Guide: Når besparelser betyder afskedigelse af personale

samtale_svaer_500x310.jpg

BUPL har lavet en oversigt over opmærksomhedspunkter til dig som pædagogisk leder. Hvad skal du som leder være opmærksom på, hvis besparelser rammer din institution?

Afskedigelser på grund af besparelser skyldes ofte, at de kommunale budgetter bliver strammere eller at børnetallet falder.

1. Kontakt BUPL og inddrag tillidsrepræsentanten

Først og fremmest anbefaler vi, at BUPL kommer på banen i den indledende fase, inden en fordeling af en besparelse besluttes placeret på daginstitutionsområdet. 

I den indledende fase skal MED-udvalg på alle relevante niveauer i kommunen inddrages. Kontakt derfor din lokale fagforening for at høre om dette er sket og få en orientering om situationen.

Hvis besparelserne fører til væsentlige ændringer i arbejdsforholdene, skal sagen drøftes i institutionens sikkerhedsgruppe. Om det er tilfældet og i givet fald hvordan det skal gribes an, kan du få vejledning om i din lokale fagforening.

Når besparelsen først er besluttet og placeret på fx dagtilbudsområdet, vil det videre arbejde for dig som leder handle om hvem, der skal afskediges - ikke om hvorvidt der skal ske besparelser.

Du skal huske, at tillidsrepræsentanten i institutionen skal holdes bedst muligt orienteret. Det kan ske ved at du og tillidsrepræsentanten sammen drøfter forløbet og fx i fællesskab undersøger mulighederne for frivillige fratrædelser og/eller timenedsættelser.

2. Kontakt arbejdsgiver

Hvad enten arbejdsgiver er en kommune eller en bestyrelse, er arbejdsgiver ansættende myndighed og også den, der i den sidste ende er ansvarlig for, at en afskedigelse er foretaget korrekt. Det er her, du kan hente hjælp og vejledning i forhold til de regelsæt og fortolkninger, der gør sig gældende i en afskedigelsessag.

Hvis afskedigelsessagen skal forhandles, er det arbejdsgiver, der sammen med dig over for BUPL skal redegøre for sagens omstændigheder. Derfor skal du altid være i dialog med arbejdsgiver, når du er i færd med at forberede en afskedigelse.

Du skal starte med at finde ud af, hvem der er den rette person at kontakte. Er det forvaltningschefen eller konsulenten i kommunens HR-afdeling? Er det bestyrelsesformanden i den selvejende institution eller er det juristen i den paraplyorganisation, jeres institution er medlem af?

Når der er tale om afskedigelser på grund af besparelser, vil det som hovedregel være din opgave som leder at finde frem til hvem, der bedst kan undværes. Arbejdsgivers rolle er bl.a. at sikre, at procedureregler og saglighedskriterier er overholdt.

3. Kort om procedureregler og saglighedskriterier

En afskedigelse skal altid være sagligt begrundet. Det overordnede hensyn er, at fastholde de bedst kvalificerede til opgaven.

Der kan være fastlagt retningslinjer og kriterier i personalepolitikken eller i forbindelse med en drøftelse af besparelserne i MED-systemet - det skal arbejdsgiver have overblik over.

Nogle grupper af ansatte er særligt beskyttede mod afskedigelse, det gælder fx sikkerhedsrepræsentanter og tillidsrepræsentanter.

Saglige kriterier for afskedigelse i en besparelsessituation er fx:

  • At fastholde uddannet personale
  • Kvalifikationer - enten relateret til institutionens pædagogiske målsætninger og virksomhedsplan eller generelle kvalifikationer som uddannelse og kurser
  • Bestemte funktioner i institutionen, som skal fastholdes
  • At andre funktioner end de direkte børnerelaterede skal dækkes. Med andre funktioner end de direkte børnerelaterede menes f.eks. samtaler med forældre, PPR-samarbejde, skriftlige underretninger, observationer af børn med særlige behov, forskellige former for dokumentation.

Anciennitet må gerne indgå som en del af kriterierne, men ikke som det eneste. Du må hverken bruge "sidst ind - først ud" eller "først ind - først ud" som det eneste kriterium for en afskedigelse.

Nedsættelse i timetal er som udgangspunkt en væsentlig vilkårsændring og skal derfor som regel behandles efter samme procedureregler som en afskedigelse.

Når en afskedigelsessag skal sættes i værk, er der mange formaliteter, der skal være i orden. Der skal ifølge overenskomsten foretages høring af BUPL centralt, hvis det er en ansat omfattet af en af BUPL's overenskomster; der skal ifølge forvaltningsloven foretages høring af den pågældende, og man skal have styr på opsigelsesvarslerne, som følger af funktionærloven.

Der kan også være tale om medarbejdere, der er ansat på andre vilkår fx reglementsansatte. Det er vigtigt, at tage udgangspunkt i de gældende love og aftaler. I BUPL kan vi godt hjælpe dig med at finde de rigtige regelsæt, men BUPL kan ikke hjælpe med til selve beslutningen om afskedigelse. Derfor er det vigtigt, at du hele vejen gennem processen har god kontakt til arbejdsgiver.

4. Efter afskedigelsen

Afskedigelser på grund af besparelser er lig med personalereduktion. Når ressourcerne er knappe og opgaverne mange, kan det være svært, for ikke at sige umuligt, at nå alt det, man gerne vil. Det er derfor nødvendigt at prioritere.

På BAR SoSus hjemmeside finder du et prioriteringsværktøj der tager udgangspunkt i hvilke krav, der skal opfyldes, og dermed hjælper med at holde fokus på opgaveløsningen.
Se prioriteringsværktøj hos BAR

| Senest opdateret 08-12-2016 |
Bliv medlem

lokal leder
rådgivning

Få kontaktoplysninger til din lokale lederforening ved at angive din arbejdskommune

DEL
SIDEN