Socialrådgivere: Vi sander til i underretninger

05/17/2017

Der kommer nu så mange underretninger, at det hæmmer socialrådgivernes mulighed for at vurdere sagerne ordentligt. Pædagogernes frustration vokser, fordi de skal underrette, men alligevel sker der ofte ikke noget.

Af Steffen Hagemann

Antallet af underretninger bare vokser og vokser. Fra 2014 til 2015 steg antallet af underret­ninger med otte procent, så der i alt blev sendt 96.948 under­retninger afsted fra bekymrede samfunds­borgere, lærere og pædagoger. Det viser Ankestyrelsens underretningsstatistik for 2015, som er den nyeste på området.

Den enorme stigning i antallet af underretninger er blevet et kæmpe problem, mener Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og ekspert i tværfagligt samarbejde om børn.

»Problemet er ikke, at der laves for få underretninger. Problemet er, at der laves for mange og for ukvalificerede underretninger,« siger han.

Det rammer i første omgang social-rådgiverne.

»Der er et meget større sorteringsarbejde for socialrådgiverne, som skal bruge rigtig mange ressourcer, før de når frem til de underretninger, der skal handles på her og nu. Det er ulykkeligt, fordi det kan betyde, at der i nogle tilfælde bliver reageret senere,« siger han.

Samtidig skaber det også frustration hos de faggrupper, der sender underretningerne.

»Pædagoger oplever en endnu større urime­lighed. Nu er man blevet pålagt at underrette mere og mere, og så kan man se, at der ikke sker noget. Det kunne man udmærket have vidst på forhånd, for der er ikke sat det dobbelte antal socialrådgivere ind til at arbejde med underretningerne, siger Morten Ejrnæs.

»For mange underretninger sander systemet til og gør, at man ikke kan reagere relevant, men det friholder den enkelte pædagog for ansvar, for nu har man da sendt en underretning,« konkluderer Morten Ejrnæs.

Skærpet opmærksomhed
De mange underretninger er en konsekvens af de tragiske overgrebssager i blandt andet Tønder, Rebild og Brønderslev. De mange svigt rundtom i landet har ført dels til en skærpet op­mærksomhed på udsatte børn, dels til over­grebspakken, der trådte i kraft 1. oktober 2013.

Lovpakken har betydet en skærpet under­retningspligt for blandt andre pædagoger og har pålagt kommunerne at vurdere alle underretninger indenfor 24 timer.

Overgrebspakken er på nogle områder et eksempel på, at man udarbejder en generel lov på baggrund af enkeltsager, mener Anne Marie Villumsen, docent, ph.d., på socialråd­giveruddannelsen på VIA University College.

»Man gennemfører en lovgivning, der med­fører mange flere underretninger. Mange kommuner har taget det meget alvorligt, også af skræk for at blive en ny Brønderslev eller Tønder. For at undgå det har forvaltningerne sagt, at der skal underrettes om alting, og de er derfor druknet i underretninger,« siger Anne Marie Villumsen og tilføjer:

»Vi har fået noget, der er grænsende til en overvågerkultur. Spørgsmålet er, om man på denne måde fanger de meget grelle enkeltsager.«

Tunnelsyn
Underretninger var i hvert tilfælde ikke løsningen i de alvorligste over­grebssager, understreger Morten Ejrnæs.

»Det er karakteristisk og paradoksalt, at der aldrig manglede underretninger i de sager. Hvis man ser på Brønderslevsagen, lå der tonsvis af underretninger,« siger han.

I Brønderslevsagen lå der mellem 12 og 29 underretninger i hver enkelt af de ni børns sagsakter, men der skete først noget i sagen, da den ældste datter i 2010 flygtede fra familien og anmeldte misbruget til politiet.

»Nogen har vidst, at den er helt gal. Når så mange har budt ind – naboer, sundheds­plejersker, pædagoger – og der ikke bliver reageret, kan man under ingen omstæn­digheder sige, at problemet var antallet af underretninger, for dem var der mange af,« siger Morten Ejrnæs, der i stedet retter blikket mod forvaltningerne, der ikke har reageret på de mange underretninger.

»Problemet har snarere været en usund organisationskultur de steder, der skulle modtage underretningerne. Man har haft en form for ’tunnelsyn’, som aldrig er blevet udfordret, til trods for at der har ligget under­retninger fra mange forskellige personer,« siger han.

Kritikken af sagsbehandlingen i Brønderslev har været hård. Men også i Rebildsagen har Ankestyrelsen kritiseret, at kommunen ikke reagerede relevant på alvorlige under­retninger, og at kommunen ikke foretog de nødvendige faglige undersøgelser. Derudover har der gennem hele sagsforløbet manglet systematik, dokumentation og overordnet opfølgning.

I Esbjerg, hvor en far fik 7 års fængsel for seksuelle overgreb mod 10 børn, fandt Ankestyrelsen fejl i 77 af 100 sager. I 33 af sagerne fandt Ankestyrelsen forhold, der var stærkt kritisable.

Rammer familien
Underretninger er ikke kun et problem for de pædagoger, der sender dem, og de socialrådgivere, der skal vurdere dem. Det kan også være et problem for den enkelte familie, mener Anne Marie Villumsen.

»Man er nødt til at kigge på det i et rets­sikkerhedsperspektiv for børn og familier. Kommunen og det offentlige skal ikke være inde i alle børns liv. Vi skal passe på, det ikke tager overhånd, og at vi tager ressourcerne fra dem, der har rigtig meget brug for det,« siger hun.

I stedet for flere underretninger er der brug for mere systematik.

»Vi skal være systematiske, følge op og vurdere, om vores indsats gør en forskel, eller om vi skal sætte noget andet ind,« siger Anne Marie Villumsen.

Hun opfordrer pædagogerne til at være meget tydelige, når de af forvaltningen bliver bedt om en udtalelse på et barn. Det kan være nødvendigt at skrive ’at det her initiativ ikke gør en forskel for barnets trivsel’, siger hun.

Selvom hun opfordrer pædagoger og andre til at tænke sig om, inden de underretter, så er hun ikke i tvivl om, hvad pædagoger skal gøre, hvis de har et udsat barn.

»Hvis man er dybt bekymret for et barn, skal man underrette. Selvfølgelig skal man det, og det har man hele tiden skullet, også før overgrebspakken,« fastslår Anne Marie Villumsen.

| Senest opdateret 17-05-2017 |