Inklusion via sprog

Sproget er en vigtig faktor for inklusion. Pædagoger skal gå forrest i arbejdet med at skabe et inkluderende sprog blandt forældre og børn. Det er dog et dilemma, at man samtidig skal kunne tale om, at nogle har brug for mere støtte end andre.

I min institution er der fem inkluderede børn. 3 autister, 2 ADHD’ere, og så har mange af de andre børn også problemer. Sådan kan en tilsyneladende harmløs beskrivelse af børnene i en institution lyde.

Alligevel kan den i sig selv være ekskluderende, mener Tine Basse Fisker, der er ekstern lektor på DPU og har forsket i pædagogik, inklusion og børn med særlige behov siden 2002.

»Det er problematisk at sige, at vi har to ADHD’ere og nogle autister. Når man definerer børn ud fra diagnoser, sætter man dem i bås. Man er ikke autist, men et barn, der har en autismespektrumforstyrrelse. Først og fremmest er man dog et barn, der er god til at løbe hurtigt, glad for at læse, dårlig til at læse, god til at klatre eller noget andet.

Bliver diagnosen
Definerer man dem som eksempelvis autist, bliver de næsten ikke betragtet som andet end diagnosen,« siger hun.

Problemet er, at man på den måde kategoriserer og udpeger børn.

»Når man udpeger børn som inklusionsbørn, sætter man også næsten automatisk lavere forventninger til dem. Den måde, man taler om andre, har en effekt på verden,« siger Tine Basse Fisker.

Tal om problemerne
I institutionerne i Odense er netop sproget  et af de områder, som man arbejder med, når de får tildelt indsatser til at arbejde inkluderende, fortæller regionspædagog Rikke Finseth. Titlen er Odenses udgave af det, der andre steder hedder ressource- eller inklusionspædagog, altså en anderledes udgave af en støttepædagog, som har fokus på helheden frem for et enkelt barn.

»Hvis pædagoger taler negativt om børnene, vender vi den om og spørger: ’Hvad kan I gøre, for at barnet bliver bedre inkluderet?’ Ved bevidst at tage udgangspunkt i barnets ressourcer og muligheder og flytte fokus fra en ­problematisering af barnet og dets handlinger til en opmærksomhed på miljøet omkring barnet, medvirker vi til, at børnene bliver mødt og set på med en ny forståelse. Det er min erfaring, at det skaber engagement og energi for pædagoger, at tale om det, der fungerer godt, og det de lykkes med i den pædagogiske praksis,« siger hun.

Rikke Finseth advarer dog mod, at det anerkendende sprog kommer til at ­fungere som en kommunikationsstrategi.

»Vi skal tale om, hvad der går godt, men vi skal også kunne tale om, at der kan være problemer, som er iboende hos barnet. Vi kan være nødt til at individualisere problemer for at finde løs­ninger,« siger hun.

Tine Basse Fisker er enig, og derfor mener hun heller ikke, at pædagoger entydigt skal tale om børn 'i' problemer i stedet for 'med' problemer.

»Det er et dilemma. Vi er nødt til at se på konteksten, og det skal vi først og fremmest gøre, men der kan også være noget i barnet, som kan betyde, at det har brug for støtte. Jeg kan være ­bekymret for, om man forspilder ­muligheden for at hjælpe børn, hvis man ikke taler om dem,« siger hun. 

Forældres sprog skal tages alvorligt
En afgørende spiller i forhold til at skabe et inkluderende sprog er forældrene. For næsten uanset hvor meget pædagogerne anstrenger sig for at have en anerkendende sprogtone, kan deres indsats blive modarbejdet, hvis børnene hører noget helt andet derhjemme. Der findes mange eksempler på forældre, der taler negativt om bestemte børn. Det skyldes sandsynligvis ikke ond vilje, men snarere uvidenhed. Derfor er information vejen frem.

Fortæl forældrene, hvor vigtigt det er at have en respektfuld og ­ligeværdig omgangstone. Det skal helst foregå forholdsvis kort tid efter, at barnet er begyndt i institutionen. 

Informationen kan for eksempel gives på forældremøder:
  • Som dilemmaspil, der sætter emnet på dagsordenen.
  • Som oplæg, hvor man forklarer forældrene, hvilken betydning det har, når man italesætter børn på bestemte måder.
  • Som skriftlig information.
  • Helst som en kombination, da man ikke kan regne med, at alle ­forældre læser nyhedsbreve eller møder op til forældremøder.

Ekskluderende og inkluderende tale

Hvis andre taler ekskluderende, kan du her se eksempler på, hvordan du med inkluderende tale kan vende situationen: 

  • De andre børn undgår Ida, fordi hun har ADHD.
    Sådan kunne du tale om Ida:
    »Ida har brug for vejledt deltagelse i legefællesskaberne. Hvordan kan vi voksne bidrage til at øge Idas deltagelsesmuligheder? Hvilke typer af legefællesskaber kan Ida lide at deltage i, og hvordan ­fungerer de bedst?«

  • Emil er irriterende og ødelægger legene for de andre.
    Sådan kunne du tale om Emil:
    »Hvordan forsøger Emil at være med i legen? Hvad kan vi gøre for at tilbyde Emil deltagelsesmuligheder i legefællesskaberne?«

  • Nu har Ida igen slået Emil. Det er altid hende, der gør den slags.
    Sådan kunne du tale om Ida:
    »Ida kommer ofte i en udsat position. Hvordan hjælper vi hende med at få adgang til legefællesskaberne? Hvilke legefællesskaber ønsker Ida at være med i og hvorfor?«

Gode råd om inkluderende sprog:
  • Lad være med at individualisere problemer. Jo mere du individualiserer problemer, desto mere er du som udgangspunkt på afveje og risikerer at være med til at stigmatisere barnet.

  • Det kan dog være nødvendigt at tale om problemer hos det enkelte barn for at hjælpe det. Overvej nøje, hvornår du gør det, og hvem du gør det til. Og forsøg også her at undgå at sætte børn i bås.

  • Vær opmærksom på, hvordan du taler om andre.

  • Vær meget overbærende i forhold til, at andre ­omtaler folk på en anden måde, end du selv gør.

Fokus på diagnoser kan være nødvendigt
Det er et dilemma, at det kan være nødvendigt at sætte ord på børns diagnoser og problemer for at få bevilget støtte til institutionen.

I flere kommuner har man forsøgt at udvikle den måde, pædagoger beskriver børn, for at institutionen kan få bevilget støtte til en klasse eller børnegruppe. For eksempel har man bevidst ikke behøvet at beskrive en eventuel diagnose, men derimod behovet og graden af brug for støtte til barnet. I praksis har det dog vist sig, at det primært er børn med diagnoser, som får støtte. Derfor er symptomer, som hænger tæt sammen med diagnoserne, kommet tilbage i beskrivelserne.

Unge går den modsatte vej
Der findes modbevægelser mod, at man forsøger at omtale og definere mennesker ud fra andet end deres eventuelle diagnoser.

Det er for eksempel unge med Asbergers syndrom, der selv definerer sig ud fra diagnosen og har oprettet sider på internettet, fora på Facebook og kanaler på Youtube, der tager udgangspunkt i netop diagnosen.


Husk ikke at irettesætte børn, der siger noget forkert
Det handler ikke om at irettesætte børn, hvis de siger noget, man synes er forkert, men om at gå forrest og være rollemodel. 
Børn lærer ikke af at få at vide, hvad de ikke må, men af at få anvisninger om, hvad de kan gøre.

Derfor putter vi folk i ’kasser’
Selvom det kan modarbejde inklusion at putte folk i kasser, er det alment menneskeligt at gøre det. For urmennesker var det afgørende lynhurtigt at kunne identificere væsner som ven ­eller fjende. De skulle afgøre, om flugt eller kamp var vejen frem, eller om de skulle socialisere med den, de mødte. Selvom de færreste mennesker, vi møder, er direkte farlige, sorterer vores hjerne stadig informationerne om dem og grupperer dem.

Sproget skal være det samme i personalestuen
Den måde, vi taler om andre, er med til at styre, hvordan vi tænker om dem. Derfor gælder ’reglerne’ for den måde, man omtaler børn på, også når man sidder sammen med en kollega på personalestuen – også selvom man har behov for at komme af med ­frustrationer over et barn.

| Senest opdateret 03-11-2016 |