Iben fik børn med en anonym donor: Jeg vil bare have, at folk ved det

12/19/2016

Iben Harder Namensen har fået sine børn med en anonym donor. Lige fra de var helt små har hun fortalt dem, hvordan deres familie hænger sammen. Det samme har hun gjort til alle børnenes pædagoger og lærere.

Iben Harder Namensen har fået børn med en anonym sæddonor. Hun mener, at det er pædagogernes rolle at videregive den samme for­tælling om far, som børnene kender hjemmefra.

I et rækkehus i udkanten af Aalborg bor Iben Harder Namensen med sine to børn Mikkeline (11) og Ludvig (7). De har en lidt anderledes historie end de fleste andre. Udefra ligner de en hvilken som helst anden skilsmissefamilie med mor og to børn. Forskellen er, at de aldrig har kendt børnenes far. Han er blot et nummer i et arkiv.

I sine unge dage var Iben i tvivl om, hvorvidt hun ønskede at blive mor. Iben er uddannet pædagog og har et stort netværk, som står klar til at hjælpe hende for at få familiekabalen til at gå op. Hun er lesbisk og har altid været klar over, at ville hun have børn, så skulle det være med en donor. Da hun indså, at hun inderligt ønskede sig børn, var hun derfor helt afklaret med, hvordan det skulle forløbe.

Da Iben for 12 år siden blev insemineret, var der ikke mulighed for at vælge en åben donor. Derfor kendte Iben kun højde og øjen- og hårfarve på den, der skulle blive Mikkeline og Ludvigs far. Set i bakspejlet ville Iben gerne have valgt en åben donor, hvis hun havde haft muligheden, men da hun skulle insemineres for at få Ludvig, valgte hun alligevel at bruge samme anonyme donor som til Mikkeline.

»Det var vigtigt for mig, at mine børn blev helsøskende. Derfor valgte jeg samme donor til Ludvig, selvom det i mellemtiden var blevet muligt at vælge en åben donor,« fortæller Iben.

Ibens familie og venner har hele vejen været støttende om hendes beslutning, og hun forklarer, at ’det aldrig har været et issue’, at hun valgte at få børn med en donor.

»Alle omkring os ved det. Familie, venner, naboer, kolleger og ungernes venner og deres forældre. Det har altid været vigtigt for mig at være åben om det. Derfor var det under lige så lykkelige omstændigheder, da jeg fortalte familien, at jeg var gravid, som da mine søskende fortalte, at de var det. Den eneste forskel var nok, at jeg på forhånd havde fortalt, at nu ville jeg gå i gang med processen,« siger Iben.

Ærlighed fra start
Allerede da Iben tog beslutningen om, at hun skulle have børn med en donor, var hun bevidst om, at jo mere ærlig og afslappet hun var i sin beslutning, jo nemmere ville det være for hendes børn at acceptere den.

Derfor gik der ikke mere end få dage, fra Iben og Mikkeline var hjemme fra hospitalet, til Iben begyndte at fortælle Mikkeline, at hun var donorbarn.

»Folk så på mig og syntes, jeg var lidt fjollet, for hun forstod jo ingenting. Men ved helt fra starten at sætte ord på overfor børnene, har de, når de begyndte at forstå det, følt, at de altid har vidst det,« forklarer Iben.

»Jeg ville ikke sprænge det som en bombe for mine børn. Det er deres liv, men min beslutning, og jeg tror på, at hvis de skal leve helt afslappet med det at være donorbarn, så skal jeg som mor også kunne være helt afslappet med det, og derfor er det noget, vi altid har været åbne om,« siger hun.

Ærligheden har Iben taget med sig, når børnene skulle indskrives i børnehaver, skoler og fritidsordninger. Hun har konsekvent skrevet ’anonym donor’ på alle de papirer, hvor hun skulle udfylde oplysningen om børnenes far.

Selvom Iben ofte bruger den formelle betegnelse ’anonym donor’ om børnenes genetiske far, forklarer hun, at de i familien er af den overbevisning, at børnene har en far, men at de bare ikke ved, hvem han er.

Den formulering har hun bevidst valgt, fordi donoren i hendes optik er børnenes far, og fordi hun samtidig kunne skåne børnene mest muligt for spørgsmål og situationer, som de tidligere ikke var gamle nok til at kunne forklare sig ud af.

»Jeg kunne lige se lille Mikkeline eller Ludvig stå og forklare, at de ikke har en far, og så kunne der komme en udenforstående voksen og sige, at ’alle har da en far’. Børnene skulle ikke stå i situationer, hvor de følte, at de var forkerte eller galt på den. Derfor har de en far. Vi ved bare ikke, hvem han er, fordi de er donorbørn,« siger Iben.

Åben og ærlig
For at komme nogle af spørgsmålene fra børnenes klassekammerater i møde har Iben også altid på forhånd taget kontakt til lærere og pædagoger og fortalt, hvordan familien hænger sammen. Ligesom hun også på det første forældremø­de har orienteret de andre forældre om det. På den måde er hun sikker på, at de øvrige voksne i børnenes liv er ajour med, at de er donorbørn og den fortælling, der bliver brugt om børnenes far.

På trods af Ibens strategi om altid at være åben og ærlig om børnenes historie, har bør­nene indimellem reagereret på det faktum, at deres familie ikke ligner de fleste andres. Især da Mikkeline var yngre, kunne hun af og til være ked af, at hun ikke kender sin far.

»Hvis de skal lade, som om de altid synes, at det er en skidegod beslutning, jeg har taget, så tror jeg nemt, det ville kunne give frustrationer. Indimellem kom Mikkeline og sagde, at hun savnede sin far. Og det kunne jeg såmænd godt forstå, og så talte vi stille og roligt om det,« siger Iben.

Gennem en Facebookside for forældre med donorbørn har det været muligt at finde to andre familier med børn, der har samme donorfar som Mikkeline og Ludvig. Iben op­lever, at det kan kompensere for nogle af de ting, som børnene savner ved ikke at kende deres far.

»Vi holder sommerferie med deres halvsøskende hver sommer, og det er en fornøjelse at se, hvor godt alle fire børn leger sammen. Det er tydeligt, at de har nogle træk til fælles, og det er sjovt for børnene, at de i hinanden kan genkende noget af det, de har fra deres far,« siger Iben.

Pædagogernes rolle
Da børnene startede i skole, delte Iben ligesom alle de andre forældre en side med oplysninger om familien rundt i klassen. Her kunne de andre børn og forældre læse, hvor Mikkeline og Ludvig bor, at de deler hjem med katten Findus, og at de er helsøskende med den samme donorfar. Men allerede i børnehaven var Iben opmærksom på, at pædagogerne skulle have mulighed for at kende hele historien.

»Jeg indbød helt fra starten til, at de kunne komme og spørge, hvis der var noget. I Mikkelines børnehave spurgte en af pædagogerne blandt andet om, hvad min fortælling var i forhold til børnenes far.

Nogle kalder ham jo donor og andre kalder ham far. Hun spurgte, fordi hun gerne vil­le kunne videregive den samme historie, som jeg fortalte derhjemme. Jeg tror, det er super vigtigt for børnene, at de mærker den gensidige åbenhed og ’ro’ omkring det, både fra min og fra børnehavens og skolens side,« erindrer Iben om opstarten i børnehaven, der efterhånden er otte år siden.

I dag findes der masser af materiale målrettet pædagoger og lærere, der netop handler om, hvad det vil sige at være donorbarn, og hvordan man kan sikre sig, at de føler sig lige så normale og korrekte i deres familie­konstellationer, som børn der kommer fra en typisk kernefamilie. For Iben har det dog primært været nok bare at tage en snak med personalet om det. 

»Det er ikke, fordi jeg vil pådutte hverken pædagoger eller lærere materiale om det at være donorbarn. Jeg vil bare gerne have, at de ved, at mine børn er det«.

Læs to psykologers råd til, hvordan pædagoger kan tale med børnene om de mange familieformer

| Senest opdateret 19-12-2016 |