Hvad er en seniorsamtale?

En seniorsamtale er en medarbejderudviklingssamtale med fokus på særlige senioremner.

Formålet med en seniorsamtale er i god tid at sætte fokus på dine ønsker og forventninger til arbejdslivet som senior. Samtalen skal være med til at sætte ord på, hvad der skal til for at fastholde dig længst muligt i jobbet, hvis det er det, du ønsker – eller handle om, hvordan du forlader arbejdsmarkedet på den bedste måde. Du bestemmer selv, om du har behov for en seniorsamtale, da det blot er et tilbud.

Der er ikke en fast skabelon for, hvad en seniorsamtale skal indeholde, men kommunens lokale personalepolitik kan indeholde aftaler om, hvad samtalen skal indeholde. Det kan også være fastlagt i MED-udvalget hvilken aldersgruppe, der skal have tilbudt seniorsamtaler.

I en seniorsamtale kan I drøfte mulighederne for, at du indgår en aftale om seniorordning - det vil sige enten en seniorstilling, en generationsskifteordning eller en fratrædelsesordning. Ordningen skal aftales konkret mellem arbejdsgiver, det vil sige kommunen eller den selvejende bestyrelse og den lokale BUPL-fagforening.

Læs guiden, Forbered dig til seniorsamtalen

| Senest opdateret 10-08-2016 |