Jeg overvejer at arbejde med ældre - hvordan er mine vilkår?

Få overblik over hvad der gælder, hvis du som pædagog bliver ansat til at arbejde med ældre, fx på et plejehjem. 

Er jeg dækket af en overenskomst, hvis jeg som pædagog arbejder med ældre?
BUPL har sammen med Socialpædagogerne og FOA indgået en fælles overenskomst med Kommunernes Landsforbund, som blandt andet dækker pædagoger, som arbejder på plejehjem, dag- og aktivitetscentre. 

Overenskomst ligner de fleste andre overenskomster på det offentlige arbejdsmarked. Der er lavet aftaler om bl.a. løn, pension, ferie og barns 1. og 2. sygedag.

Overenskomsten adskiller sig fra de øvrige overenskomster på det pædagogiske område ved, at der i højere grad er lagt op til forhandling på arbejdspladsen om løn og arbejdstid.
Se overenskomst for pædagogisk uddannet personale i særlige stillinger


Skal jeg have lønnen på plads, inden jeg tiltræder et nyt job?
Sørg altid for, at der er klarhed om din løn, inden du tiltræder et nyt job eller opsiger dit hidtidige job.

BUPL anbefaler, at du først underskriver en ansættelseskontrakt, når alle (løn)aftaler er på plads.

I overenskomsten for pædagogisk uddannet personale i særlige stillinger er der alene fastsat en grundløn. Grundlønnen er fastsat til løntrin 28, som kan suppleres af funktionsløn, kvalifikationsløn og resultatløn.
Se løntabeller for pædagogers løn

I nogle kommuner får du løn efter forhåndsaftaler indgået mellem kommunen og fagforeningen. Din løn er altså fastsat på forhånd, og du kan se i lønaftalerne, hvad du skal have i løn afhængig af erfaring og efteruddannelse m.v.

I mange kommuner er der ikke indgået forhåndsaftaler på ældreområdet, fordi der fortsat er meget få, der arbejder på ældreområdet.

Du bør overveje, om der i stillingen indgår opgaver, det vil være naturligt at honorere med tillæg. Du bør også overveje, om du har særlige kvalifikationer, der relaterer sig til jobbet og som bør honoreres. 

BUPL anbefaler, at du tager kontakt til din lokale fagforening, så du kan blive rådgivet og vejledt i forhold til din løn.
Find din lokale fagforening

Er der tale om en nyoprettet stilling, er det særlig vigtigt, at du sikrer dig, at der er indgået en aftale med BUPL om stillingens aflønning, før du accepterer og tiltræder stillingen.


Hvordan er min arbejdstid, når jeg arbejder på ældreområdet?
Overenskomsten har ingen detaljerede regler om arbejdstid, men alene en bestemmelse om, at arbejdstidens placering fastsættes efter en forhandling på arbejdspladsen 

Der skal altid på den enkelte arbejdsplads tages stilling til, hvordan arbejde på særlige tidspunkter honoreres. Det er ikke aftalt, hvornår arbejdet betragtes som at være uden for sædvanlig arbejdstid.

Med mindre andet er aftalt vil arbejde mellem kl. 6.00 og kl. 17.00 på hverdag blive betragtet som sædvanlig arbejdstid

BUPL anbefaler, at det aftales, hvad der forstås ved sædvanlig arbejdstid, og at der laves klare aftaler om normperiodens længde.

BUPL anbefaler, at du er opmærksom på hvilke arbejdstidsaftaler, der findes på din arbejdsplads fx om arbejdstidsbestemmelserne for personalet på FOA's overenskomst også gælder for det pædagogiske personale.

En stilling på et plejehjem vil jævnligt indebære arbejde som er placeret uden for sædvanlig arbejdstid.

BUPL anbefaler, at du tager kontakt til den lokale fagforening, hvis der er tvivl om din arbejdstid.


Kan jeg være medlem af BUPL?
Hvis du allerede er medlem af BUPL, fortsætter dit medlemskab som hidtil. 

Medlemskabet hænger sammen med pensionsordningen. BUPL, SL og FOA har aftalt, at et medlem kan blive i det pensionsselskab, han/hun senest har indbetalt pension til.

Det betyder:

  • Hvis du kommer fra en pensionsordning i PBU, skal du være medlem hos BUPL.

  • Hvis du kommer fra en pensionsordning i PKA, skal du være medlem hos SL.

  • Hvis du er nyuddannet og hverken har en pensionsordning i PBU eller PKA, skal du være medlem hos SL. 
Pædagogisk arbejde med ældre
Pædagoger arbejder ikke kun med børn. De er også ansat på plejehjem og i dagcentre, og her har pædagogerne et vigtigt udviklings- og omsorgsarbejde.
| Senest opdateret 08-07-2016 |