Efter 25 år i faget: Meget var bedre i gamle dage

03/23/2017

Anne Marie Rasmussen glæder sig over, at kommunen har tilført hendes institution ekstra midler. Men der er stadig langt, før vi kommer op på det 'gamle' niveau, siger hun.

Efter 25 år som pædagog i det samme dagtilbud har pædagog Anne Marie Rasmussen ­oplevet mange forringelser. Øget alenetid er en af dem. Vi er blevet ­overbliksvoksne, siger hun. Men der er et lille lys i mørket.

Af Trine Vinther Larsen

Sidste efterår kunne 62-årige Anne Marie Rasmussen fejre 25 års ­jubilæum i den integrerede ­institution Vandtårnet i Odense, hvor hun begyndte sin pædagog­karriere i 1991. Gennem årene har hun set mange ­forringelser.

»Meget var bedre i gamle dage,« fastslår hun og husker, hvordan institutionen eksempelvis i 1990’erne havde et luftigt budget, den selv kunne forvalte.

»Min daværende leder kaldte ramme­bevillingen ’købe ting-kontoen’, og vi måtte nærmest selv bestemme, hvad vi ville bruge pengene til – om vi ville købe flødeboller eller ansætte flere pædagoger. Der var råd til det hele,« siger Anne Marie Rasmussen.

Kontrol og stramninger
I dag er budgetterne strammet, selv­for­valtningen synes afløst af kontrol, og personale­normeringerne er blevet forringet. 

»Da jeg startede som vuggestuepædagog, var vi to pædagoger og to medhjælpere til 10-11 børn. I dag er vi to pædagoger og en medhjælper til 12 vuggestuebørn. Og også børnehavens normering er ringere,« siger Anne Marie Rasmussen.

Hun glæder sig dog over, at Odense Kommune i år tilfører børneområdet 32 ­millioner kroner, hvilket for Vandtårnet betyder en ekstra pædagog.

»Men der er stadig lang vej tilbage til de gode gamle dage,« siger hun.  

Langt til kolleger
Færre pædagoger til flere børn betyder i dag, at pædagogerne i Vandtårnet oplever øget alenetid. 

Anne Marie Rasmussen genkender re­sul­taterne fra BUPL’s nye alenetidsundersøgelse, der viser, at mange pædagoger dagligt står alene med store børnegrupper. Selv er hun ofte alene den sidste time før lukketid i vugge­stuen.

I børnehaven er man alene med børne­gruppen allerede fra klokken 15.30, og især på legepladsen kan der være langt til en kollega.

Overbliksvoksne
»Legepladsen bliver tit brugt i de her situationer, fordi det her er nemmere at overskue store børnegrupper, og der er lidt højere til loftet. Men legepladsen skulle jo også være et læringsrum,« siger Anne Marie Rasmussen.

For at organisere alenetid på en konstruktiv måde får de ansatte forskellige roller: Nogle fokuserer på nærhed med bestemte børn, andre fordyber sig i aktiviteter, andre igen løser praktiske opgaver, og så er der dem, de kalder ’overbliksvoksne’, som holder opsyn med større børnegrupper.

»Men er der mangel på personale, bliver vi alle overbliksvoksne, fordi ingen har tid til at sætte sig ned og læse en historie. Den slags er der mere af i dag,« siger Anne Marie Rasmussen. 

Savner nærvær
BUPL’s alenetidsunder­søgelse viser, at alenetid med store børne­grupper især forhindrer pædagogiske ­aktiviteter i mindre grupper og ofte umulig­gør oplevelsen af nærvær. 

Det genkender Anne Marie Rasmussen, og hun mindes, at der var mere af begge dele i gamle dage.

»Vi kunne bedre sætte os med en lille­ ­gruppe børn og få en tæt kontakt. Gør du det i dag, får du hurtigt dårlig samvittighed, fordi din kollega må løbe ekstra stærkt for at være der for resten af børnegruppen,« siger hun.

Tættere forældrekontakt
Også kontakten til forældrene var tættere før, oplever Anne Marie Rasmussen. 

»Forældrene blev ofte hængende under morgenmåltidet, som dengang stod fremme i institutionen i et par timer, og der var kaffe på kanden og franskbrød med marmelade. I dag er der havregryn til børnene i en time og ikke tid til den lidt længere snak med ­forældrene,« fortæller Anne Marie Rasmussen, der oplever samme tendens ved aflevering og afhentning.

»Der er man ofte alene på legepladsen med hele flokken. Typisk sker der et eller andet nede i den anden ende af legepladsen, som man lige må løse, og så får man ikke sagt ordentligt farvel eller goddag. Jeg ved, at forældrene savner det,« siger hun.

Savner eftermiddagsbollerne
Selv savner Anne Marie Rasmussen især madordningen i børnehaven, at bage eftermiddagsboller med børnene og den årlige kolonitur for både børnehave- og vuggestuebørn.

»Det er vel 10 år siden, den røg, men det nærvær, du fik med de børn efter sådan en tur, hvor vi sov sammen 3-4 dage, holdt jo resten af deres tid i daginstitutionen. Når vi i dag får 8. og 9. klasses praktikanter, som engang gik hos os, husker de stadig kolonien,« siger Anne Marie Rasmussen.

Meget guld er sparet væk, og Anne Marie Rasmussen mener, at det er blevet hårdere at være pædagog. Hun ser flere unge gå ned med stress, og mange ældre vil gøre brug af deres ret til efterløn, så snart de kan. Selv har Anne Marie Rasmussen godt fire år igen til pensionsalderen. Hun håber, at hun når at se udviklingen vende.

»Jeg har oplevet så mange ned­skæringer gennem årene, så de nye midler fra ­kom­munen er tegn på forbedringer,« siger hun.

Læs også: Ny undersøgelse bekræfter: 3 ud af 4 børn er alene med alle børnene

Læs også: Eksperter advarer: Børn tager skade af alenetid

Læs også: Tavshedskulturen hærger: Forældrene hører ingenting

Læs hele temaet om alenetid i Børn&Unge 6/2017

| Senest opdateret 27-03-2017 |