Børneminister om ny læreplan: Der kommer ingen revolution

03/14/2017

Børn fra Børnehuset Eventyrgården i Odense byder børneminister Mai Mercado (K) og BUPL-formand Elisa Bergmann velkommen. De skal høre om institutionens arbejde med sprog og bevægelse og andre temaer i de pædagogiske læreplaner.

Arbejdet med en ny læreplan skal bygge på det gode arbejde, der allerede finder sted i landets daginstitutioner, sagde børne- og socialminister Mai Mercado (K), da hun sammen med BUPL-formand Elisa Bergmann gæstede to børnehuse i Odense.

Af Trine Vinther Larsen / Foto: Hung Tien Vu

Regeringen er på trapperne med en dagtilbudsreform, der blandt andet skal styrke de pædagogiske læreplaner og arbejdet med læringsmiljøer i de danske daginstitutioner.

Men pædagogerne skal ikke frygte nogen revolution af læreplanerne, lød det fra børne- og socialminister Mai Mercado (K), da hun mandag den 13. marts 2017 sammen med BUPL-formand Elisa Bergmann gæstede to daginstitutioner i Odense-bydelen Næsby.

»Vi taler om at udvikle. Der kommer ikke nogen revolution. Vi skal understøtte alt det gode, der allerede er,« sagde børneministeren. 

Tilpasser læreplaner til institutionen
Under besøgene i Stærekassens vuggestue og Eventyrgårdens børnehave blev ministeren og BUPL-formanden præsenteret for to meget forskellige måder at arbejde med de lovpligtige pædagogiske læreplanstemaer på. 

Begge institutioner arbejder med en cirkulær model, hvor de seks læreplanstemaer er stillet op i et hjul, som afspejler det pædagogiske praksisarbejde med temaerne. Men hvor den ene institution lader årets måneder bestemme, hvilket læreplanstema, der er i fokus for arbejdet med børnenes udvikling og læring, kan læreplanstemaerne i den anden institutions model skifte mere dynamisk efter de forskellige børnegruppers aktuelle interesser og børnenes løbende positioneringer og trivsel, som afdækkes systematisk i trivselsskemaer.

»Det er rart at se, at 'hjulet' for læreplaner bliver taget ned på meget forskellig måde, og der bliver arbejdet med det, så det får en form, der passer den enkelte institution. Det kan jeg enormt godt lide,« kommenterede Mai Mercado.

Forskellighed er en styrke
Også BUPL-formand Elisa Bergmann ser en styrke i, at to børnehuse - selvom de hører under samme områdeinstitution og ligger få gader fra hinanden - har helt forskellige måder at gå til læreplansarbejdet på.

»Det viser, at pædagogerne tager udgangspunkt i, hvilken børnegruppe, man har. Man ser på, hvor børnene er henne udviklingsmæssigt? Hvad der optager dem lige nu? Og hvor de har brug for støtte? Og man arbejder også ud fra, hvad der engagerer pædagogerne, og det betyder rigtig meget for det engagement, de giver videre til børnene, så jeg ser det som en stor styrke, at man kan arbejde forskelligt med de fælles temaer og målsætninger i læreplanerne,« siger Elisa Bergmann. 

Hun nærer stor tiltro til, at forskelligheder og metodefrihed vil bestå i arbejdet med både dagtilbudsreformen og en ny læreplan.

»Ministeren har her set, at vi jo ikke starter fra bunden med reformarbejdet. Der er sket rigtig meget, siden læreplanerne kom i 2004, og overalt i dag arbejder daginstitutionerne systematisk med børns udvikling og læring. Udgangspunktet må være at sikre pædagogerne mulighed for at arbejde videre og udvikle læreplanerne derfra, hvor de står, og ud fra den gode daginstitutionstradition, vi har. Så nej, vi skal ikke ud og revolutionere alting, for vi har allerede noget vigtigt og dyrebart, som man ikke må smide ud med badevandet,« siger Elisa Bergmann.

Koncepter dræber
Også Dorthe Holm, der er områdeleder for Børneinstitutionen Næsby, som Stærekassen og Eventyrgården hører under, vægter pædagogers metodefrihed højt. 

»Jeg har været i faget i mange år, og vi er blevet gode til at udøve vores faglighed i den kontekst, vi er i. I gamle dage kunne det måske opfattes, som om pædagogikken var mere tilfældig, men det, man hører om her i dag, er jo på ingen måder tilfældig pædagogik. Vi udøver fagligheden forskelligt, og det skal vi fortsat kunne. Krav og koncepter dræber os, hvis det bliver for firkantet,« siger hun til en lydhør børneminister under institutionsbesøget.

»Ja, det er godt det der med, at det siver ned og bliver brugt forskelligt,« siger Mai Mercado.

Tænker i læringsmiljøer
I både Stærekassen og Eventyrgården tænker pædagogerne i læringsmiljøer i såvel indretningen som valg af aktiviteter. Og selvom læreplansmodellerne er forskellige, er de to børnehuse ens i den måde, der arbejdes ud fra barnets spor og perspektiv, når pædagogerne vil flytte det enkelte barn eller gruppen. 

Det sker med udgangspunkt i læringsmiljøet og fællesskabet frem for en stigmatisering af eller et fokus på det enkelte barn, fortæller Dorthe Holm, der også lægger vægt på, at pædagogerne har været på kursus i social inklusion og ICDP om samspil (relations- og ressourceorienteret pædagogik).

»Vi tænker i læringsmiljøer og undersøger, hvordan vores opfylder de betingelser, som forskningen viser, er godt for børn,« siger hun.

Kræver gode normeringer
For at sikre gode og udviklende læringsmiljøer er både høj faglighed blandt personalet og gode normeringer vigtige, understreger Dorthe Holm. 

Hun glæder sig derfor over, at Odense Kommune efter års besparelser netop har afsat penge til børneområdet. Både Stærekassen og Eventyrgården mærker det allerede i form af en lidt bedre normering, der er med til at sikre, at pædagogerne kan arbejde med børnene i små grupper.

Børneministeren og Elisa Bergmann har under besøget også bidt mærke i, hvordan både sprogarbejdet og bevægelsestemaet fra læreplanerne kan tage fart, når en pædagog med en gruppe på 6-8 børn kan fokusere på rim-og-remselege eller tumlelege med børnene i dertil indrettede værksteder i børnehaven.

»Her bliver det klart, at hvis vi skal rykke børnene, er man godt hjulpet, når man arbejder i mindre børnegrupper og har plads, rum og ressourcer til arbejdet. Og det håber jeg, at ministeren har fået med herfra,« siger Elisa Bergmann.

Adspurgt om, hvad de mindre børnegrupper betyder, svarer Mai Mercado.

»Jamen, jeg tror, at det har en betydning, og også at rummene er funktionsopdelte. Det er bestemt et inspirerende besøg,« siger hun.

Læs mere her 'Billedreportage: Følg med ministeren og formanden i børnenes spor'.

| Senest opdateret 15-03-2017 |