Sådan beskytter du børnene og dig selv i solen

Solbeskyttelse500w

Ved at følge et par enkle råd kan man undgå, at børn bliver solskoldede og i det hele taget får for meget sol.

Sådan beskytter du dig i solen
Følg tre enkle råd og sørg for, at både børn og pædagoger er godt beskyttet mod solens stråler.

  • Søg skygge
    Når uv-indekset er 3 eller derover, bør man ikke opholde sig direkte i solen. Find skyggepletter under træer, parasoller eller overdækninger.

    Lær børnene at holde sig i skyggen, når solen er stærkest, og sørg for at lave sjove aktiviteter dér, så huden kan få så meget pause fra solen i dette tidsrum som muligt.

    Husk, at selvom man opholder sig i skyggen, kan man stadig få farve og uv-stråling. Mange overflader reflekterer nemlig solens stråler.
    Vær ekstra opmærksom på solbeskyttelse, når I opholder jer steder uden skygge, fx på stranden eller på en fodboldbane.

  • Brug solhat
    For at undgå skoldninger, er det en god ide at dække bar hud til. Løstsiddende tøj af tætvævet stof giver den bedste beskyttelse. Udover at dække krop, overarme og lår er det en god ide at bruge en solhat med bred skygge, der dækker hoved, ansigt, ører og nakke, og beskytte øjnene med solbriller, der har både UVA- og UVB-filter.

    Husk at vådt tøj ikke giver den samme uv-beskyttelse som tørt tøj, men at man kan få særligt uv-tøj, som beskytter godt mod uv-stråling, både når det er vådt og tørt.

  • Brug solcreme
    Solcreme til børn skal beskytte mod både UVA- og UVB-stråler, være vandfast og minimum faktor 15. Cremen bør ikke indeholde stoffet 4-MBC, som mistænkes for at være kræftfremkaldende. 

    Cremer mærket med Svanemærket, Den Blå Krans eller Blomsten tager særligt hensyn til sundhed og miljø. OBS - Astma-Allergi Danmark advarer om, at solcreme øger risiko for allergi.

Sådan bruger du solcreme
Solcreme skal have tid til at virke, så smør børnene ca. 20 minutter inden, de skal ud i solen. Til en barnekrop skal bruges ca. 20 ml solcreme, svarende til barnets håndfuld.

Voksne bør bruge det dobbelte. Hvis man bruger en mindre mængde solcreme og fordeler den ud over hele kroppen, bliver solbeskyttelsen dårligere.

Husk at:

  • smøre nakke, næse, ører, ansigt og fødder og sørg for at børnene bliver smurt igen, hvis de har svedt eller badet i længere tid.
  • skygge og tøj er den bedste og vigtigste beskyttelse – solcreme er et supplement og en nødløsning, når man opholder sig steder uden skygge.
  • nogle kommuner har retningslinjer for brug af solcreme i daginstitutioner, så undersøg om jeres kommune har sådanne regler.

Sådan skaber I en solsikker legeplads

  • Kortlæg legepladsens skyggeforhold, så I ved, hvor der skal gøres en ekstra indsats og skabes solsikre omgivelser.
  • Skab skygge med planter.
  • Skab fleksibel skygge, altså skygge der kan flyttes rundt efter behov.
  • Skab permanent skygge på steder, hvor der er sol det meste af dagen.
  • Placer nye faste legeredskaber som klatrestativer, legehuse, gynger osv., så de er i skygge mellem klokken 12 og 15 i sommermånederne.
  • Sæt jer mål for, hvordan legepladsen skal indrettes, så både børn og voksne er beskyttet mod solen. Der bør som minimum være 2,5 m2 udendørs skygge pr. barn.

Sol og småbørn
Jo tidligere børn udsættes for uv-stråling og solskoldninger, jo større risiko er der for at få hudskader og kræft i huden senere. Helt små børn, som ikke kan kravle eller gå, bør aldrig opholde sig i direkte sollys og behøver derfor ikke solcreme.

Sørg for overdækning som solsejl eller parasoller, som børnene kan være i skygge under. Ved meget stærk sol, bør man også beskytte de helt små børn mod den uv-stråling, der reflekteres fra omgivelserne. Den bedste beskyttelse fås ved at dække huden til med løstsiddende tøj og solhat.

Lav en solpolitik
Med en solpolitik kan I skabe solsikre vaner for både børn og voksne. Solpolitikken kan tage udgangspunkt i solrådene skygge, solhat og solcreme og være udgangspunktet for, at hverdagen og legepladsen bliver solsikre.

Solpolitikken skal sikre, at både pædagoger og forældre – og i SFO’en også børnene – er opmærksomme på, hvordan man sikrer sig bedst muligt mod solskoldninger mv.
Du kan se, hvordan en solpolitik ser ud, på skrunedforsolen.dk/solpolitik.

Bliv holdt opdateret
Download app'en 'uv-indeks'. Her kan du se uv-indekset, få vejledning til solbeskyttelse og automatisk få en varsling, når uv-indekset er højt. App’en er gratis og kan downloades i App Store eller Google Play.


Fakta om uv-stråling
Solens uv-stråling kan give kræft i huden. Når uv-indekset, der fortæller, hvor stærk solens stråling er, er 3 eller derover, skal du passe ekstra på og beskytte dig mod solens stråler. I Danmark er det især i tidsrummet mellem 12 og 15 fra april til september, når der er skyfrit eller kun få skyer på himlen.

Uv-strålingen kan give to typer kræft: Almindelig hudkræft, der er den hyppigste form og sjældent dødelig, og modermærkekræft, der er farligst og potentielt dødelig. Jo tidligere kræft i huden opdages og behandles, jo større er chancen for at blive helbredt.

Danmark er i dag et af de lande i verden, der har den højeste forekomst af kræft i huden, og antallet af ramte stiger hvert år. 1 af 12 danskere udvikler kræft i huden i løbet af deres liv, og 130.000 danskere er i dag ramt af sygdommen.

Flere oplysninger

| Senest opdateret 13-05-2015 |