Guide: Sådan hjælper du børn til at huske bedre

Få tips til, hvordan du styrker børnenes hukommelse, så læring sidder fast, og beskeder ikke går i glemmebogen. Få indsigt i, hvordan børn husker, og hvordan motion og simple teknikker hjælper hukommelsen på vej.barn_træ


Sådan hjælper du børnenes hukommelse på vej

  • Oplevelseslæring:
    Både børn og voksne husker oplevelser bedre, hvis de selv har været en del af dem, end hvis andre fortæller om dem, eller de læser i en bog. De aktiverer simpelthen en anden del af hukommelsen. Det kan udnyttes i arbejdet med børn.

    Arbejder børnene eksempelvis med et emne om træer, vil de bedre kunne huske det, hvis I tager en tur i skoven, og børnene vel at mærke oplever noget, de synes er interessant. Skovturen giver børnene en såkaldt hukommelsesknage, de kan hænge deres viden op på.

    Det gælder både selve oplevelsen, men også mere viden om emnet, som de får senere. Har de oplevet at pille et stykke bark af et træ og finde en bænkebider, kan de både huske oplevelsen i skoven og de mere faktaprægede oplysninger om bænkebidere, I fandt hjemme i institutionen.

  • Gentagelser:
    Jeg har skrevet det før, og nu skriver jeg det igen. Gentagelser får både børn og voksne til bedre at huske det, man gentager.

  • Rim og remser:
    Ordspil, rim og remser er i mange år blevet brugt til at få faktuelle oplysninger til at lagre sig i børns hoveder. Populariteten skyldes først og fremmest, at det virker.

  • Snak om det oplevede:
    Børn husker bedre, hvis man efter en oplevelse snakker om den og måske sætter den ind i en sammenhæng, så de bedre forstår, hvad de har oplevet.


Sådan husker børn

  • Mennesker får en normal hukommelse, når de er omkring 7 år. Det skyldes, at sproget og begrebsapparatet først skal være tilstrækkeligt udviklet.

  • Yngre børn har selvfølgelig også en udviklet hukommelse. Generelt fungerer den dog sådan, at børnene uden støtte sjældent kommer i tanke om noget, der er foregået for et stykke tid siden. Bliver de derimod mindet om oplevelsen, kan de godt huske den.

  • Generelt sætter oplevelser sig bedre fast i børns erindring, hvis man bagefter taler om dem og hjælper dem med at sætte oplevelsen ind i en sammenhæng, børnene kan forstå. 

Motion får læring til at sidde fast

Når børn lærer noget, husker de det bedre, hvis de bevæger sig umiddelbart efter læringen. Det viser et forsøg fra Bellahøj Skole i København.

Forskere fra Københavns Universitet delte børn op i tre nogenlunde ens grupper og gav dem nogle opgaver. Efter at de havde løst opgaverne, så den ene tredjedel tegnefilm, mens de to andre grupper henholdsvis spillede hockey og løb en tur.

Dagen efter løste alle tre grupper igen opgaverne. Denne gang klarede de sig næsten lige godt. Da de prøvede igen en uge senere, var der til gengæld forskel.

Børnene, som havde spillet hockey, og de, der havde løbet, klarede sig nu bedre end børnene, der havde set tegnefilm.


| Senest opdateret 04-09-2014 |