Tavshedskulturen hærger: Forældrene hører ingenting

03/23/2017

»Når ledere og forvaltninger siger til pædagogerne, at her taler vi tingene op og er positive, etablerer man en tavshedskultur, hvor pædagoger udøver selvcensur, fordi de ikke kan pege på de kritisable forhold, de faktisk oplever,« siger sociolog Rasmus Willig.

Selvom pædagoger ofte er alene med store børnegrupper, og mange kalder det uforsvarligt, hører forældrene det ikke. Vi smiler og klarer os, siger pædagogerne. Dermed opstår en problematisk tavshedskultur, mener sociolog Rasmus Willig.

Af Trine Vinther Larsen / Foto: Jakob Carlsen

'Dit barn har haft en god dag, leget godt og spist godt’. Det er standardbemærkningen, når forældre henter børn. 

Man hører sjældent pædagogen sige: ’Jeg var alene med alle børnene, så jeg havde ikke tid til at hjælpe og trøste dit barn’. 

»Det ligger dybt indlejret i pædagogerne, at de hellere fortæller om de gode oplevelser fra barnets dag i daginstitutionen end de dårlige,« forklarer Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær i BUPL og politisk ansvarlig for arbejdsmiljøområdet.

Hører ikke om dårlige dage
Hun ser det positive udgangspunkt som en styrke, men det betyder også, at forældrene ikke hører om de dårlige dage med manglende personale og meget alenetid, erkender hun.

En ny undersøgelse fra BUPL viser, at alenetid fore­kommer dagligt, og at mange pæda­goger ­finder det uforsvarligt at stå alene med store børnegrupper. 

»Alligevel er det et dilemma at involvere forældrene, for er det ikke at udstille sin egen utilstrækkelighed? Og hvad nu hvis for­ældrene tager barnet ud af institutionen? Og må jeg overhovedet tale om vilkårene for min leder?«

»Vi ved fra vores ytringsfrihedsundersøgelser, at pædagoger er meget tilbageholdende med at udtrykke kritik af deres arbejdsvilkår af frygt for konsekvenserne. Men de holder sig også tilbage, fordi de ser det som en af deres primære opgaver at give forældrene tryghed,« siger Mette Aagaard Larsen.

Superkræfter
Hun oplever, at pædagoger i hverdagens svære rammevilkår finder ’superkræfter’ frem for at give både børnene og deres forældre en tryg hverdag.

Det genkender børnehavepædagog Birgitte Nyberg Svendsen, der på dage med stor personalemangel også hellere smiler og siger, ’vi klarer den’, end hun beklager sig til forældrene.

»Vi kan godt sige, at vi er lidt under­bemandede, men vi står ikke og siger, at vi kun er 3 voksne til 42 børn. Man vil jo ikke sende forældrene ud ad døren på en måde, sådan at de skal sidde og have ondt i maven på deres ­arbejde og tænke, om deres børn nu har det godt nok. Vi løber ekstra stærkt og giver ­børnene en god dag efter forholdene,« siger hun.

Skaber tavshedskultur
Også pæda­goger på BUPL’s Facebook-side beretter om, hvor svært det er at fortælle forældre om ­dårlige normeringer, der forringer dagligdagen og gør det svært for pædagogerne at udøve deres faglighed. 

Og i ytringsfrihedsundersøgelser blandt pædagoger beskriver pædagoger, hvordan der mange steder hersker en holdning til, at man kun må fortælle ’de gode historier’ til forældrene. Mange beskriver, hvordan de frygter repressalier eller en fyring, hvis de er for åbenmundede.

Sociolog Rasmus Willig forsker i kritik­begrebet. Fra sit arbejde med bøgerne ’Umyndiggørelse’ og senest ’Afvæbnet kritik’ genkender han, hvordan pædagoger lægger bånd på sig selv, også overfor forældre, og bliver underlagt det, han kalder en ’tavshedskultur’.

»Det står i grundlovens paragraf 77 om ytringsfrihed, at ’censur og andre fore­byggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres’. Men når ledere og forvaltninger siger til pædagogerne, at her taler vi tingene op og er positive, etablerer man en tavshedskultur, hvor pædagoger udøver selvcensur, fordi de ikke kan pege på de kritisable forhold, de faktisk oplever,« siger Rasmus Willig.

Stressende
Det medfører stress og ­frustrationer for den enkelte pædagog, og det er også et alvorligt problem for den demo­kratiske samfundsdebat, der risikerer at bygge på et falsk grundlag, mener Rasmus Willig.

»Pædagoger er tættest på konsekvenserne af besparelser og reformer, og derfor kunne de være med til at kvalificere den ­offentlige debat. Men ved ikke at tale om de ­faktiske ­forhold, er de indirekte med til at ­mis­informere,« siger han.

På hver side af lågen til daginstitutionen opstår to forskellige opfattelser af, ­hvordan virkeligheden ser ud, og som man ikke ­sammen kan tale åbent om.

»Hermed opstår også censur af de reelle problemstillinger, som forbliver uløste eller i værste fald forværres,« siger Rasmus Willig.

Løsningen: en åbenhedskultur
En del af løsningen er at skabe en åbenhedskultur, men man kan ikke bare opfordre pædagoger til at tale frit fra leveren. 

»Det kan man ikke, fordi undersøgelser på området viser, at de risikerer deres stilling ved det. Men man kan opfordre politikerne til at sikre, at pædagogerne ikke har en moralsk forventning om, at de bliver ­sanktioneret.« 

»Det kan man for eksempel gøre ved at forbedre deres ansættelses­retlige sikkerhed og sørge for, at det er den leder eller forvaltning, som handler imod pæda­gogers grundlovssikrede ytrings­frihed, der bliver sanktioneret – og ikke den pædagog, som peger på problemerne,« siger Rasmus Willig.

Læs også: Ny undersøgelse bekræfter: 3 ud af 4 pædagoger er alene med alle børnene

Læs også: Eksperter advarer: Børn tager skade af alenetid

Læs også: Efter 25 år i faget: Meget var bedre i gamle dage

| Senest opdateret 28-03-2017 |