Biskop blåstemlper halal-kød til børn

Del print

Danske børn kan roligt spise halalkød. Til gengæld er det noget pjat at tage svinekød af menuen, mener Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt .

Af Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen, b&u@bupl.dk

Pædagoger i landets daginstitutioner kan roligt fortsætte med at servere halalslagtet kød for alle børn.
Det siger biskop Niels Henrik Arendt fra Haderslev i en kommentar til den ophedede og aktuelle debat om religiøse hensyn i børnehaver og skoler.
»Kristne kan spise det kød, de vil,« siger Niels Henrik Arendt til Børn&Unge
Selv om halalslagtet kød er velsignet til en anden Gud, nemlig Allah, er det intet problem.
»Heller ikke selv om man er en meget from kristen,« fastslår biskoppen.

Ingen grund til bekymring
Netop omfanget af halalslagtet kød i danske daginstitutioner er en af de ting, formanden for Folketingets Integrationsudvalg, tidligere minister Karen Jespersen (V), nu vil have et kommissorium til at undersøge.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har allerede meldt ud, at halalslagtet kød bør stryges af daginstitutionernes menu: 'Danske børn skal ikke tvinges til at indrette sig efter muslimske traditioner. Dansk Folkeparti er imod, at der skal serveres halalslagtet kød i danske børnehaver og skoler,' lyder det i partiets arbejdsprogram under punkt 18.
Ifølge biskop Niels Henrik Arendt behøver hverken politikere eller forældre at bekymre sig.
»Under alle omstændigheder mener jeg, at det er noget, som den enkelte institutions bestyrelse bør tage stilling til. Men hvis jeg selv skulle tale med de pågældende forældre ville jeg nok sige: Ved i hvad? Det her er helt uproblematisk. Som kristne kan vi og vores børn spise, hvad det skal være,« siger han og tilføjer:
»Det kan godt være, at vi rent folkeligt har et problem med måden, det bliver slagtet på, hvis det går ud over dyrene. Men igen: Rent religiøst er der absolut intet problem.«

Næsten alle spiser halalkød
Niels Henrik Arendt peger på, at de fleste danskere spiser halalslagtet kød uden at tænke over det.
»Det er mange år siden, at vi har kunnet købe en kylling i Danmark, der ikke var halalslagtet. For at kunne sælge kyllinger i den arabiske verden fik fjerkræavlerne helt allerede tilbage i 1970'erne en aftale om, at der blev sat en maskine op, der velsignede alle kyllinger på arabisk!«
Mens biskoppen fra Haderslev opfordrer pædagogerne til at tage det helt roligt med halalkødet, mener han til gengæld, at det er noget pjat at afskære børnene fra at spise svinekød.
Børn&Unge kunne i sidste uge oplyse, at mindst 15 daginstitutioner alene i Århus har valgt ikke at servere frikadeller, flæskesteg og leverpostej for børnene af hensyn til de muslimske børn.

Læs 'Nul svinekød i institutioner'.

Hertil siger biskop Niels Henrik Arendt:
»Hvorfor i alverden skal man ikke have lov til at få spegepølse, blot fordi der er nogen, der ikke vil have det. Det er lidt lige som, hvis vegetarerne kommer og siger, at alle skal være vegetarer. I den situation kan jeg udmærket forstå reaktionen: Nu stopper vi! Vi skal ikke give afkald på det, vi selv sætter pris på, fordi andre ikke kan lide det.«
Biskoppen finder det til gengæld indlysende, at der skal tages hensyn til de muslimske børn.
»Ifølge koranen er det forbudt for dem at spise svinekød. Derfor ville det være lige så forkert at tvinge dem til at spise svinekød, som det er at tvinge os til at lade være. Vi skal vise almindelig respekt for hinanden.«

Misforståede hensyn
Byrådet i Århus skal snart have en større debat om daginstitutionernes kostpolitik. Op til mødet har Venstre-manden Henrik Vestergaard stillet en stribe kritiske spørgsmål til Børn & Unge-rådmand, Jacob Bundsgaard (S).
Henrik Vestergaard vil blandt andet have svar på, præcist hvor mange institutioner der ikke serverer svinekød, lige som han forventer et svar på, hvordan kommunens officielle kostpolitik harmonerer med svinekøds-fravalget. I kostpolitikken slås det nemlig fast i et af de centrale punkter, at børnenes mad skal tage udgangspunkt i 'dansk kultur og traditioner'.
Henrik Vestergaard tvivler på, at fravalget af svinekød er et ønske fra den muslimske forældrekreds.
»Det ville være særdeles interessant at få oplyst, om det rent faktisk er muslimske forældre, som har opfordret institutionerne til at tage svinekød af menuen. Det tvivler jeg nemlig stærkt på. Jeg tror, det her handler om misforståede hensyn. Faktisk tror jeg slet ikke, at muslimske forældre har det mindste problem med svinekød, så længe deres egen børn slipper for at spise det.«
Lune deller og bacon skal hurtigst muligt tilbage på menuen, hvis det står til Henrik Vestergaard.
»Det er uhyre farligt, hvis sådan nogle tiltag får lov til at vinde indpas. Især hvis de bygger på en antagelse om, hvad visse grupper ønsker sig i stedet for regulære fakta. På den måde kan vi hurtigt komme ud af en glidebane,« siger han.

Sidst opdateret 08-02-2010

BUPL Nyhedsbrev

Få nyheder direkte i din mailboks

Bestil nyhedsbrev

Sorteper

SPHotSpot218x300

Det er dyrt at spare på børnene

bupl.dk/sorteper

Seneste nummer

B&U forside 21/2010 Læs artiklerne

Børn&Unge i pdf-version

Læser Gratis download