Guide: Sådan undgår du naturens farer

Læs her, hvordan voksne og børn beskytter sig mod de farer, der rent faktisk er i den ellers så harmløse danske natur.

Naturen er en herlig og udviklende tumleplads for både børn, unge og voksne. Men den rummer også farlige insekter, planter og dyr, som med gift, bid og stik kan forvandle en god dag til en rigtig elendig dag. 

Et lille udstyr er nok
Det er ikke brug for en stor nødhjælpskasse, når man er på tur med en flok børn. Førstehjælp handler ikke om udstyr, men om viden og hurtig reaktion, og derfor anbefaler førstehjælpsekspert Ann Hjort Maltesen fra Røde Kors, at alle ansatte i institutioner har et fire timers opdateret førstehjælpskursus. Hun mener, at rygsækken bør indeholde: flåttang, pincet, en flaske med vand og plaster.

Pas på hugormen
Hvert år bider hugormen cirka 200 danskere. 20 af dem bliver indlagt til observation på sygehuset. Men hugormen har ikke været skyld i nogen dødsfald i 25 år – og kun syv er døde efter hugormebid de seneste 100 år. Giften kan dog give stærke smerter, kvalme, opkastninger, synsforstyrrelser og sved. 
  • Børn bør have gummistøvler på, når de leger i områder, hvor der kan være hugorme.
  • Lær børn, at de aldrig må røre en hugorm.
  • Hugger hugormen, så hold den, som er blevet bidt, i ro (bær børn), og søg læge.

Trusler og gode råd
  • Allergisk reaktion: Børn kan udvikle allergi mod forskellige planter samt stik og bid fra insekter m.v. Nogle få kan gå i anafylaktisk eller allergisk chok, hvor hele kroppen reagerer. Den kan være livstruende og kræver øjeblikkelig hospitalsindlæggelse.

  • Bier og hvepse: Er der stik i hals, mund og svælg, ring straks efter en ambulance. Er der intet alarmerende ved almindelige stik, gælder det om at fjerne en eventuel brod. Brug en pincet og måske en giftsuger. 

  • Bjørneklo og gul pastinak: Tilhører den samme plantefamilie med en saft, der gør huden meget lysfølsom og kan ødelægge huden i op til et halvt år. Skyl af med vand og mild sæbe, og skyl efter.

  • Brandmænd: Er ubehagelige, men sjældent farlige. Fjern de tråde, som nældecellerne sidder på, og skyl med saltvand, ikke ferskvand, som kan frigive mere gift. Skrab trådene væk med et kreditkort eller en barberskraber.

  • Brændenælder: Ubehageligt, men går hurtigt væk. Man kan lindre ved at skylle kontaktområdet med koldt vand. Spyt eller natron opløst i vand er også basisk og kan lindre.

  • Fjæsing: Den lille fisk er mindre giftig end myterne siger. Men bliver et barn bidt, bør der søges læge. Fjæsing graver sig ned i sandbunden på lavt vand og har en giftbrod. Derfor er soppende børn udsatte, men i praksis ses det sjældent. 

  • Svampe: Undgå de fem giftigste svampe: Grøn fluesvamp, hvid fluesvamp, randbæltet hjelmhat, puklet giftslørhat og almindelig stenmorkel. Se billeder på giftlinjen.dk. Spiser børn af disse svampe, tilkald straks ambulance. Tag resten af svampen eller en prøve af barnets opkast med.

Sådan forbygger du
Kend området, og identificer truslerne: Hvad og hvor er de? På legepladsen, i skovbørnehavens faste område og på de foretrukne udflugtsmål. Tal eventuelt med en naturvejleder, og lær børnene om truslerne.


Flåten - Danmarks farligste dyr

  • Mange ser skovflåten som Danmarks farligste dyr, for mindst hver femte flåt kan smitte med flere sygdomme, når den bider sig fast og suger blod.

  • Sådan fjerner du flåten
    En skovflåt skal fjernes hurtigt. Brug pincet, neglen eller en særlig flåttang eller skovflåtfjerner fra apoteket. Bagefter holdes der øje med symptomer på sygdom i op til en måned.
    Tro ikke husrådene om at dække flåten med vaseline, tandpasta, olie eller smør – eller brænde den med en cigaret. Hvis man slår den ihjel, mens den suger blod, tømmer den sin bagkrop med smitstoffer ud i blodet på værten med risiko for smitte,« siger Ann Hjort Maltesen, Røde Kors. 

  • Hold flåten på afstand
    Flåten kan holdes lidt på afstand med hovedbeklædning, lange bukser og lange ærmer, eventuelt med elastik ved ankler og håndled samt ved at holde bukserne inde i strømperne eller i gummistøvler. Man undgår de fleste flåter ved at blive på ryddede, brede stier og veje. Færdes børnene meget i naturen – for eksempel i en skovbørnehave – så bed forældrene tjekke dem for flåter hver dag. Det kan være ved bade- eller sengetid. 

  • Flåten kan overføre:
    Borreliose, der kan medføre kraftige smerter, ansigtslammelse, hjernebetændelse og hjerteproblemer. Hvert år får 6.000-7.000 mennesker behandlingskrævende borreliose, af dem 200-300 alvorligt.

    Ehrlichiose, som angriber de hvide blodlegemer og giver kraftig feber eller influenzalignende symptomer. De fleste angrebne bliver raske af sig selv.

    TBE, som påvirker centralnervesystemet hos 1/3 af de smittede. De kan få lammelser, talebesvær og i sjældne tilfælde dø. TBE har været kendt på Bornholm i mange år, men har bredt sig til flåter på Sjælland.

    Babesiose, der er parasitter, som ødelægger de røde blod­legemer og giver kulderystelser, høj feber, lav blodprocent eller mørkfarvet urin.

Planter kan være meget giftige
Der findes over 300 planter i Giftlinjens oversigt over giftige planter, men de fleste giver ubehag. Men nogle er så giftige, at de er meget farlige. Det gælder for eksempel galnebær, dansk ingefær, digitalis, guldregn, engletrompet, pigæble, taks, høsttidløs og ridderspore. 
Korrekt respons er: Ambulance. Medbring en prøve af plante og bær.
Giftlinjen 8212 1212. Ring døgnet rundt ved mistanke om forgiftning, og få gode råd fra læger og sygeplejersker.

Undgå at tilkalde insekterne
Bestemte farver tiltrækker bestemte insekter. Brug lyst tøj om dagen. Mørke farver tiltrækker myg, andre insekter går efter blå eller røde farver, og nogle bier og hvepse kan lide farvestrålende/blomstrende mønstre. Om natten er det omvendt: De nataktive insekter tiltrækkes af lyst tøj, så frem med de mørke farver ved bålet.
  • Undgå søde sager/drikke udendørs sent på sommeren. 
  • Og pas på, når I spiser frugt!
  • Drik aldrig af farvede glas eller dåser udenfor.
  • Lad være med at gå barfodet i naturen.
  • Lad være med at slå efter hvepse og bier.
  • Hold jer væk fra bistader.
  • Brug eventuelt myggebalsam i områder med mange myg.

| Senest opdateret 14-04-2016 |