Frustrerede pædagoger om underretninger: Vi aner ikke, hvad der sker

05/09/2017

Hver femte pædagog synes ikke, at kommunerne tager deres underretning alvorligt. Og 41 procent synes ikke, at kommunens indgreb var tilstrækkeligt overfor det barn, der blev underrettet om, viser en undersøgelse foretaget blandt 1.101 pædagoger i BUPL’s medlemspanel.

Når bekymrede pædagoger sender en underretning ind til forvaltningen, aner de ofte ikke, hvad forvaltningen gør ved bekymringen. Og mange pædagoger synes, at kommunens indgreb ikke er tilstrækkeligt. »Virkeligheden er, at der ikke bliver gjort noget,« siger ekspert.

Af Steffen Hagemann

Barnet mistrives. Pædagogen har gjort alt, hvad der er praktisk muligt på institutionen for at få barnets udvikling drejet i en positiv retning, men det hjælper ikke rigtig. Til sidst beslutter pædagogen sig for at sende en underretning ind til kommunen. Der skal jo ske noget. 

Men det gør der bare for sjældent.

Pædagogerne ved ofte ikke, hvad deres underretning fører til. De føler ikke altid, at deres bekymring bliver taget alvorligt, og de synes ikke, kommunens indgreb er tilstrækkeligt. 

Det viser en undersøgelse foretaget blandt 1.101 pædagoger i BUPL’s medlemspanel. 

»Man ved ikke, om der sker noget, og man kan ikke se det. Der sker ingenting i rigtig mange tilfælde. Der skal rigtig meget til,« siger en pædagog, der har deltaget i undersøgelsen. 

Pædagogen har prøvet at bruge rigtig mange kræfter på at råbe forvaltningen op i en sag med et barn, der var i mistrivsel.

»Jeg måtte underrette 7,8, 10 gange, før der kom hul igennem, så vi kunne få en dialog,« fortæller pædagogen. 

Frustration
Blandt de pædagoger, der har underrettet indenfor de seneste tre år, har halvdelen ikke fået at vide, hvordan kommunen handlede på underretningen. 

Ifølge reglerne har pædagoger kun krav på, at få at vide, om forvaltningen handler på underretningen. De har ikke krav på at vide, hvad der sker. 

Men netop den manglende viden om, hvad der sker i forvaltningen er en kilde til stor frustration for de pædagoger, der underretter. Som en pædagog siger: 

»Hvis en familie fortæller, at der er sat noget i værk i familiecentret, og vi samtidig har sat noget i gang i børnehaven, er det sindssygt frustrerende ikke at vide, hvad der bliver arbejdet med, for vi kan i teorien, og måske også i praksis, komme til at arbejde hver sin vej,« siger pædagogen og peger på, at en sårbar familie måske ikke kan overskue en masse forskellige indsatser på samme tid.

»Så det vil være federe, hvis vi kunne arbejde på en fælles indsats,« siger pædagogen. 

Et stykke papir
Hver femte pædagog synes ikke, at kommunerne tager deres underretning alvorligt. Og 41 procent synes ikke, at kommunens indgreb var tilstrækkeligt overfor det barn, der blev underrettet om, viser undersøgelsen.

I en skriftlig kommentar til undersøgelsen skriver en pædagog:

’Underretningen forbliver et stykke papir, uden at man som personale tages alvorligt. Det er i forvejen meget grænseoverskridende at lave en underretning.’

I en anden kommune bliver der handlet på alle underretninger, skriver en anden pædagog i en kommentar:

’Men jeg synes, der går for lang tid med at prøve alle mulige tiltag, som vi som pædagoger godt ved ikke vil virke. Jeg synes ikke altid, vi bliver anerkendt for vores faglighed.’

Rød alarm
BUPL’s formand Elisa Bergmann ærgrer sig over, at pædagoger oplever så mange frustrationer, når de underretter.

»Det er virkelig frustrerende, at det ikke bliver bedre. Man underretter jo, når barnets velfærd er i fare. Det er en rød alarm, og så skal der reageres. Der skal være en tilbagemelding på, hvad man gør, og hvornår man gør det,« siger hun.

»Det er helt vildt, at der ikke er de nødvendige indsatser, for så taber vi jo de her børn,« tilføjer hun.

At det ikke kun er frustration og manglende viden, som præger samarbejdet med forvaltningerne rundt om i landet, vidner denne skriftlige kommentar fra en pædagog om:

’Det tværfaglige team i min kommune fungerede perfekt. De handlede, så både barnet, institutionen og hjemmet fik hjælp.’

Fører ikke til noget
Det kommer ikke som en overraskelse for eksperterne, at mange pædagoger har det svært med underretningerne.

Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og ekspert i tværfagligt samarbejde om børn, påpeger, at det altid har været et problem, at pædagogerne ikke får en tilbagemelding på deres underretning. 

»Men det er trods alt blevet betydeligt bedre,« vurderer han. 

Problemet er, at pædagogen sender sin underretning til en socialrådgiver, der er bundet af regler, der begrænser, hvor meget information der kan sendes tilbage til den underrettende pædagog

»Og det er klart en ubehagelig situation at sidde i, at man underretter om noget, som man synes er fantastisk vigtigt, og som man har gjort sig mange overvejelser om, og bare får en kvittering. Så oplever en stor andel af pædagogerne, at der ikke sker noget,« siger Morten Ejrnæs.

Det er ikke overraskende, at underretningerne ikke altid fører til noget, mener han.

»Virkeligheden er, at der ikke bliver gjort noget. Groft set bliver der højst gjort noget i halvdelen af tilfældene. I de andre ligger der bare en underretning,« siger han. 

Læs Børn&Unges tema om underretninger

| Senest opdateret 09-05-2017 |