Har jeg ret til seniordage?

Alle pædagoger og ledere, der er fyldt 58 år, har ret til fem seniordage per kalenderår med sædvanlig løn. Dette gælder både ansatte på kommunale og private overenskomster.

Retten til seniordage i et kalenderår gælder uanset på hvilket tidspunkt af året, du fylder 58.

Husk at varsle afholdelsen af dine seniordage så tidligt som muligt til din leder.

Bliver du syg før afholdelse af en seniordag, udskydes dagen til senere. Bliver du derimod syg under afholdelse af seniordag, betragtes den som afholdt.

Seniordage skal holdes i kalenderåret og du har altså ikke ret til at overføre seniordagene til næste år, men kan eventuelt aftale andet. Hvis du ikke har kunnet afholde dem, fordi din arbejdsgiver har afvist afviklingen med henvisning til forholdene på arbejdsstedet, overføres seniordagene.

| Senest opdateret 10-08-2016 |