og demokratisk besluttet ramme.

Debatindlægget blev bragt på A4 Overenskomst den 26/9 2023