Arbejdstid for pædagogiske ledere

Planlaegning_500x300.jpg

Læs om hvilke regler der gælder for pædagogiske lederes arbejdstid, merarbejde, tilgængelighed og ret til selv at planlægge arbejdet.

Pædagogiske ledere, der arbejder under lederoverenskomsten i en kommunal eller selvejende institution, har ingen højeste arbejdstid. Ledere på BUPL’s overenskomster på det private område har heller ingen højeste arbejdstid.

Det betyder, at lederen selv skal tilrettelægge sit arbejde og ikke er omfattet af regler om overarbejde.

Indgår du som leder i arbejdsplanen på niveau med dit personale, er dette som udgangspunkt en del af dit arbejde. Men der er mulighed for tillæg. Der kan lokalt aftales funktionstillæg til ledere, der periodevis indgår i arbejdsplanen og/eller arbejder på tidspunkter, hvor det øvrige personale får et ulempetillæg. Kontakt din lokale fagforening for at høre mere.

37 timer i snit – men pligt til at yde mere
Det sker, at ledere henvender sig til BUPL om deres arbejdspres og deraf følgende merarbejde, hvor lederen har et ønske om at kunne få merarbejdet afviklet som afspadsering eller i forbindelse med fratræden at få merarbejdet udbetalt.

Når du er ansat uden højeste arbejdstid, har du en ret og pligt til selv at tilrettelægge din arbejdstid, sådan at du på den ene side tager sig af de nødvendige opgaver, men på den anden side også selv har et skøn over, hvad det er nødvendigt at deltage i.

Det betyder, at du i perioder kan komme til at arbejde mange timer på grund af forhold, du ikke selv er herre over. Så snart der bliver plads til at arbejde mindre - også mindre end 37 timer - har du ret til at planlægge sin arbejdstid sådan, at du har en mindre tilstedeværelse.

Det vil sige, at du som leder er ansat sådan, at arbejdsopgaverne skal tilstræbes løst på 37 timer, men med pligt til at yde mere, hvis det er nødvendigt, og uden ret til at yde præcis tilsvarende mindre på andre tidspunkter.

Desuden er du som leder omfattet af de almindelige regler om arbejdstid, jvf. arbejdstidslovens bestemmelser om arbejdstid og arbejdsmiljølovens bestemmelser om hviletid og fridøgn.

Merarbejde kan som hovedregel ikke udbetales
Ledernes arbejdstid er altså ikke uden loft. Den gennemsnitlige arbejdstid er forudsat at være 37 timer om ugen. Det betyder i praksis, at det er lederens ansvar selv på en fleksibel måde at tilrettelægge sin arbejdsdag, så arbejdsopgaverne bliver løst inden for en ramme af en årsnorm på 1924 timer.

Lederen afspadserer ikke, men tilrettelægger sit arbejde indenfor en større og mere fleksibel ramme end en uge- eller månedsnorm – med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.

Som leder kan du med fordel notere ned, hvor mange timer du arbejder for at beholde et overblik over det, men du kan ikke nødvendigvis forvente, at det vil være muligt at arbejde tilsvarende mindre. Lykkes det ikke at arbejde mindre i perioder efter et større merarbejde, vil det ikke være muligt at få udbetalt merarbejdet.

Hvis du ved, at der vil opstå situationer, hvor arbejdet indebærer langvarige perioder med en arbejdstid på meget over 37 timer, kan du henvende dig til din nærmeste chef for at indgå en aftale om at merarbejde af en vis størrelse, kan udbetales eller afspadseres. Det kræver altså en klar, skriftlig aftale at få udbetalt eller at afspadsere merarbejde, når du er leder.

Arbejdsgiver kan ikke detailplanlægge din tid
BUPL har haft sager, hvor arbejdsgiver, dvs. kommunen eller bestyrelsen har villet detailplanlægge ledernes arbejdstid. Men arbejdsgiver kan ikke pålægge lederen at arbejde med bestemte opgaver på bestemte tidspunkter som led i en fast plan, fordi ingen højeste arbejdstid indebærer, at lederen har ansvaret for egen arbejdstilrettelæggelse.

Lederens tilgængelighed
Lederen skal som udgangspunkt kunne træffes i institutionens åbningstid. Der kan være tidspunkter, hvor lederen ikke kan træffes på grund af møder eller andre aktiviteter. Det er lederens opgave at sikre, at vigtige opkald til institutionen bliver besvaret hurtigst muligt, enten af lederen selv eller af en anden ansat i institutionen. Det ligger indenfor lederens kompetence at vurdere, hvordan henvendelser, såvel elektroniske som telefoniske, skal prioriteres.

Det kan ske, at der opstår uopsætteligt behov for at kontakte lederen, selvom du har fri, f.eks. ved ulykker, bortkomne børn, sygdom i personalegruppen eller andet. Der skal være klare og kendte aftaler i institutionen om, hvordan disse situationer håndteres.

Det mest hensigtsmæssige vil være, at medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer kan kontakte lederen pr. sms. Uden for institutionens åbningstid og i tilfælde af lederens ferie eller fridage bør lederen kun kontaktes om uopsættelige problemstillinger, der kun kan løses af lederen.

Er lederen forhindret i at besvare henvendelser i ferien og på fridage, kan dette ikke medføre ansættelsesretlige konsekvenser.

| Senest opdateret 28-11-2016 |
Bliv medlem

lokal leder
rådgivning

Få kontaktoplysninger til din lokale lederforening ved at angive din arbejdskommune

DEL
SIDEN