Guide: Sådan lever du godt efter en degradering

Leder_sy_born_500x310

Omstruktureringer betyder, at du kan være leder den ene dag og medarbejder den næste. Det kan være en svær forandring, men det er muligt at leve med. Og at leve godt.

Af Mikkel Kamp

Når kommuner indfører nye strukturer eller sparer, sker det jævnligt, at ledere – frivilligt eller ufrivilligt – får en ny position enten som leder på et lavere niveau eller som pædagog. Det opleves vidt forskelligt fra person til person.

»I rigtig mange tilfælde går det overraskende godt. Jeg er positivt overrasket over, hvor mange det lykkes at få et job på et lavere niveau på en ordentlig og værdig måde,« siger Karin Bremer. Hun er erhvervspsykolog og har blandt andet arbejdet med omstruktureringer i daginstitutioner, hvor en del af konsekvensen har været, at ledere har fået nye positioner.

»Problemerne kan opstå, når de degraderede ledere oplever det som noget rent personligt, for eksempel noget, der handler om deres formåen. Men hvis man er i stand til at se det lidt ovenfra og analysere situationen ud fra et metaperspektiv, er det lettere, fordi man så kan sige til sig selv, at det handler om strukturændringer i stedet for ens egen formåen,« siger Karin Bremer.

Det er dog lettere sagt end gjort, men ledere har en lille fordel sammenlignet med andre. »Ingen er i stand til kun at se det ovenfra. Alle reagerer og tænker ’øv’, men det handler om at få vendt tankegangen til metaperspektivet. Her er det en fordel, at lederne er trænede i netop at se reflekterende på problemer. Det hjælper dem,« siger hun. 

Hvad er en degradering?
En degradering er, når en leder bliver placeret i en ny stilling på et lavere niveau, hvor lederen typisk har ansvar for færre medarbejdere, en mindre økonomi og kan få en lavere løn. Får du en anden stilling på et tilsvarende niveau, er 
det ikke en degradering.

Gode råd til at håndtere den nye situation

1. Overvej, om du skal blive
Det kan være en fordel at begynde på en frisk i en anden organisation, fordi skiftet til at have en anden position i forhold til dem, man tidligere var leder for, kan være vanskeligt. Fortiden kan hænge ved. Men har man det godt i institutionen og oplever, at det er svært at rejse, fordi kolleger er gode, og børnene er søde, skal man blive. Oplever man at blive bitter eller ked af det, er det sandsynligvis bedst at forsøge at blive flyttet.

 

2. Overvej fordelene ved det nye
Den nye position rummer muligheder og kan også betyde, at du slipper for nogle af de elementer i lederjobbet, du ikke var glad for. Mange finder glæde ved at finde tilbage til den oprindelige pædagogiske faglighed, som ledere kan komme lidt langt væk fra. De siger også, at de er glade for at komme væk fra skrivebordet, ligesom det kan være en fordel at slippe for leder-ansvaret.

3. Vær åben om dine tanker
Det kan være svært at finde ind i en ny rolle med kollegerne, hvis du giver udtryk for, at alt er godt, selv om du i virkeligheden er ked af din nye position. Sig det ærligt, hvis du ønskede at fortsætte som leder. Det fjerner meget af det akavede, der kan opstå, og betyder, at du kan agere mere frit.

4. Drop gode råd til lederen
Det er en god idé at lade være med hele tiden at komme med gode råd til lederen om, hvordan hun skal udføre det job, du selv havde. Det sker i virkeligheden heller ikke særlig tit. Der er lidt en myte om, at tidligere ledere er irriterende at være leder for, for generelt er de gode medarbejdere, der har den fordel, at de kender både pædagog- og lederrollen. Men det er en god idé at snakke med sin leder om, hvordan man skal håndtere den nye situation.

5. Sådan støtter du den nye leder
Tag en grundig snak om, hvor I afstemmer forventninger. Er der opgaver, du skal blive ved med at løse? Er der opgaver, du tager på dig, som du skal lade være med? Man kan ikke lade, som om alt er, som det plejer. Man skal kunne snakke om det med sin leder. En samtale giver også mulighed for at kigge hinanden i øjnene og afklare, om du vil det her.

Kilde: erhvervspsykolog Karin Bremer
| Senest opdateret 05-12-2016 |
Bliv medlem

lokal leder
rådgivning

Få kontaktoplysninger til din lokale lederforening ved at angive din arbejdskommune

DEL
SIDEN