Guide: Gør det rigtige i tordenvejr

Det rumler i det fjerne, men nu har alle børnene lige fået regntøjet på. Kan man så gå ud, hvor langt væk er tordenvejret, og hvad er torden? Få svarene i denne guide om lyn og torden.

Sådan undgår du at blive ramt
  • Hold øje med vejrudsigten og himlen. Bliv inden døre, hvis et tordenvejr er lige op over. Det er lige så sikkert at køre bil som at opholde sig i et hus.

  • Lad være med at røre ved strømførende ting i huse eller biler. Hold dig derfor væk fra radiatoren og kaffemaskinen. Udskyd badet til uvejret er drevet over.

  • Bliver du fanget i åbent terræn, skal du gøre dig så lille som mulig. Søg nedad, hvis der er bakker, og undgå at stille dig under et træ. Sæt dig på hug, så du er lav, og en forholdsvis lille del af din krop rører jorden.

  • Er du fanget i et uvejr, der er tæt på, skal du (efter at du har sat dig ned) lukke øjnene og åbne munden. Bliver du ramt, kan trykket fra lynet bedre slippe ud af munden, og de lukkede øjne øger sandsynligheden for, at trykket ikke blæser øjenæblerne ud.

Så langt væk er lynet
Jo tættere du er på uvejret, jo større risiko er der for at blive ramt af lynet. 
Derfor er det godt at vide, hvor langt du er fra tordenvejret. Det måler du 
ved at tælle sekunderne fra lynet, til du hører tordenen. Lyden bruger omkring tre sekunder på at bevæge sig en kilometer.

Det tager normalt knap et sekund at udtale ordet 'tusind'. Derfor kan du tælle 'et tusinde, to tusinde, tre tusinde' og så videre. Så får du cirka det rette antal sekunder.

Begynd at tælle, når du ser lynet, og stop, når du hører den første høje knitren fra tordenen. Divider dit tal med tre, så har du afstanden. Nåede du at tælle til ni, er lynet tre kilometer væk.

Sandt og falsk om tordenvejr
De fleste har hørt en række gode råd om tordenvejr. Se her, hvilke råd, der hjælper dig i virkeligheden, og hvilke du skal holde dig langt fra.

  • Delvist sandt. Det er farligt at tale i telefon
    Det gælder først og fremmest fastnettelefonen, som er forbundet til telefonnettet. Hvis lynet slår ned, kan du blive ramt via telefonen. Det samme gælder andre strømførende genstande som fx en radiator eller vand fra bruseren.
    Mobilen og den trådløse telefon er derimod ikke forbundet til noget. De er derfor næsten helt sikre at tale i indenfor. Den kan dog lede strøm, så risikoen for at komme galt af sted, når man taler i mobil – eller bruger sin iPad – udenfor, er marginalt større, end hvis man ikke har et apparat i hånden.
  • Sandt. Det er farligt at stå under et træ
    Der er større risiko for, at lyn slår ned i ting, der rager op. Lynet kan afledes gennem en person, der står nedenunder. Et træ kan også eksplodere, fordi vandet i træet fordamper meget hurtigt, når det rammes af lynets ekstreme varme. Dermed er der både fare for at blive ramt af lyn og flyvende træstykker.
  • Sandt. Du må ikke slå en paraply op, når det tordner
    Strømførende ting som paraplyer, golfkøller, fiskestænger og iPads øger risikoen for at blive ramt. Derfor bør man lægge dem fra sig, hvis man er fanget i uvejret.
  • Sandt. Det er sikrere at være våd end tør
    Er du helt våd og bliver ramt af lynet, kan lynet løbe uden på dig på den våde overflade, som leder strøm. På den måde kan du komme væsentligt mindre til skade.
  • Falsk. Man skal lægge sig på jorden
    Det er rigtigt, at man formindsker risikoen for at blive ramt ved at gøre sig så lille som muligt. Men lægger man sig ned, får en stor del af kroppen kontakt med jorden. Dermed forøger man risikoen for, at strøm, der løber langs jorden, kan ramme kroppen. Sæt dig/jer i stedet på hug.
  • Sandt. Man skal hive stikket ud til elektriske apparater
    De typiske materielle skader opstår i apparater, der er sluttet til strømnettet. Alt, hvad der er tilsluttet, kan bliver ødelagt. Hvis du vil være helt sikker på at forebygge skader, skal du trækket stikket ud ved tordenvejr.
  • Falsk. Det kan være farligt at se tv
    Så længe du ikke rører ved de strømførende ting, er det ikke farligt at se tv i tordenvejr. 
  • Både sandt og falsk. Det er mere sikkert at opholde sig i en bil
    En bil er lavet af metal, og strømmen løber uden på bilen, hvis lynet slår ned i den. Derfor er det meget sikkert at sidde i en bil, hvis man sørger for at lukke vinduer og ikke holder fast i bilens metaldele. Det er dog minimalt, hvis bilen er sikrere end et hus.
  • Falsk. Det er sikkert at cykle
    Nogle tror, at cyklens gummidæk sikrer mod lynet, fordi de ikke leder strømmen. Det passer ikke. Lynet kan ganske let springe fra fælge til jord uden om dækkene. I tordenvejr er det sikrere at stå af cyklen og gå væk fra den.
  • Delvist sandt. Det kan være livsfarligt at svømme
    Lynet slår lige så ofte ned i vand som på land. Og det er derfor hverken mere eller mindre sikkert at befinde sig i vand, når det buldrer og brager. Sidder man i en kano eller en anden båd, gælder de samme forholdsregler som på land. Søg derfor væk fra masten og rør ikke ved strømførende dele.
  • Falsk. Lynet slår aldrig ned det samme sted to gange
    Lynet kan godt slå ned det samme sted flere gange. Det sker for eksempel i høje sendemaster. Men et uvejr bevæger sig, og derfor bliver det samme sted sjældent ramt under det samme uvejr.

| Senest opdateret 22-10-2014 |