Når pædagogik sætter spor og vandrer over landegrænser

Artiklen handler om den Norditalienske region Emilia Romagna, hvis daginstitutionspædagogik siden firserne har vandret ud over landegrænserne. Artiklen handler ikke om italiensk pædagogik, men om et væsentligt udsnit, som har haft betydning for den danske pædagogik.

Denne artikel handler om den Norditalienske region Emilia Romagna. Det er den region, der strækker sig fra Po-sletten til Appeniner bjergene og hvis frodige landskab breder sig ud til Adriaterhavets turistbelagte kyster. Det er der hvor den gamle pulserende storby Bologna er hovedstad med sit gamle universitet fyldt med unge mennesker, og hvor provinsbyen Cesena der er stolt af et af verdens ældste biblioteker ligger og verdens største samling af middelalderskrifter.

Det er den region, som har en bemærkelsesværdig og betydelig social, politisk og kulturel historie og tradition, fødeegn for blandt andre filmskaberen Federico Fellini og den store teatermand Dario Fo.  Det er også den region hvis daginstitutionspædagogik siden firserne har vandret ud over landegrænserne helt til Nordeuropa, USA, Australien og New Zealand og som er blevet studeret med interesse og har vundet anerkendelse hos fremtrædende børneforskere som G. Dahlberg, Peter Moss, W. Corsaro, J. Bruner.

Artiklen handler ikke om italiensk pædagogik, men om et væsentligt udsnit, som har haft betydning for den danske pædagogik. Italien er som bekendt både geografisk og kulturelt-historisk set et meget forskelligartet og komplekst land, hvis modsætninger og forskelle også er at finde indenfor det pædagogiske område, fra nord til syd.

Danmark har været blandt de lande, der flittigt har ladet sig inspirere af erfaringerne fra denne region, og som stadig gør det. Mens det i begyndelsen af firserne var institutionerne i byen Reggio i Emilia, som var et eftertragt rejsemål for danske (og svenske) pædagoger og studerende, er det fra midt i halvfemserne byer og institutioner i Romagna delen af regionen, som har vundet pædagogisk interesse.  Man kan tale om nogle bølgebevægelser i interessen for den norditalienske pædagogik, hvor den kronologisk set sidste  bølge indhenter og genoplever den første, der var stilnet noget af.

Fælles for hele regionens pædagogiske tilgang, der bunder i den samme historie og tradition, er en udstrakt anerkendelse af barnet som subjekt med rettigheder, herunder retten til opdragelse i meningsfulde institutionelle miljøer - Det er hermed barnets udviklingsmæssige behov og ikke forældrenes behov for pasning, der primært begrunder daginstitutionernes berettigelse.

Det er en opfattelse af barnet, som et ligeværdigt og kompetent medmenneske, der gør det i stand til at være aktiv deltager og medskaber af det sociale liv og af kulturen. Det er en respekt for- og interesse i at fremhæve det barnespecifikke i sin mangfoldighed og diversitet af sprog og udtryk, erkendelses- og handlemåder.

Det er hele barnet i sin potentialitet kropsligt, perceptuelt og kognitivt-emotionelt, som optager den pædagogiske forskning og praksis i regionen. Fælles er også ønsket om pædagogisk ikke alene at ville noget “for” børn, men at ville skabe noget sammen “med” børn.

Samtidig er det vigtigt at fremhæve de mere specifikke teoretiske og metodologiske forskelle, som kendetegner de pædagogiske tilgang i institutionerne i henholdsvis Reggio Emilia og i  Bologna, Cesena og Cesenatico.

Download hele artiklen (word)

| Senest opdateret 26-11-2013 |