Psykologer: Tal med børnene om familieformer

12/19/2016

Iben Harder Namensen fik sine to børn, Ludvig og Mikkeline, med en ukendt donor. Der bliver flere og flere familieformer, der som hendes adskiller sig fra kernefamilien, og derfor bør pædagoger tale med børnene om de mange forskellige familietyper, mener to psykologer.

Psykologer råder pædagoger til at tale med børnene om de mange familieformer, man kan vokse op i. Vi skal vænne os til at udfordre børns forståelse af familiebegrebet, mener de.

Af Signe Skelbæk

Danmarks Statistik har registreret 37 forskellige familieformer i Danmark. Det betyder, at forskellige familietyper i langt højere grad bør være et samtaleemne blandt pædagoger, mener de to psykologer Anna-Katherine Højland og Christina Stenstrup. Helt konkret skal pædagogerne udfordre børns forståelse af, hvordan familier og forældre også kan se ud, siger de.

Landets fertilitetsklinikker oplever en stigende efterspørgsel på at få hjælp til enten at blive forældre som par, få insemination med donorsæd eller få opsat donoræg.

Derfor vil et stigende antal børn vokse op i familietyper, der ikke ligner den klassiske kernefamilie. Og pædagoger har et stort ansvar for at forholde sig til, hvordan man i institutionen griber det an og italesætter det overfor både børn og forældre.

»Flere og flere forældre vil have vanskeligheder med at reproducere sig. Det er omkostningsfuldt for familierne både socialt, økonomisk og ikke mindst psykisk. Derfor er nøgleordet for pædagogerne at gå nænsomt og ydmygt frem, når de taler med familierne,« siger Anna-Katherine Højland.

Spørg til historien
Alligevel er det vigtigt, at pædagogerne forsøger at få en dialog med forældre til eksempelvis donorbørn. Både Anna-Katherine Højland og Christina Stenstrup oplever, at langt de fleste forældre er åbne om deres familiedannelsesforløb, men nogle kan stadig have en svær ubearbejdet bagage med sig fra den periode, hvor de ikke vidste, om de nogensinde ville få børn.

»Nogle af dem, der opsøger os, har været i fertilitetsbehandling i 8-10 år og har forsøgt utallige gange med massevis af nederlag og skuffelser til følge. Derfor kan det være svært for nogle familier at åbne sig, men her er det vigtigt, at pædagogerne har tid til at lytte og spørge ind til, hvilken historie de skal viderebringe i institutionen, og hvilken historie barnet har fået,« siger Anna-Katherine Højland.

Tal om familietyper
Begge psykologer understreger, at pædagoger hele tiden bør have fokus på at tale om eksempelvis donorbørnenes familier, men uden at familierne kommer til at fremstå særligt specielle.

Pædagoger skal i stedet opfordre børn til at huske, at en familie er der, hvor man er ønsket og elsket, og at forældre er dem, der altid passer på én. Uanset om man bor alene med sin far, har en donorfar og har to mødre eller noget helt tredje.

»Tal også med børnene om de familiekonstellationer, som I ikke har i institutionen.

Pointen er at åbne børnenes øjne for, at der er mange måder at være familie på. Pædagoger har et rigtig stort ansvar for at illustrere de mange familieformer, fordi det har en betydning for børnenes identitetsudvikling meget tidligt i livet,« siger Christina Stenstrup.

Spørg personalegruppen
Det kan være svært at vurdere, hvordan man taler om de forskellige former for forældre, når der både findes bonus-, pleje-, donor- og biologiske forældre. Begge psykologer opfordrer derfor til, at personalegruppen diskuterer, hvilke termer der skal gøre sig gældende i institutionen, for at ingen børn føler sig forkerte.

»Jeg er fortaler for, at man taler om tingene, som de er og får dem ned i børnehøjde. Børn ved jo godt, at der skal en mor og en far til at få børn, og derfor kan det være forvirrende at kalde noget for en donor, når det i et børneperspektiv måske lige så godt kan hedde biologisk eller genetisk far,« siger Anna-Katherine Højland.

»Vigtigst er det at have en løbende dialog med forældrene om, hvordan man i fællesskab håndterer, at barnet kommer fra en utraditionel familieform. Hvis man som pædagog husker at gå nænsomt frem i samarbejdet med forældrene, så kan det ikke gå helt galt,« siger hun.


TRE GODE RÅD FRA PSYKOLOGERNE OM AT TALE MED BØRNENE OM FAMILIEFORMER

1. Spørg ind til alle familierne
Gør det til en regel, at I altid har et møde med nye forældre, hvor I åbent spørger ind til, hvordan barnets familie ser ud, og om der eventuelt er noget i den forbindelse, som pædagogerne bør vide eller skal håndtere på en specifik måde. Er der donor-, pleje- eller adoptivbørn, så spørg efter, hvilken historie der er fortalt til børnene.

2. Arbejd med forskellige familieformer
Hvad enten det gøres gennem dialoger med børnene eller deciderede temaforløb, så er det vigtigt, at pædagoger er med til at udfordre børns forståelse af, hvad der er definitionen på en familie. Der findes flere børnebøger, der forklarer forskellige familieformer, eksempelvis ’Hvor er Karlas far?’, der tager afsæt i donorbørns familieform.

3. Husk jeres italesættelser
Vær opmærksom på, hvordan I som pædagoger italesætter forældre, familier og børn, der ikke er genetisk forbundet med begge deres forældre. Ubevidst kan man have en tendens til at sige, at ’Peter kun har en mor’, eller at en plejefar ikke er den rigtige forælder. Fortællingen skal hele tiden være, at en familie er dér, hvor man er elsket ubetinget, og ens forældre er dem, der altid passer på én.

Læs Ibens historie om at få barn med en ukendt donor 

| Senest opdateret 19-12-2016 |