Jeg har fået nyt job – skal jeg have lønnen på plads inden tiltrædelse?

Sørg altid for at der er klarhed om din løn, inden du tiltræder et nyt job eller opsiger dit hidtidige job.

I nogle kommuner får du løn efter forhåndsaftaler indgået mellem kommunen og fagforeningen. Din løn er altså fastsat på forhånd, og du kan se i lønaftalerne, hvad du skal have i løn afhængig af, hvad du har af erfaring og efteruddannelse m.v.

I andre kommuner vil forhåndsaftaler om løn skulle suppleres med individuelle aftaler om løn. Her skal du altid sørge for, at der er indgået en aftale om din løn.

Du skal være opmærksom på, at det er et stærkere udgangspunkt for forhandlingen, hvis du ikke har givet din accept af en stilling før en lønforhandling. 

BUPL anbefaler, at du først underskriver ansættelsesbrevet for stillingen, når alle (løn)aftaler er på plads.

I forhold til en ny stilling bør du overveje, om der i stillingen indgår opgaver, det vil være naturligt at honorere med tillæg. Du bør også overveje, om du har særlige kvalifikationer, der relaterer sig til jobbet, og som bør honoreres. 

Tag kontakt til din lokale fagforening og forhør dig, om der er særlige aftaler for den konkrete stilling. Spørg også, om der er aftaler og politikker for tillæg hos den pågældende arbejdsgiver. For eksempel om der er aftaler for størrelsen af tillæg og hvilke personlige kvalifikationer, der kan udløse tillæg.

Er der tale om en nyoprettet stilling, er det særlig vigtigt, at du sikrer dig, at der er indgået aftale med BUPL om stillingens aflønning, før du accepterer og tiltræder stillingen. 

Når du allerede er i et job, bør du gøre dig klart, om stillingen er så attraktiv, så du eventuel er villig til at gå ned i løn, hvis du får stillingen, eller om lønnen er det væsentligste.
| Senest opdateret 05-07-2016 |