Guide: Slip kreativiteten løs med vand

Børn kan lære en masse og få gode erfaringer med materialer og egen krop, hvis de får lov til at eksperimentere med vand, viser ny forskning. Her får du en bunke ideer til aktiviteter med vand.

Pædagogen er van(d)vittig vigtig: Når børn skal eksperimentere og lege med vand, har du som pædagog flere vigtige funktioner:

Iscenesætter: Du iscenesætter børnenes eksperimenter. Du skal sørge for at stille forskellige materialer til rådighed, som giver grobund for leg og eksperimenter med farve, lyd, sanser og materialer.

Iagttager: Hold øje med børnenes leg, og se, hvornår de bliver optaget af deres eksperimenter med vandet.

Inspirator: Hvis børnene går i stå i legen, så husk at vise dem nye muligheder og inspirere dem til at eksperimentere med andre materialer. 

Underviser: Det er oplagt at tænke i en naturvidenskabelig retning, når man arbejder med børn og vand. Tænk over at stille små forsøg op, som børnene kan være med til at udføre og lære af.

Vandleg-tilnet

Hvordan lyder vand?
Der er mange måder at eksperimentere på med vand og lyd. Med en haveslange og en samling forskellige redskaber er der uanede muligheder for at træne høresansen. Som inspiration kan børnene eventuelt se en video med performancegruppen Stomp, der får alverdens lyde ud af vask, vand og køkkenredskaber. Derefter kan man eksperimentere selv.

  • Lad børnene sprøjte på forskellige genstande med vandslangen, og bemærk sammen med dem, hvordan fx en indkøbskurv lyder anderledes end en tom vandkande.
  • Lad et barn holde en stor foliebakke frem for sig som et skjold, og sprøjt direkte på bakken med forskellig kraft og stråletykkelse.
  • Skift foliebakken ud med gennemsigtig plastic, så barnet kan se vandet ­komme imod sig, samtidig med at lyden mod materialet er meget anderledes.
  • Sæt slangen til et vandrør, og lyt til vandet, der løber igennem røret.
  • Eksperimentér med andre materialer, fx flamingo eller træ, og lad børnene undersøge, hvilke lyde de kan frembringe.

En balje – mange muligheder
Sæt en balje med vand og en masse redskaber frem. Nærmest af sig selv vil børnene begynde på lege og undersøgelser. Mulighederne kunne fx være:

  • Med svampe kan man flytte vandet fra baljen over i andre genstande. Eller man kan tegne med vandet på fliser og vægge.

  • Se sammen med børnene, hvordan forskellige objekter opfører sig, når de sænkes ned i vandet.
  • Find sugerør frem, og lad børnene puste bobler i vandet. Sugerør kan også bruges til at tegne i den skummende overflade.

  • Sæt forskellige redskaber på vandet – synker eller flyder de?

  • Hæld sand i bunden af baljen, og gem små ting derunder. Lad børnene gætte, hvad de har fået fingrene i.

Vandfarver i stort format
Vand er en vigtig medspiller, når børn skal lære om farver, former og mønstre. Her er et forslag til et eksperiment, der bedst udføres udenfor med op til en halv snes børn:

  1. Læg et stort stykke papir på jorden, hvor det skråner let. Sæt en sprøjtepistol på haveslangen, og gør papiret vådt.

  2. Sæt bøtter med farvepulver frem til børnene, og lad dem dekorere papiret. Farverne blander sig og danner nye farver, former og mønstre.

  3. Lad børnene bruge store armbevægelser. Når børnene kaster farve på papiret, opstår der små eksplosioner af farve, og nye nuancer træder tilfældigt frem.

  4. Sprøjt mere vand på papiret, og se, hvordan farverne flyder ud i hinanden på nye måder. Vandet ændrer også papirets overflade og danner krøller og buler, som giver farverne nye former.

  5. Med små ark papir kan børnene tage aftryk af de steder, de særligt godt kan lide. Eller de kan tage billeder med et digitalkamera. 

Vær åben over for børnenes input. Vil de eksempelvis blande jord eller blade ind i eksperimentet, kan der komme anderledes resultater ud af det.


Flere idéer til vandlege
Der er ingen grænser for, hvad I sammen med børnene kan finde på at undersøge og lege, når det gælder vand. Savner I inspiration, kan disse eksempler nok sætte liv i legepladsen.

Vandbane: Sæt nedløbsrør sammen til en lang vandbane, og lad børnene arbejde med at få vandet fra den ene ende af banen til den anden – eller byg skibe, og lad dem klare sig igennem banen.

Sæbebobler: Bland sæbevand i en balje, og lav sæbebobler med børnene. Forskellige redskaber kan bruges til at blæse store og små bobler.

Vand giver liv: Vand blomster og planter sammen med børnene, og tal med dem om, hvordan vandet giver liv til levende organismer.

Fra varme til kulde: Sæt spande med varmt og koldt vand frem, og lad børnene gå igennem de skiftende temperaturer.

Glidebane: En vandslange placeret på en lille bakke giver hurtigt en glidebane. Om sommeren bliver plasticsække nemt til en rutchebane, i frostvejr får man en isbane at lege med.

Legesider: Der er masser af inspiration til lege og aktiviteter med vand på nettet. Se eksempelvis sjovide.dk eller idespejd.dk.

Denne guide bygger på katalogerne ’Æstetik og eksperimenter i børnehaven’ af cand.scient. Michael Blume samt ’Æstetik og improvisation i børnehaven’ af lektor Sonja Svendsen. Katalogerne er udgivet af BUPL i samarbejde med Via University College. De kan downloades på bupl.dk/inspiration

| Senest opdateret 04-05-2016 |