Guide: Sådan lærer du børn vilde lege

Med slåskultur og kamplege kan drenge og piger lære at sætte rammer for deres vilde lege, så de bruger kræfterne på en forsvarlig måde. Den vigtigste regel er, at de skal stoppe, når én siger stop.

fritidspaed

Børn elsker at lege riddere, sø­røvere og superhelte, og det kan man ­bruge til at lære dem at tumle, kæmpe og bruge kræfter på fair vis. Det gør de bedst, når legene foregå i et trygt miljø, hvor ­børnene respekterer hinanden som modstandere. 

Derfor skal børn lære at kæmpe
  • De lærer at kæmpe ærligt og hensynsfuldt.
  • De lærer at koncentrere sig, for ellers taber de ­kampen.
  • De lærer at aflæse modstanderen: Er han sur? Skal jeg angribe eller vente og se, hvad han laver? Finder han nye kræfter? Eller giver han snart op?
  • De får respekt for modstanderen og lærer at trække sig i tide.
  • De lærer kamplege og deres variationer at kende.
  • De lærer at regulere og dømme en kamp.
  • De træner styrke, smidighed, balance, koordination og kondition.
  • De får kropserfaringer, som fører til erkendelser om deres kunnen og deres grænser.
  • Børn, som aldrig får lov til at kæmpe, kender ikke deres egen styrke og kan derfor ikke afstemme den, når de møder modstand.

Forskel på at kæmpe og at slås
Børnene og også de voksne skal lære at skelne mellem at slås og at kæmpe. Mens man slås mod hinanden, kæmper man med hinanden.

At kæmpe
  • Deltagerne vælger selv at være med og vælger selv modstander.
  • De er enige om reglerne for kampen.
  • De kan til enhver tid trække sig ud af kampen.
  • De bruger kræfter, men passer samtidig på hinanden og slår ikke med knytnæver eller forsøger at skade hinanden.
  • Hvis en deltager er bange, vred eller ked af det, ­stoppes kampen straks.

At slås
  • Deltagerne vælger ikke altid selv at være med, men kan pludselig blive angrebet.
  • Modstanderen er ikke altid selvvalgt.
  • Der er ikke aftalt regler, og det kan være svært at få stoppet slåskampen.
  • Deltagerne slår, for at det skal gøre ondt.
  • Der er ofte én, der er meget vred, og en anden, som er bange.
  • Ofte er begge parter kede af det bagefter.

De vigtigste regler
Med disse grundregler sætter I en ramme om de vilde lege, som gør det mere 
trygt at være med.
  •  Find en partner med samme størrelse eller vægt som dig selv.
  • Børnene skal byde hinanden op til kamp: »Skal vi kæmpe?« Eller hvis en kamp allerede er i gang: »Må jeg være med?« Vilde lege kan gå i stykker, hvis nye kaster sig ind i dem uden at kende præmisserne. Hvis svaret er nej, må barnet finde en anden at kæmpe med.
  • Er svaret ja, aftales reglerne: Det er forbudt, at slå hårdt, sparke, knibe, kradse og bide, at slå i hovedet, på halsen, i maven, i skridtet og på brystet af store piger.
  • Inden kampen skal barnet spørge sin modstander: »Er du klar?« Derefter ønsker de hinanden god kamp. Hvis en kæmpende råber »stop« eller klapper med hånden på gulvet, skal den anden straks stoppe kampen. 
  • Pædagogen kan afbryde kampen med et bestemt signal, hvis reglerne ikke bliver overholdt, eller hvis et barn lider overlast, er bange, ked af det eller vred. Efterhånden kan børnene selv dømme kampene. Der skal dog altid være en voksen til at tale med dem om, hvad der gjorde det til en god eller dårlig kamp.
  • Efter kampen ønsker deltagerne hinanden »Tak for kampen«.


5 vilde lege
1. Kontaktleg: Plukke gulerødder

Antal deltagere: 5+ 
Alder: 3+
Sted: Kræver god plads.

Et barn er kanin, og de andre børn er gulerødder. De ligger på maven i en rundkreds og holder hinanden i hænderne eller i armgreb. Kaninen plukker en gulerod ved at hive den i benene. Når guleroden slipper sit greb i de andre, bliver den til en kanin, som hjælper den første kanin med at plukke endnu en gulerod. Når der er lige mange af hver, vælger hver kanin en gulerod, som de plukker på samme tid, og legen slutter.

2. Styrkeprøve: Hanekamp

Antal deltagere: 2+
Alder: 5+
Sted: Gulv, faldunderlag eller græs med en markeret rundkreds.
Børnene går sammen to og to og stiller sig på ét ben i rundkredsen. Begge skal forsøge at få den anden ud af balance. Den, der ryger ud af kredsen eller støtter på begge ben, har tabt. 

3. Bjørneleg: Bjørnekamp 

Antal deltagere: 2+ 
Alder: 2+ 
Sted: Faldunderlag, madras eller græs.
To bjørne sidder over for hinanden. Det gælder om at skubbe til hinanden og forsøge at få den anden ned at ligge. Sker det, må bjørnen kæmpe sig op igen. Legen varer så længe, deltagerne orker, og der er ingen taber og vinder. 

4. Fægteleg_ Stik som en bi

Antal deltagere: 2+
Alder: 4+ år
Redskaber: Et skumsværd til hver deltager.
Børnene holder deres sværd tværs over rumpen, mens de lister rundt mellem hinanden. Ser de en rumpe uden sværd, må de ramme den med deres eget sværd, men er så selv blottet. Kampen slutter på et givent signal, og der kåres ingen vindere eller tabere.

5. Fange- og samarbejdsleg: Ilden kommer

Antal deltagere: 10+
Alder: 4+
Sted og redskaber: Kræver god plads og et tørklæde.

Alle står i en cirkel rundt om en deltager, som får bind for øjnene. Barnet er nu ilden og skal fange et barn i cirklen. Børnene i cirklen må ikke slippe hinandens hænder, men skal gå rundt om ilden uden at blive fanget. Den, som bliver fanget, kan være ild i næste runde.


Kom godt i gang

Tag en snak om, hvad I vil opnå med de vilde lege. Brug god tid på at tale med børnene om forskellen mellem at kæmpe og at slås.

Sørg for at have forskellige lege at komme i gang på. En hel time med for eksempel bjørnelege, kan være krævende for børn, som foretrækker lege med mindre kropskontakt.

Vær klar til at fjerne eller tilføje regler, så legene passer til jeres børnegruppe.
 Hvis et barn vinder tre brydekampe i træk, kan I beslutte, at han skal stå på knæ, have en arm på ryggen eller kæmpe med flere mindre børn på én gang. Den slags handicap gør, at også voksne kan kæmpe med børn på fair betingelser.

Vær åben over for børnenes egne forslag om lege og ændringer af legene. Så får børnene indflydelse på kampen, også selv om de måske kun kigger på.

Brug bløde våben som skumsværd, skumskjolde og skumpuder. Børnene kan eventuelt selv fremstille våbnene.

Især drenge måler sig med hinanden, men tag ikke fejl: Piger vil også gerne markere sig med kroppen. Nogle børn elsker vilde lege med meget kropskontakt, og andre har kun lyst til at deltage i udvalgte lege. 

Børn må godt glæde sig over at have vundet eller ærgre sig over et nederlag, men det er ikke i orden at håne eller hovere. Spørg for eksempel, hvordan børnene har det i maven, når det går ud over dem selv. Når børn i fællesskab sætter ord på, hvordan de har oplevet kampen, forstår de bedre både deres egne og modstanderens reaktioner. 

Pres ikke børn til at deltage. Lad dem eventuelt betragte de andres leg – så kan det være, de får lyst til at være med. Men vilde lege skal ikke være jeres eneste tilbud om bevægelse.

Fortæl forældrene, hvorfor I arbejder med vilde lege, og lad dem se, hvordan det foregår (se udkast til forældrebrev på dafolo.dk/vildelege).


| Senest opdateret 12-11-2014 |