Forældre afleverer syge børn

10/02/2013

Masser af børn bliver afleveret i vuggestue eller børnehave trods feber, snotnæse og andre sygdomme. Det fortæller næsten alle pædagoger.

Af Mikkel Prytz

Der bliver langt mellem ord som læring, udvikling og trivsel, når pædagoger må bruge arbejdstiden på snottede næser og feberramte småbørn. Og sådan ser hverdagen ud på mange institutioner, viser en undersøgelse fra BUPL.

Stort set alle pædagoger, der har deltaget i undersøgelsen, har erfaringer med forældre, der har afleveret syge børn. 37 procent af pædagogerne oplever, at det sker hver 14. dag eller oftere.

’Vi oplever tit, at forældrene siger, de ikke har mulighed for at få barnets anden sygedag, og derfor bliver børnene afleveret. Men det er som regel med udsagnet: I kan jo bare ringe, hvis der bliver noget,’ fortæller en pædagog i undersøgelsen.

En anden pædagog forklarer, at det er svært at vurdere, om barnet er sygt eller raskt ved aflevering.

'Men det sker ofte, at børnene er så forkølede og snottede, at det er rigtig svært for dem at være i vuggestue og lege. De er kede af det og har gener af forkølelsen, men uden feber føler vi ikke, vi har mulighed for at sige fra,' lyder det fra pædagogen.

Kl- 13-feberen raser
Nogle gange kan det være svært at se, om barnet er sygt, fordi det har fået febernedsættende medicin som panodil, inden det bliver afleveret. 85 procent af pædagogerne svarer, at de har haft på fornemmelsen, at et barn blev afleveret på febernedsættende, smertestillende medicin, uden at det var aftalt med institutionen.

'Kl. 13-feber' er fænomenet kendt som blandt nogle pædagoger, fordi barnets temperatur som regel stiger omkring middagstid, så forældrene bliver nødt til at hente midt på dagen.

'Som støttepædagog gennem 10 år, hvor jeg arbejder i flere forskellige institutioner pr. dag, ser jeg en stigende tendens til, at børn bliver afleveret syge i børnehaven. Og jeg har flere gange hørt børn fortælle, at de har fået en pille til morgenmad,' fortæller en i undersøgelsen.
'Et barn var forkølet og havde ondt i halsen. Det viste sig, at han havde været sløj aftenen inden, men børnemagnyl klarer nemt lidt feber, så han var ’frisk’ om morgenen,' fortæller en anden.

Værst i højsæsonen
Problemet med syge børn er i sagens natur størst, når det er højsæsonen for feber og forkølelser. Her oplever en tredjedel af pædagogerne hver eneste uge, at forældre afleverer syge børn.

'Det er ofte i netop disse perioder, at hele institutionen rammes af sygdom. Der afleverer forældrene deres børn, selvom de ikke er helt smittefrie og ikke har været feberfri. Derfor bliver disse sygdomsperioder forlænget, fordi børnene bliver ved med at smitte hinanden. Med stor risiko for os ansatte, som også bliver ramt af sygdom,' fortæller en pædagog.

Læs hele Børn&Unges tema om syge børn her.

Det viser undersøgelsen

Så ofte oplever pædagoger, at forældre afleverer syge børn
• Hver dag 2 %
• Flere gange om ugen: 16 %
• Ca. hver 14. dag: 19 %
• Ca. en gang om måneden: 32 %
• Sjældnere: 30 %
• Aldrig: 0 %
• Ved ikke: 1 %

Kilde: ’Syge børn i daginstitutionen’, BUPL’s medlemspanel, august/september 2013. Spørgsmålet lød: ’Hvor ofte oplever du, at forældre afleverer syge børn i institutionen?’

 
| Senest opdateret 10-03-2016 |