Seniorførtidspension

Med virkning fra den 1. januar 2014 træder reglerne om seniorførtidspension i kraft. Seniorførtidspension er førtidspension til personer, som aktuelt har og har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet. Opfylder du denne betingelse, kan du ansøge om seniorførtidspension fra 5 år før din folkepensionsalder. Der skal i denne forbindelse ikke iværksættes beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle din arbejdsevne.

Hvis du har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen, og du aktuelt har og har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, træffer kommunen afgørelse om, at din ansøgning om seniorførtidspension overgår til behandling efter reglerne om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Kommunen kan dog godt indhente nye oplysninger til brug for sagens afgørelse.

Det er din bopælskommune, som træffer afgørelse om, hvorvidt du er omfattet af reglerne om seniorførtidspension.

Kommunen skal træffe afgørelse om seniorførtidspension senest 6 måneder efter kommunen har modtaget din ansøgning om seniorførtidspension. Hvis kommunen ikke kan overholde fristen på 6 måneder, skal du have en redegørelse fra kommunen om, hvad der er årsagen hertil, og hvornår du kan forvente, at sagen bliver afgjort.

| Senest opdateret 14-01-2014 |