Nyt samarbejde med uheldig start: Det er ærgerligt, at det kommer til at handle om for eller imod skolereformen

03/20/2017

»Jeg håber, de kan finde et kompromis, så lærerne kan være med,« siger Elisa Bergmann, formand for BUPL.

Et nyt samarbejde skulle puste liv i en mere varieret skoledag, men så sprang lærerne fra. Nu krydser BUPL fingre for, at der kan findes et kompromis, som kan trække lærerne med i samarbejdet.

Af Steffen Hagemann

Ideen var måske rigtig fin, da alle med en aktie i folkeskolen, fra arbejdsgiverne i kommunerne, over forvaltningschefer, lærere og pædagoger til elever og forældre, besluttede at gå sammen om et ’samarbejde om en mere motiverende og varieret skoledag’, som det nye projekt hedder. 

Men allerede inden samarbejdet var officielt, var lærerne sprunget fra. Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening har i et debatindlæg på folkeskolen.dk skrevet: ’Vi kunne konstatere, at kommissoriet forsat var uden fundament i den viden, vi har, og meddelte derfor i overensstemmelse med vores brev, at vi ikke ønskede deltage med det foreliggende kommissorium.’

Ærgerligt
Siden Danmarks Lærerforening trak sig fra samarbejdet, har diskussionen om det nye samarbejde i såvel de traditionelle som på de sociale medier i hvert fald ikke handlet ret meget om en mere motiverende og varieret skoledag.

»Det er ærgerligt, at det her projekt kommer til at handle om for eller imod folkeskolereformen. I virkeligheden skal det gerne handle om, hvad det er, vi gerne vil for børnene. Det har været vores intention fra BUPL,« siger Elisa Bergmann, formand for BUPL.

Troede, alle var med
Da BUPL sagde ja til at indgå i samarbejdet, tog Elisa Bergmann det for givet, at alle var med.

»Jeg gik ud fra som en naturlighed, at Danmarks Lærerforening ville være med. Jeg vidste godt, at vi skulle finde nogle kompromisser, men havde jeg hørt, at der var nogle forhindringer, så ville jeg have hjulpet med til at få overvundet forhindringerne,« siger Elisa Bergmann.

Mere variation
Når BUPL gik med i samarbejdet, var det netop, fordi det skulle handle om indholdet af skoledagen, om motivation og en varieret skoledag, lige netop de ting, som pædagoger gerne vil bidrage til, fortæller Elisa Bergmann.

»Man ved godt, også blandt centrale aktører som skoleledere og forvaltningschefer, at der har været for meget fokus på linjefag, det fagfaglige, på nationale mål, og i virkeligheden har man glemt, at folkeskolens formål også er, at vi skal have børn til at deltage, være nysgerrige og motiverede for at gå i gang med resten af deres liv og lære noget hver dag,« siger Elisa Bergmann.

Krydser fingre
Nu arbejder Kommunernes Landsforening, Fagforbundet FOA og BUPL på at få udformet samarbejdet, så alle, også lærerne, kan være med. Elisa Bergmann krydser fingre for, at det bliver konstruktivt, når Kommunernes Landsforening, FOA og Danmarks Lærerforening mødes senere i denne uge. 

»Jeg håber, de kan finde et kompromis, så lærerne kan være med. BUPL vil samarbejdet, vil lærerne, og jeg er glad for, at Anders Bondo Christensen siger, at samarbejdet mellem lærerforeningen og BUPL fortsætter, for det har folkeskolen brug for – og det har fagbevægelsen også brug for,« siger Elisa Bergmann.

Læs også:

Skoleaktører til Riisager: Nu skal det handle om børnene

50 skoler får kortere skoledag: BUPL frygter for fritidstilbuddene

| Senest opdateret 20-03-2017 |