Retningslinjer for debat på BUPL's sociale medier

Se BUPL's retningslinjer for interaktion med brugere på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter. 

Alle er velkomne til at interagere med BUPL på sociale medier, også selvom du ikke er medlem af fagforeningen eller a-kassen.

Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indhold, der ikke lever op til nedenstående retningslinjer. På Facebook henviser vi desuden til principperne i Facebooks egne retningslinjer.  

Retningslinjer for BUPL's sociale medier, herunder Facebook

  • Spam og gentagelser af identiske kommentarer/posts vil blive slettet. Vi opfatter det også som spam, hvis du poster en tekst, som vi kan se kopieret gentagne gange fra andre sider eller grupper. 

  • Vil du skrive på vores Facebook-sider, skal du skrive med din egen profil og med dit rigtige navn. Kommentarer fra falske profiler vil blive slettet, ligesom vi ikke accepterer dobbeltprofiler jf. Facebooks retningslinjer.  

  • Indlæg må ikke være reklame eller er af kommerciel karakter.

  • Indlæg skal respektere privatlivets fred, det vil sige du må ikke offentliggøre andre personers fulde navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse og så videre.

  • Vi tolererer ikke indlæg og sprogbrug af upassende, hadefuld, diskriminerende, racistisk, truende eller vulgær karakter. 

Blokering af brugere 
Indhold på BUPL's sociale medier skal bidrage til en konstruktiv debat eller dialog. Oplever vi, at en bruger poster indhold for at spamme eller for at genere BUPL eller andre brugere, eller oplever vi gentagne gange, at en bruger overtræder principperne, forbeholder vi os ret til at blokere brugeren fra BUPL’s Facebook-sider uden varsel. 

Vi anmelder ikke brud på Facebooks retningslinjer til Facebook, men nøjes med at fratage brugeren skriveadgangen til vores Facebook-sider, i den proces bliver brugerens indlæg på vores platforme automatisk slettet af Facebook. 

Brugere, der føler sig uretmæssigt blokeret fra vores Facebook-sider, kan skrive til os på webmaster@bupl.dk. Redaktionen vil vurdere henvendelsen og tage stilling til om udelukkelsen opretholdes. 

Spammarkering af indhold på Facebook 
Kan du ikke finde dit indlæg eller kommentar, er der en stor chance for, at Facebook automatisk har spammarkeret dit indlæg. Facebooks spammarkering bevirker i visse tilfælde, at du og dine venner kan se din kommentar på væggen, men at ingen andre kan. 

Vi ophæver spammarkeringen løbende, hvis vi kan se, at der ikke er grundlag for at opretholde spam-markeringen. Oplever du problemet generelt, skal du selv kontakte Facebook, så de kan vejlede dig om, hvordan du undgår, at de spammarkerer dine indlæg (f.eks. fordi du har lagt det samme link op mange steder på Facebook). 

Et par gode råd om debat på sociale medier 

  • Hold dit indlæg til emnet, så er der større sandsynlighed for, at andre vil svare dig. 
  • Bevar en saglig tone, så bliver diskussionen kvalificeret og interessant.
  • Tag dig gerne god tid til at læse de andres indlæg igennem, før du skriver dit eget. 

Hjælp - Mit indlæg er væk 
Det kan der være flere grunde til. Måske har du overtrådt retningslinjerne for debatten, og vi har skjult dit indlæg. Måske har teknikken fejlet, og det er ikke blevet lagt op. Kontakt redaktionen på webmaster@bupl.dk, hvis du er i tvivl.

Hjælp - Jeg vil gerne have mit indlæg fjernet 
Hvis du ikke selv kan fjerne dit indlæg, kan du kontakte webredaktionen via formularen eller på webmaster@bupl.dk.

| Senest opdateret 11-03-2015 |