Uddannelse til ledige

Mulighederne for at deltage i uddannelse, mens man er på dagpenge, er ikke fantastiske. Men de er der. Og uddannelse eller bare et kursus kan måske være vejen til et nyt job eller måske endda et karriereskift.

De nuværende regler giver især muligheder til ledige, som ikke har en videregående uddannelse, eller som har en forældet uddannelse. Men selv om man har en pædagoguddannelse, er der faktisk muligheder.

Kursus med dagpenge
Alle ledige kan fx tage kurser og uddannelse under 20 timer om ugen, som ikke udbydes som SU-berettigede uddannelse. Fx meritlærer- og meritpædagoguddannelser, diplomforløb, MBA og MPA. Det er også enkeltfagsundervisning på HF- og gymnasieniveau, aftenskoleundervisning mm.

Læs fakta-ark om at tage på kursus med dagpenge


Jobrotation
Rigtig mange pædagoger har haft glæde af at deltage i et jobrotationsprojekt. Det er enkeltstående projekter, som arrangeres lokalt i et samarbejde mellem jobcenteret, arbejdsgiveren, a-kassen og fagforeningen. 

Kort fortalt går de ud på, at ledige vikarierer for fastansatte kolleger i job, mens de fastansatte er på uddannelse. Projekterne støttes af en særlig pulje, og ofte indrettes projekterne, så der er uddannede til både fastansatte og ledige. Kontakt BUPL-A's jobteam eller din fagforening for at høre, om der er planer om at starte et jobrotationsprojekt i din kommune.

Læs fakta-ark om jobrotation

Hent publikation om jobrotation og uddannelsesstøtte

Ofte kombineres jobrotationsprojekter med traineeprojekter for dimittender, hvor nyuddannede pædagoger gennemgår et uddannelses- og/eller praktikforløb i forbindelse med jobrotationsprojektet. Læs mere nedenfor. 

Trainee og jobrotation


Korte erhvervsrettede uddannelser efter lokalt behov
Hvis der er mangel på bestemte typer arbejdskraft i dit lokalområde, kan du måske få en kort erhvervsrettet uddannelse med støtte fra den regionale uddannelsespulje til ledige.

Læs fakta-ark om den regionale uddannelsespulje


Hvis du ikke har en pædagoguddannelse
Hvis du ikke har en videregående uddannelse, kan du måske tage "6 ugers jobrettet uddannelse", som erstatter den tidligere "Selvvalg uddannelse". "6 ugers jobrettet uddannelse" udelukker desværre ledige med en videregående uddannelse - fx en pædagoguddannelse.

"6 ugers jobrettet uddannelse" er udelukkende for faglærte og ufaglærte og kan være relevant for dig, hvis du er kommet ind i faget uden pædagoguddannelse. 6 ugers jobrettet uddannelse skal ligge i den første del af dit ledighedsforløb, den skal aftales med a-kassen og gives kun indenfor faglige områder, hvor der er mangel på arbejdskraft i dit lokalområde.

Læs mere om 6-ugers jobrettet uddannelse på hjemmesiden hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. 

Læs fakta-ark om seks ugers jobrettet uddannelse


Krav om rådighed
Hvis du siger dit arbejde op for at begynde en egentlig uddannelse, har du ikke ret til dagpenge i perioden fra arbejdsophør til uddannelsens start og heller ikke under uddannelsen.

Hvis du vil deltage i undervisning, mens du er ledig og modtager dagpenge, skal du være opmærksom på følgende:

  • Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
  • Du kan derfor ikke sige nej, hvis du får tilbudt arbejde. Du skal være indstillet på evt. at skulle afbryde undervisningen for at tage arbejde.
  • Du skal stadigvæk søge arbejde. (Det er dog ikke et krav ved deltagelse i "6 ugers jobrettet uddannelse" og som vikar i jobrotation.)
  • Du kan ikke få dagpenge i perioder, hvor du i forbindelse med undervisning opholder dig i udlandet.

A-kassen skal have besked om :

  • Hvilken slags undervisning du går til
  • Hvor mange timers du får undervisning
  • Hvor undervisningen foregår

Jobcentret skal også have besked, hvis du deltager i undervisning.


Brug kursusportalen
Der er mange veje til videreuddannelse. Der er mange udbydere på markedet, og der er mange forskellige muligheder for at opnå økonomisk støtte, afhængigt af hvor man er i arbejdslivet.

På BUPL-A’s kursusportal kan du søge efter pædagogfaglige kurser og efteruddannelse. Men fordi BUPL deler portalen med andre faglige organisationer, vil du også kunne finde andre typer kurser.

Oplysningerne i Kursusportalen hentes automatisk hos kursusudbyderne og er derfor kun vejledende. Det er oplysningerne på kursusudbydernes egne hjemmesider, der er gældende i sidste ende.

Gå til kursusportalen


Uddannelse for pædagoger i beskæftigelse

Hvis du er helt eller delvist i arbejde, er der flere støttemuligheder til efter- og videreuddannelse. Læs blandt andet mere om SVU og VEU på forbundets del af hjemmesiden.

Økonomisk støtte til uddannelse 

| Senest opdateret 31-08-2016 |

Dagpenge-reformens nye regler

Den seneste dagpengereform laver om på en del regler.
* Første del trådte i kraft 2. januar 2017 og indfører bl.a. mulighed for fleksibel genoptjening af dagpengeretten.
* Anden del træder i kraft 1. juli.