Løn under sygdom

Månedslønnede pædagoger har krav på fuld løn under sygdom.

Månedslønnet
Pædagoger, der er ansat efter en overenskomst på månedsløn er omfattet af funktionærlovens § 5, som siger:

"Bliver en funktionær på grund af sygdom ude af stand til at udføre sit arbejde, betragtes den heraf følgende tjenesteforsømmelse som lovligt forfald for funktionæren, medmindre han under tjenesteforholdets beståen har pådraget sig sygdommen ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller han ved stillingens overtagelse svigagtigt har fortiet, at han led af den pågældende sygdom".

Timelønnet
Timelønnede pædagoger får ikke løn under sygdom og er omfattet af sygedagpengeloven. Timelønnede, der er ansat til beskæftigelse af højst 1 måneds varighed, får ophævet deres ansættelsesforhold, hvis de bliver syge.

I en højesteretsdom fra 1976 blev det fastslået, at "fuld løn" i den forbindelse omfatter alle fast påregnelige løndele, dvs. også f.eks. natpenge og lignende, hvis man har haft forventning om sådanne ydelser.

Det betyder, at en pædagog har krav på ulempetillæg for de dage, hun har været syg, hvis hun f.eks. har haft skemalagt arbejde i weekenden. Et evt. fast tillæg for aftenarbejde udbetales også under sygdom.

Er der derimod tale om mere enkeltstående, konkrete ydelser, som er aftalt eller pålagt, men som ikke udføres på grund af sygdom, har nogle højesteretsdomme i 1986 og 1988 bestemt, at når der er tale om "kortvarig, midlertidig udvidelse af den normale arbejdsforpligtelse", er der i sådanne situationer ikke ret til denne del af lønnen ved sygdom.

En pædagog vil ikke få udbetalt kolonitillæg, hvis hun bliver syg før en aftalt feriekoloni.

Læs pjecen "Sygemeldt - og hvad så?"

Nedsat kontingent for dig, der er sygemeldt gennem længere tid

Er du på sygedagpenge, kan du få 50 % rabat på kontingent til BUPL.

Læs om nedsat kontingent

 
| Senest opdateret 09-12-2013 |