Styrk det tværprofessionelle samarbejde: Brug tid på det uformelle møde ved kaffemaskinen

05/15/2017

Når pædagoger og lærere får et velfungerende samarbejde i folkeskolen, så er det langt hen ad vejen fordi, de mødes og snakker i pauserne og før og efter arbejdstid, hvor de planlægger, evaluerer og følger op.

Pædagoger og lærere udveksler mere end smalltalk ved kaffemaskinen på landets skoler. Planlægning og evaluering i pauserne og fritiden er helt afgørende for et velfungerende tværprofessionelt samarbejde i skolen, viser ny forskning. 

Af Marie Bille

De mødes på gangene, i døråbningerne mellem timerne, ved kaffemaskinen og på parkeringspladsen. Når pædagoger og lærere får et velfungerende samarbejde i folkeskolen, så er det langt hen ad vejen fordi, de mødes og snakker i pauserne og før og efter arbejdstid, hvor de planlægger, evaluerer og følger op. Det konkluderer to forskere fra UC Syd på baggrund af en helt ny undersøgelse af det tværprofessionelle samarbejde på 12 folkeskoler.

»Vi blev ret overraskede over, hvor meget den uformelle kommunikation betyder for samarbejdet på tværs,« siger ph.d. Bo Morthorts Rasmussen, der står bag undersøgelsen sammen med lektor Helle Bjerresgaard. 

Planlagte møder spiller dog også en vigtig rolle, understreger han.

 »Der hvor man ikke har tid til at planlægge sammen og til at mødes formelt, og hvor man kun har de der desperate forsøg på gangen, giver det et dysfunktionelt samarbejde og fungerer selvfølgelig ikke. Det velfungerende samarbejde opstår der, hvor der er både det formelle og det uformelle,« siger han.

Uforudsigelig hverdag
Hverdagen på en skole er kompleks og uforudsigelig. Der kan ske så meget, som ikke kan vente til der står møde på skemaet næste gang. Derfor undrer det heller ikke Iver Straarup, pædagogfaglig leder på Ålykkeskolens SFO, at forskerne har fået øje på, at lærere og pædagoger bruger både pauser og fritid på at få hverdagen til at glide.

»Uformel kommunikation har en fuldstændig nødvendig og afgørende betydning. Specielt i de teams, der er udfordret med børn, som har nogle særlige vanskeligheder,« siger Iver Straarup, der har deltaget i forskningsprojektet.

»Min erfaring er, at i de bedst fungerende teams, er de overhovedet ikke bekymrede for at bruge deres pauser. De kan simpelthen se værdien af det. Det er nødvendigt i en travl og kompliceret hverdag«.

Vigtig ledelse
Det er vigtigt for samarbejdet, at ledelsen lægger mødetider ind i skemaet og hjælper med at strukturere, hvad der skal ske på møderne, fastslår forskerne bag den nye undersøgelse fra UC Syd.

»Man får aldrig tid til at planlægge, hvis ikke man har en dagsorden at gå ud fra. Dagsordenen kan passende blive lavet mellem lærer- og pædagogfaglig leder,« siger Helle Bjerresgaard, den anden af de to forskere bag undersøgelsen. 

Lise Tingleff Nielsen, områdechef i Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) understreger også ledelsen rolle i at sikre mulighed for, at lærere og pædagoger kan mødes. Generelt peger forskningen nemlig på, at lærere og pædagoger skal have mulighed for at planlægge og evaluere i fællesskab, hvis samarbejdet skal lykkes.

»Fra et ledelsesperspektiv kan man ikke være afhængig af, at man har nogle lærere og pædagoger, som tilfældigvis render ind i hinanden, og godt kan lide at ringe til hinanden om aftenen. Man må sikre, det peger forskningen på, at de har mulighed for at mødes,« siger hun.

Fælles pauserum
Bo Morthorst Rasmussen peger på, at de fysiske omgivelser og oplagte mødesteder, som fx fælles pauserum, også spiller en stor rolle for, om det tværprofessionelle samarbejde lykkes på skolerne.

»Nogle skoler har stadigvæk lærerværelser. Der føler pædagogerne sig ikke velkomne. For kommer du, så forstyrrer du, fordi du i pausen vil have fat på en lærer. Hvad bilder du dig ind? Nogle pædagoger siger, de får helt hjertebanken, når de går derop.«


3 anbefalinger fra forskerne

1. Skolens ledelse skal sørge for at skemaet og ressourcetildelingen understøtter den uformelle kommunikation – og eventuelt etablere nye hotspots (som fx fælles pauserum), hvor pædagoger og lærere kan mødes og tale uformelt.

2. Medarbejdere og ledelse skal løfte idéer, vurderinger og konflikter, der kommer frem i den uformelle kommunikation ind i den formelle kommunikation, så erfaringerne kan blive en drivkraft for udvikling for hele skolen.

3. Ledelsen bør deltage i den uformelle kommunikation og bruge sin viden derfra både i det uformelle og det formelle rum, hvis det er hensigtsmæssigt.


Om forskningsprojektet 

Ph.d. Bo Morthorst Rasmussen og Lektor Helle Bjerresgaard fra UC Syd har undersøgt det tværprofessionelle samarbejde mellem lærere og pædagoger på 12 folkeskoler i tre kommuner. De har interviewet 92 lærere, pædagoger og ledere, og derudover er der foretaget 36 observationer, indsamlet 239 spørgeskemaer og holdt 9 dialogmøder med kommunerne.

Resultaterne af undersøgelsen kan læses i rapporten ’Pædagogens og lærerens faglighed og følgeskab styrkes – måske – af lederen’, og i den kortere publikation ’ Hvordan styrkes pædagogens og lærerens faglighed, tværprofessionelle samarbejde og følgeskab af skolens ledelse?’. 

Læs mere om forskningsprojektet i Børn&Unge Forskning

| Senest opdateret 15-05-2017 |