I skal være klar, når evidensbølgen klinger af

Nye tider er på vej. I lang tid har dokumentation fokuseret på at vise, at institutionen lever op til mål, der er dikteret oppefra. Udviklingsarbejde har handlet om at indføre og følge evidensbaserede metoder, som andre har undersøgt og konstateret virker. 

Fremover skal institutioner dokumentere sammenhængen mellem indsats og effekt. Ledere skal evaluere, om den indsats, de selv har sat i gang, fordi de mener, at den passer til netop deres institution, også virker efter hensigten. Og evalueringerne kommer i højere grad til at tage højde for, at dagtilbud er komplekse organisationer. 

Det forudser Hanne Kathrine Krogstrup, der er professor på Aalborg Universitet, hvor hun på Institut for Læring og Filosofi forsker i evaluering i den offentlige sektor. 

Evidens har ikke givet nok bonus

»Styringsparadigmerne i den offentlige sektor ændrer sig. Omkring årtusindskiftet begyndte den evidensbølge, som stadig er dominerende, men der er en stigende opfattelse af, at de evidensbaserede metoder og evalueringer ikke har ført til den effektivisering, man håbede, og at de ikke giver nuanceret viden om komplekse problemstillinger. Det gælder den offentlige sektor generelt, og den nye dagtilbudsreform peger i samme retning,« siger hun. 

Arbejdet i en børnehave eller SFO er netop komplekst. Udgangspunktet ændrer sig reelt dag for dag, fordi børn den ene dag kan være glade og næste dag kede af det, nogle bliver syge, og andre er blevet interesserede i andre emner, end de var dagen før. Det er en væsentlig faktor, når man skal dokumentere pædagogisk arbejde. 

Mindre præstationsmåling

Indsatsen skal hele tiden justeres, og det kan være svært både at følge standarder og at dokumentere dem. 

»Derfor vil der i højere grad blive efterspurgt evaluering og dokumentation af processer og af den effekt, en indsats har i børnegruppen. Til gengæld vil der formentlig blive skruet ned for dokumentationen af præstationer, som kan være et kvantitativt mål for handlinger, personalet har udført,« siger Hanne Kathrine Krogstrup. 

Det betyder, at institutionen frem for at dokumentere, at man har arbejdet med at stimulere børnenes sprog hver onsdag formiddag, i højere grad skal dokumentere resultatet af arbejdet. 

Mere fokus på evalueringskultur

»Har man arbejdet med sprogudvikling af de 3-4-årige, kan man dokumentere effekten for gruppen eller måske for individuelle mål for hvert barn. Det kan også være, at lille Kalle i vuggestuen ikke er så god til at gå. Så gør man en særlig indsats for ham, som man løbende evaluerer effekten af,« siger professoren. 

Med andre ord skifter fokus til indsatsen i den enkelte institution, og det harmonerer med lovteksten til dagtilbudsreformen, hvor der blandt andet står: ’Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at etablere en evalueringskultur i dagtilbuddet, som skal udvikle og kvalificere det pædagogiske læringsmiljø.’ 

Kontinuerligt forbedret praksis

Spørgsmålet er så, om ledere af dagtilbud er klar til at gribe de nye muligheder. 

»Det ligger i reformen, at man skal evaluere og holde øje med sig selv. Det kræver, at man både er i stand til at evaluere og til at lære af evalueringerne, så praksis kontinuerligt bliver forbedret. Man skal blandt andet være systematisk i forhold til dataindsamling, selvom det kan være svært i en travl praksis, hvor man skal forholde sig til emner som syge medarbejdere, børn med særlige udfordringer og sociale problemer i hjemmene,« siger Hanne Kathrine Krogstrup. 

Hun vurderer, at mange dagtilbudsledere har et stykke vej at gå, før de kan få optimalt udbytte af det nye. Det er dog ikke uoverkommeligt at få den nødvendige viden. 

Keep it simple

»Der findes 100 kilometer bøger om det her emne, men man behøver ikke læse alle de bøger eller holde sig opdateret med den nyeste udenlandske litteratur. Keep it simple. Man skal kunne nogle enkelte modeller og teorier, og så skal man ellers i gang med at prøve det af i det små – gerne under vejledning,« siger Hanne Kathrine Krogstrup, der selv har udviklet et evalueringskursus til netop dagtilbudsområdet. 

Her lærer lederne blandt andet, at det er afgørende at afgrænse det område, man vil evaluere. 

»Man kan se en institution som en lagkage, hvor man kun vælger et lille snit ud, som man vil koncentrere sig om. Det har ledere af dagtilbud generelt svært ved, fordi de er vant til at tænke i helheder. Men man kan ikke evaluere det hele på en gang, for så kan man ikke implementere bagefter,« siger hun. 

Stigende fokus på børn og forældre

Når ledere skal vælge en evalueringsform, er det afgørende på forhånd at gøre sig perspektivet klart. Præstationsmålinger bliver primært set fra forvaltningens perspektiv, mens evaluering af sammenhængen mellem effekt og proces i højere grad bliver set fra børnenes, forældrenes og medarbejdernes perspektiv. 

Lederen skal kunne svare på spørgsmål som ’Hvad skal vi bruge evalueringen til?’ og ’Ud fra hvilke kriterier spørger vi?’ Samtidig skal hun være i stand til at analysere data og konkretisere konklusionerne til handlinger, forklarer Hanne Kathrine Krogstrup og tilføjer, at den sidste del, hvor evalueringens resultater bruges som grundlag for forandringer, ofte med fordel kan inddrage forældre og børn. 

»Der er også en stigende tendens til, at brugerne – børn og forældre – bliver en større del af samskabelsen og dermed også evalueringen. De kan bidrage til innovation, og samtidig kan lederen få væsentlig information fra dem,« siger hun. 

To ben

Spørgsmålet er, om det nye fokus på, at evalueringen skal udvikle praksis i det enkelte dagtilbud, betyder, at forvaltninger og politikere vil undvære den evaluering og dokumentation, der er beregnet til at sammenligne på tværs af dagtilbud og kommunegrænser. Svaret er nej, vurderer Hanne Kathrine Krogstrup. 

»Vi kommer til at stå på to ben. Den kvantitative evaluering, som kan bruges til at sammenligne, vil stadig være der. Samtidig kommer der til at være det kvalitative læringsben, hvor man løbende arbejder på at udvikle kvaliteten. Der kan altså både være kvalitative målinger af, hvor systematiske vi er med at sørge for, at vuggestuebørn får frisk luft, og evaluering af processer. Når man skal spise for eksempel: Er alle engagerede og deltager i samtalen? Er der ro på, eller er der kaos og mælk ud over hele bordet?« 

Mere mening og større arbejdsglæde

Om de nye tendenser vil gøre en positiv forskel, kommer til at variere fra institution til institution, forudser Hanne Kathrine Krogstrup. 

»Det kræver, at man vil det, og at man kan se meningen med det. Jeg tror, at nogle ledere efter et stykke tid vil se det som fantastisk, mens andre aldrig kommer til at se meningen. De får ikke noget ud af det, fordi de ikke ved, hvad de skal bruge evalueringer til, og hvordan de skal gribe dem an,« siger hun. 

Kan ledere og medarbejdere se formålet, kan evalueringerne til gengæld være med til at give arbejdet endnu mere mening, vurderer professoren. 

»Det er afgørende, at evalueringer kan bruges til at vise progression i indsatser. Ellers går man jo bare på arbejde og gør, ligesom man gjorde i går, uden at få en fornemmelse af, at der faktisk er etableret en udvikling af pædagogisk praksis, som har højere effekt end for et år siden. Et væsentligt aspekt i arbejdsglæde og i et godt arbejdsmiljø er jo, at man kan se, at det man gør, nytter og forandrer,« siger hun.