Barsel, adoption, børns sygdom mv.

Pædagoger har ret til orlov i forbindelse med barsel og adoption. Der gives løn under en del af orloven og barselsdagpenge i resten. Bliver dit barn sygt, har du mulighed for få fri for at passe barnet den første og den anden sygedag.

Barsel- og adoptionsorlov
En pædagog, der er gravid, har ret til barselsorlov med løn, når der er 8 uger til den forventede fødsel. Efter fødslen har moren ret til 14 ugers barselsorlov med løn.

Efter de første 14 uger efter fødslen har begge forældre ret til forældreorlov i 32 uger. Disse 32 ugers forældreorlov til både mor og far dækkes økonomisk af 32 ugers barselsdagpenge, som bopælskommunen betaler.

Efter den 14. uge efter fødslen har 

  • mor ret til løn i seks uger
  • far ret til løn i syv uger
  • forældrene ret til yderligere seks uger med løn til deling mellem mor eller far.

Faderen har ret til orlov med løn i 2 uger i sammenhæng i forbindelse med fødsel.

De samme regler gælder stort set, hvis man adopterer et barn,

Når en arbejdsgiver yder løn under barsels- eller adoptionsorlov, skal arbejdsgiveren have barselsdagpengene.

BUPL har udgivet pjecen "Når pædagoger får børn"

Reglerne om fravær og løn i forbindelse med barsel, adoption m.v. er fastlagt i en aftale, der gælder for alle kommunalt ansatte.

Se 'Aftale om fravær af familiemæssige årsager' mellem KL og Forhandlingsfællesskabet.

Barns sygedag
Hvis dit barn bliver sygt, har du mulighed for at få hel eller delvis fri med løn på barnets første og anden sygedag. Betingelserne er,

  • at dit barn er under 18 år,
  • at dit barn opholder sig hos dig,
  • at fraværet er nødvendigt af hensyn til dit barn, og
  • at det er “foreneligt med forholdene på tjenestestedet”.

| Senest opdateret 11-06-2015 |