Børns seksualitet: ’Jeg kunne simpelthen ikke finde nogen oplysninger. Ingenting.’

03/13/2017

Den treårige pige fik Malene Møller Thygesen til at interessere sig for børns seksualitet – et emne, pædagoger sjældent taler om, med mindre et barn har en bekymrende adfærd, er hendes oplevelse.

En treårig pige begyndte at onanere ofte i børnehaven. Men der var ikke til at finde hjælp til at tackle situationen, fortæller pædagog Malene Møller Thygesen. Pædagogerne lagde en strategi, der fik pigens interesse for sig selv til at fortage sig.

Af Marie Bille og Anne Anthon Andersen

Det var ikke lige med det samme, at pædagog Malene Møller Thygesen og hendes kolleger forstod, hvad der egentlig skete, da en treårig pige i institutionen begyndte at onanere voldsomt og meget ofte i børnehaven.

»Der gik faktisk et stykke tid, før vi opdagede, hvad det var, hun gjorde. Børnene legede måske inde i det bagerste rum – og pludselig blev hun meget rød i hovedet. Vi tænkte: ’Hvad sker der her?’,« fortæller Malene Møller Thygesen, der dengang arbejdede i den integrerede institution Søageren i Allerød. I dag arbejder hun i LykkeLy, der ligger i samme kommune.

»Hun brugte virkelig meget tid på at onanere. Ude på legepladsen havde hun fundet en hest, og i starten tænkte vi bare, at hun var glad for træheste. Men vi fandt ud af, at det ikke var derfor. Hun begyndte faktisk at vælge legen fra til fordel for at tilfredsstille sig selv rigtig meget tid af dagen.«

Ingen oplysninger
Pædagogerne blev bekymrede og begyndte at lede efter mere viden om børns seksualitet og onani. De havde brug for at forstå pigens onani finde ud af, hvordan de skulle tackle situationen. Men forgæves.

»Jeg kunne simpelthen ikke finde nogen oplysninger. Ingenting,« siger Malene Møller Thygesen.

Hendes oplevelse ligger 10 år tilbage, men de fleste pædagoger har det stadig, som Malene Møller Thygesen havde det dengang. En ny, stor undersøgelse fra Sex & Samfund viser nemlig, at 74 procent af de adspurgte pædagoger og ledere i daginstitutioner svarer, at de har behov for materialer om børns seksualitet.

Garderobesnak
I Søageren lagde Malene Møller Thygesen ud med tage en stille og rolig ’garderobesnak’ med forældrene til den treårige pige. 

»Vi ville for alt i verden undgå, at hun blev gjort forkert og fik en oplevelse af, at det var noget skammeligt, hun gjorde. Det var vores hovedpointe. Forældrene fortalte, at de oplevede den samme adfærd derhjemme. Efter det begyndte onanien at tage virkelig til,« siger Malene Møller Thygesen.

De andre børn syntes, at det var mærkeligt, at pigen trak sig fra legen og gik ind i sig selv, og der opstod akavede situationer, når forældrene til de andre børn skulle hente og bringe.

»Andre børn og forældre reagerede på det. Det blev virkelig pinligt og for meget, for de ønskede ikke at se på og være en del af det,« fortæller Malene Møller Thygesen.

Pædagogerne havde brug for hjælp og indkaldte en psykolog fra kommunens ressourceteam. Men de blev ikke hjulpet af mødet, for psykologen kom ikke med bud på, hvad årsagen til pigens adfærd kunne være. Så længe der ikke var tegn på overgreb, havde hun ingen forslag til, hvad pædagogerne skulle gøre. 

Slagplan
Pædagogerne i Søgerageren talte sammen og lagde deres egen slagplan. De begyndte at gribe ind, når pigen onanerede og sagde: ’Jeg kan godt se, at det er rigtigt dejligt for dig, der er ikke noget forkert i det, du gør, men det er bedst, hvis du gør det et sted, hvor du er alene.’ De begyndte også at aflede hende, så der for eksempel hele tiden var en voksen på legepladsen, der satte lege i gang.

»Og vi begyndte at kigge lidt mere skarpt på familien og familiemønstre, og om det handlede om nogle behov, der ikke blev opfyldt. Altså om behovet for selvtilfredsstillelse opstod, fordi barnet havde et følelsesmæssigt hul indeni, hun ville fylde på den måde,« siger Malene Møller Thygesen.

Pædagogerne holdt møde med forældrene, hvor de fortalte om, hvad de gjorde i institutionen og opfordrede forældrene til at prioritere at lave nogle ting alene med pigen, hvor storebror ikke var med. Planen lod til at virke, i hvert fald ebbede det langsomt ud med pigens onani. 

Bekymrende adfærd
Oplevelsen fik Malene Møller Thygesen til at interessere sig for børns seksualitet – et emne, pædagoger sjældent taler om, med mindre et barn har en bekymrende adfærd, er hendes oplevelse. Hun havde aldrig selv talt om børns seksualitet med sine kolleger før.

»Jeg tror faktisk, det stadig er ret betegnende. Det bliver kun talt om seksualitet i pædagogiske kredse, hvis nogle børn har sagt, at de skulle sutte tissemænd eller sådan noget. Så lyser de store, røde advarselslamper.«

Læs Børn&Unges tema om børns seksualitet

| Senest opdateret 13-03-2017 |