Danske pædagoger får job i Norge

01/10/2014

norge500Rejs ud! Norge byder sig til for danske pædagoger, der er ramt af arbejdsløshed i Danmark.

Lars Westergaard er en af stadig flere danske pædagoger, som flytter til Norge efter arbejde. Han får opbakning fra BUPL.

Af Laura Philbert og Trine Vinther Larsen

Sneklædte fjelde og oksefars til 70 kroner kiloet. Ingen af delene har skræmt de mindst 32 danske pædagoger, som i 2013 er rejst til Norge efter arbejde. Og flere og flere tager af sted. Sidste år var antallet kun 20, viser tal fra det norske Undervisningsministerium.

En af de danske eksilpædagoger, nu bosat i Norge, er Lars Westergaard. I august 2013 flyttede han hele familien til Oslo. Konen Majse er også pædagog, og de fik hurtigt arbejde.

»Min kone fik tilbudt job det første sted, hun var til samtale. Jeg var til tre samtaler på en dag og fik tilbudt to af jobbene. Det tredje sted opfordrede de mig til at søge en lederstilling,« siger Lars Westergaard, der før var leder af en SFO i Hjørring.

Lav skat og høj løn
Der er mange gode grunde til at tage til Norge. Skatten er lavere, og lønnen er højere end i Danmark. En startløn for en pædagog er på 358.000 norske kroner om året, og al tidligere arbejdserfaring giver anciennitet - også arbejde i Super Brugsen. 

Til gengæld er leveomkostningerne væsentlig højere, fortæller Lars Westergaard, som en gang om måneden sammen med konen og deres tre børn kører til Sverige efter forsyninger.

»Kød koster en formue. Det er træls at bruge 70 kroner på et halvt kilo oksefars. Og det er en dårlig forretning at være ryger i Norge,« fortæller Lars Westergaard.

BUPL bakker op
I BUPL hører Lasse Bjerg Jørgensen, der er medlem af forretningsudvalget og formand for a-kassen, ofte om pædagoger, som har fundet arbejde uden for landets grænser – fortrinsvis i nabolandene Norge, Sverige eller Tyskland. 

Selv om pædagogerne også må melde sig ud af BUPL og ind i en søsterpendant i udlandet, så bakker han meget op om udlandspædagogernes beslutning. Alternativet hjemme er arbejdsløshed, og så kan man lære meget om sit fag af sådan en udlandsoplevelse. 

»Jeg synes, det er rigtig godt, hvis der er danske pædagoger, der tør tage chancen med job i udlandet. De kan bringe det bedste med sig fra dansk pædagogik, men også lære af hvad man gør af gode ting i udlandet,« siger han.

Sproget kan drille
Lars Westergaard og hans kone er begge blevet ansat som pædagogiske ledere i hver sin småbørnsgruppe. De oplever en betydelig bedre normering i Norge end i Danmark med eksempelvis 4 voksne til 14 børn på Lars' stue. Men sproget kan drille lidt, har Lars erfaret.

»Min leder fortalte mine kolleger, at hun havde ansat sådan en ’flott mann’. Jeg tænkte, at det da var et fint kompliment, indtil det viste sig, at flott betyder stor,« siger Lars Westergaard. 

lars Lars rykkede familien op med rode og tog til Norge efter et job som pædagog.

Læs også artiklen ’Lars rykkede familien op med rode’ i Børn&Unge nr 1/2014.
Læs også stort tema om ’Job i Udlandet’ i Børn&Unge nr 2/2013.

Vil du arbejde i Norge?
BUPL’s a-kasse afholder i samarbejde med Norgesprojektet en række informationsmøder for pædagoger i sidste uge af januar 2014. For mere information kontakt teamleder i Kolding, Kirsten Larsen på
kla@bupl.dk.

Læs også om stort informationsmøde i København om at arbejde i Stavanger

Du kan læse mere om at bo, arbejde og søge job i Norge på hjemmesiderne jobsinorge.dk og norden.org

Sverige, Tyskland, Norge? Verden ligger åben. Find jobbene her:
Sverige: arbetsformedlingen.se/platsbanken eller malmo.se/jobb.
Tyskland/Berlin: daks-berlin.de
Norge: jobsafari.no
Hele verden: gribverden.dk.
| Senest opdateret 15-03-2016 |