BUPL advarer mod Løhdes reform: Skaber mere bureaukrati

04/04/2017

BUPL-formand Elisa Bergmann advarer mod, at regeringens reform af den offentlige sektor kommer til at betyde mere bureaukrati for pædagoger.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) har præsenteret en reform af den offentlige sektor, der blandt andet skal give offentligt ansatte mere tid til kerneopgaverne. Reformen risikerer dog at skabe mere bureaukrati, advarer BUPL-formand Elisa Bergmann.

Af Mikkel Prytz

Ny reform af den offentlige sektor skal gøre op med tidsspild og give en bedre sammenhæng mellem eksempelvis dagtilbud og skole. Men Elisa Bergmann, formand for BUPL, kalder det paradoksalt, at reformen, som innovationsminister Sophie Løhde (V) præsenterede tirsdag, samtidig lægger op til flere målinger af pædagogernes hverdag.

»Når tre ud af fire pædagoger og ledere siger, at de skal dokumentere ting, der ikke giver mening i forhold til den pædagogiske opgave, er det i sig selv nok til, at vi skal råbe vagt i gevær. Derfor er det rigtig fedt, at regeringen vil gøre op med det styringsregime, der har præget den offentlige sektor,« siger Elisa Bergmann og fortsætter:

»Men det står i modsætning til, at regeringen samtidig taler om at sammenligne, hvor dygtige de enkelte kommuner og institutioner er til at udføre deres opgaver. Det betyder, at der skal frembringes mere mikrodata, og det giver igen mere bureaukrati og mere dokumentation, som ikke giver mening i forhold til den opgave, vi har som pædagoger.«

Børn er forskellige
Elisa Bergmann understreger, at BUPL’s medlemmer gerne vil være med til at frembringe dokumentation, så man eksempelvis kan sammenligne strukturelle forskelle på normeringer og pædagogandel i kommunerne.

»Men børn er meget forskellige, og det er vigtigt, at man har tillid til pædagogernes faglighed, så der er rum og plads til at skabe de udviklingsmiljøer, der er vigtige for den børnegruppe, en institution har her og nu. Den tillid risikerer man at udhule, hvis man sammenligner på institutionsniveau,« mener hun.

Reformen lægger samtidig op til, at der skal være et større fokus på tidlige, forebyggende indsatser. Det skal ifølge regeringen bl.a. ske igennem nye former for offentligt-private partnerskaber og nye investeringspuljer.

Luftkastel
Ordene omkring tidlig indsats og sociale investeringer kan Elisa Bergmann erklære sig enig i.

»På den ene side taler man om at være velfærdsinnovative og skabe gode løsninger tæt på kerneopgaven, og det vil vi meget gerne være med til som pædagoger. Men hvis vi samtidig får besked på, at vi skal frembringe data, som ikke gavner den pædagogiske opgave, bliver det et luftkastel,« siger hun.

»Spørgsmålet er derfor, i hvor høj grad regeringen mener ordene. Men jeg håber, der bliver en god proces omkring reformen, og at man sørger for at inddrage medarbejderne,« tilføjer Elisa Bergmann.


Om regeringens 'Sammenhængsreform'

Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation, præsenterede tirsdag på vegne af regeringen en reform af den offentlige sektor. Udspillet følger fire hovedspor; ’Mere tid til kerneopgaven’, ’Bedre velfærd på tværs af sektorer’, ’En mere tidssvarende offentlig sektor’ og ’Bedre ledelse’. Regeringens ’Sammenhængsreform’ kan ses via dette link.

| Senest opdateret 04-04-2017 |