Guide: Børn og sociale medier

De sociale medier er nutidens poesibøger. Børn og unge bruger medierne til at bekræfte hinanden i, at de er der for hinanden. Børnene kommunikerer for at kommunikere – ikke for at kommunikere om noget bestemt, siger Malene Charlotte Larsen, som forsker i sociale medier. 

I poesibøgerne skrev pigerne ’Lev vel. Sød tøs’. På Facebook skriver de ’Hvad laver du?’ Og på Snapchat sender de et billede, som forsvinder et øjeblik efter. Alle eksempler handler om at bekræfte den anden om, at man er der for hinanden. Venskabsbegrebet har ikke ændret sig meget, efter at det er blevet almindeligt at have net-venner. Børn og unge vil stadig helst mødes ansigt til ansigt, men nettet er et supplement til det fysiske samvær. 

Malene Charlotte Larsen er cand.mag., ph.d. og lektor på Aalborg Universitet, hvor hun underviser og forsker i sociale medier og digital ungdomskultur. Hun har de seneste 10 år fulgt udviklingen i danske unges medieforbrug.  

Det er hyggeligt
Mange bruger netop ­ordet ’hyggeligt’, når de skal beskrive, hvad der er godt ved sociale medier. De er hyggelige, fordi de mimer et fysisk samvær og skaber et socialt rum – ­eksempelvis når de sidder alene derhjemme på værelset. ’Så har man stadig sine venner hos sig og kan skrive med dem’, forklarer en af de unge.

Forskerne taler om ’fatisk kommunikation’ – altså kommunikation uden indhold. Det handler om en legende selskabelighed, hvor omdrejningspunktet for kommunikationen ikke er så vigtig. Ofte finder den fatiske kommunikation sted via private beskeder eller chats, for eksempel chatten på Facebooks mobil-app. Ligesom sms kommunikation giver det en følelse af forbundethed og bekræftelse. Det kan også fungere som starten på en dybere samtale, og derfor synes mange, det er vigtigt at svare tilbage på de små, lidt kedelige beskeder.

Anerkendelse via likes
På de sociale medier kan man hurtigt finde ud af, hvad andre synes om en. Når man laver en opdatering, skal man helst hurtigt have likes – ’synes godt om’. Der er eksempler på, at de unge fjerner deres opdatering, hvis de ikke får det rigtige antal likes hurtigt nok. Likes viser, hvad andre synes om dig. Det er ikke så meget anderledes end tidligere, hvor der fandtes en særlig værelseskultur. Hvem kunne komme med hjem på børne- eller ungdomsværelset, og hvem var udenfor? Der har altid været nogle udenfor, og det har altid været svært at være det. Det nye er, at det nu bliver mere synligt og kvantitativt målbart: ’Hvor mange venner har jeg, hvor mange likes får jeg?’.

Kan være mobning
Der er også eksempler på, at alle elever i en klasse er venner med hinanden und­tagen én. Det kan være en form for mobning, og det skal pædagoger, lærere og forældre helst opdage og forholde sig til.

Det er positivt, at de sociale medier giver mulighed for at få nye venner – måske en, der ikke går i klassen. Og hvis de har en særlig interesse eller er lidt nørdede inden for et bestemt felt, så har de via nettet mulighed for at finde andre med de samme meninger eller interesser.

At få nye venner via nettet er centralt for mange børn og unge. Der kan være tale om venskaber, som starter online og senere udvikler sig til fysiske møder, men der er også eksempler på unge, som foretrækker at holde relationen online og dyrke net­venskabet. For begge typer venskaber gælder, at flere unge oplever, at det kan være lettere at tale om svære ting online med nogen, man ikke kender ’in real life’. 

Drop jagten
Ligesom det er en dårlig idé at være ’like-jager’, skal man heller ikke være ’venne-jager’. Det er en fejlslagen strategi, hvis de unge tror, at de kan komme ud af ensomheden ved at sende anmodninger om venskab ud til tilfældige mennesker, som de ikke kender. Det er i orden at invitere mennesker, man har en forudgående relation til, men at invitere vidt og bredt er en forkert strategi, fordi barnet eller den unge kommer til at fremstå kikset. 

Sammen om at være imod
Pointen med at mødes om at være imod er, at de, der af en eller anden grund ikke er en del af et specifikt fællesskab, ofte finder en forbundethed med andre imod noget, de ikke er en del af. På Facebook findes en lang række hadesider, lige fra ’Alle dem, der hader skole’ til ’Alle dem, der hader kakaomælk’. Når man følger med i historikken på de forskellige hadesider, kan man godt få øje på det fællesskabende element. Det at være sammen mod noget får således én til at glemme sin ensomhed for en tid.


Gode råd fra forsker i sociale medier Malene Charlotte Larsen 

  • Pædagoger og forældre behøver ikke at være utrygge ved den del af børn og unges liv, som forgår online, bare fordi det er online. Kendskab og viden er den vigtigste vej til dialog. Derfor er det afgørende, at fagfolk og forældre følger med i den del af børnenes liv, som foregår online, præcis på sammen måde, som de følger med i andre dele af deres liv.

  • Kend de værktøjer, som barnet bruger, og følg med i, hvilke sociale medier de er optaget af. Gør I det, så har I et fælles sprog, hvis noget går galt. Børnene eller de unge skal være trygge ved at komme og tale med jer, hvis de bliver kede af noget, og I skal forstå, hvad de taler om.

  • Mange børn og unge ønsker at være venner med deres pædagoger på sociale medier. Det er jo op til den enkelte at vurdere, om han eller hun har lyst til det. Det vigtige er under alle omstændigheder at tale med børnene om, hvordan venskabet skal bruges. Der skal ske en forventningsafstemning. Derudover bør pædagogerne også tale med deres kolleger om, hvordan de skal forholde sig. En mulighed er, at man er venner, men at barnet eller den unge kun har adgang til ens profil, men ikke kan se ens opdateringer. Det er vigtigt nøje at overveje, om man er fagperson eller privatperson i ’venskabet’. Nogle vælger at oprette en ekstra profil som fagperson.
Læs mere: Facebook – fra socialt netværk til metamedie
Bogen er redigeret af Jacob Linaa Jensen og Jesper Tække. Antologien samler en række danske forskere og andre med indsigt i sociale medier, som hver især har ydet væsentlige bidrag til den videnskabelige forståelse af sociale medier generelt og Facebook specifikt. 

Læs hele artiklen og interviewet med forsker Malene Charlotte Larsen fra Børn&Unge

| Senest opdateret 27-02-2015 |